Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Cypresfamilien (Cupressaceæ), stedsegrønne Naaletræer, Buske ell. Træer - Cypressumpe (swamps, dismals) udstrakte Sumpstrækninger med en Bevoksning af Sumpcypresser - Cyprestræ, af Cupressus sempervirens fra Middelhavslandene og det nordlige Indien - Cypria (lat.), »den kypriske Gudinde«, Tilnavn til Venus (se Afrodite). - Cyprian (den hellige), Thascius Cæeilius, Biskop i Karthago, (c.200-258) - Cyprianus, Biskop Cypriani ell. Bisp Cypri Bog, Navnet paa en Bog, ved hvis Trylleord man kan tvinge Aander
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Spidsen af korte Grene. Hanblomsternes
Støvblade sidder i 4-8 Kranse og har 3-5 omtr.
kuglerunde Støvsække, der aabner sig ved en
Længdespalte; Støvkornene mangler
Flyveblærer. De hunlige Blomsterstande har aldeles
udelte Kogleskæl, der oftest bliver træagtige, og
i hvis Hjørner der findes 1 til mange Æg.
Koglerne er smaa, modnes endnu i det samme Aar,
Blomstringen finder Sted, og falder hele af.
Frøene er ofte udstyrede med Vinger;
Kimplanten har to Blade. Fam. tæller 9 Slægter
med c. 80 Arter.
A. M.
Cypressumpe (swamps, dismals) kaldes
særlig nogle langs Kysten af de sydøstlige
forenede Stater liggende, udstrakte
Sumpstrækninger med en Bevoksning af Sumpcypresser.
J. P. R.
Cyprestræ, af Cupréssus sempervirens fra
Middelhavslandene og det nordlige Indien, har
en bred, rødlighvid Splint og gulbrun Kerne
med en stærk aromatisk Duft. Det er ret haardt,
tæt og let spalteligt og meget holdbart og
anvendes i Hjemlandet som Bygningstømmer, i
øvrigt til finere Snedkerarbejde. Veddet af
andre Arter Cypres gaar i Handelen under Navn
af Cedertræ (s. d.).
K. M.
Cypria (lat.), »den kypriske Gudinde«,
Tilnavn til Venus (se Afrodite).
C. B.
Cyprian (den hellige), Thascius
Cæcilius, Biskop i Karthago, f. c. 200 i
Karthago, halshugget smst. 14. Septbr 258. Han var
af en rig, hedensk Familie og havde ved sine
rige Evner og sin fine Dannelse vundet en
fremragende Plads i sin Fødeby, baade som Retor
og Jurist og som Menneske, da han 245 ell. 246
lod sig døbe og samtidig modtog Præstevielsen
af sin Ven, Biskop Cæcilius. Han skilte sig nu
ved sin Hustru, gav sin Formue til de Fattige
og studerede med Iver især Tertullian, hvem
han altid betragtede som sin egl. Lærer. Efter
Cæcilius’ Død blev han Biskop i Karthago (248).
Nogle af de ældre Præster i Karthago, som ikke
syntes om dette Valg, lagde stadig Sten paa hans
Vej, og hans tidlige Biskopstid var en uafbrudt
Kæde af Kampe. Under den deciske Forfølgelse
249 trak han sig ud i Ørkenen, hvorfra han
ledede sin Menighed. Da han vendte tilbage 251,
maatte han tage Parti i den hidsige Kamp, der
var udbrudt om, hvorledes man skulde stille sig
til dem, der var faldne under Forfølgelsen.
Bekenderne, ɔ: de, der havde holdt Stand under
Pinslerne, optraadte med megen Overmod og
optog uden videre de Faldne; men C. ansaa det
for en kirkelig Uorden, der i lige Grad
krænkede hans kirkelige Embedsbevidsthed som hans
religiøse Følelse. Hans Stilling var saa meget
vanskeligere, som han selv havde unddraget
sig Forfølgelsen; men hans Modstandere
svækkedes ved at dele sig i et Parti, der tog det let
med Kirketugten - det lededes af Diakonen
Felicissimus og dets Biskop Fortunatus - og i
et strengt Parti, der lededes af Presbyteren
Novatus og sluttede sig til Novatianerne i Rom,
saa paa de to Synoder i Karthago, 251 og 252,
vandt C. Sejr. - En i sine Følger mere
vidtrækkende Strid var den, han havde med den
rom. Biskop Stephanus, om Kætterdaaben. C.
hævdede, at kun Kirken ɔ: den katolske Kirke
kunde døbe, og at Kættere og Hæretikere
derfor maatte døbes med Kirkens Daab, naar
de vilde optages; Stephanus hævdede, at
Kættere og Hæretikere, som var døbte i
Treenighedens Navn, kunde optages i Kirken alene ved
Haandspaalæggelse. Paa C.’s Side stillede
lilleasiatiske og nordafrikanske Biskopper sig, men
den rom. Betragtning blev i Tidens Løb den
sejrende. Betydningsfuldt er det at se, hvorledes
C. ikke vil vide af noget Underordnelsesforhold
under Romerbispen at sige, men omtaler ham
som sin Kollega, der er sideordnet med alle
andre Kirkens Biskopper. - C. ofrede sig helt
for sin Menigheds Vei, og naar han atter under
den valerianske Forfølgelse 253 trak sig ud i
Ensomheden, var det kun, fordi han saa, at han
saaledes kunde være til størst Nytte. Bl. de
skriftlige Efterladenskaber fra Kirkens første
Aarh. er faa interessantere end C.’s Breve, der
levende sætter os ind i Menighedens daværende
Forhold og viser os C. som en Mand, myndig i
Kraft af sit Embede, ydmyg som Menneske,
human i sin Dom og med en aaben Sans for
Naturens Skønhed (bl. a. i Epistola ad Donatum
findes smaa Perler af Naturskildringer). Han
er et Mønster paa en Kirkefyrste, ingen lærd
Teolog, snarere Jurist, men med Styrelsens
Naadegave. C.’s betydeligste Skrift er De
unitate ecclesiæ, hvor han med Kraft hævder
Kirkens Enhed (»Den, der ikke har Kirken til
Moder, kan ikke have Gud til Fader«), denne
Enhed hviler paa Episkopatet, ikke Roms, men
hele Kirkens (se Biskop). Under den
valerianske Forfølgelse 258 nægtede han at ofre til
Guderne, og med Frimodighed gik han Døden i
Møde. - Første Udgave af C.’s Skr er trykt i
Rom 1471, derpaa i Venedig s. A., den første
kritiske Udgave er Erasmus’ (Basel 1520),
Baluzius’ og Maranus’ (Maurinerne) (Paris 1726);
nyere Udgaver i Besançon 1836, Leipzig 1838,
Wien 1868-71. Oversættelser findes i
»Vidnesbyrd fra Kirkefædrene« I og IV (Kria 1880 og
1883). (Litt.: P. Monceaux, Saint Cyprien et
son Temps i 2. Bind af Histoire littéraire de
l’Afrique chrétienne [Paris 1901]; A. Harnack,
»Geschichte der altchristl. Litteratur«, 2. Del
II [Leipzig 1904]).
L. M.
Cyprianus, Biskop Cypriani ell. Bisp Cypri
Bog, er for den danske og norske Almue Navnet
paa en Bog, ved hvis Trylleord man kan tvinge
Aander, og selve den Onde, til at lyde sig. Der
er talløse Fortællinger om Præster og kloge
Mænd, der har ejet den, ogsaa om Mennesker,
der tilfældig kom til at læse i C. og manede
Fanden til sig, og kun blev frelste ved, at Bogens
rette Ejer kom og læste den Onde bort igen.
Bogen siges at være lille og skrevet med røde
Bogstaver; hvem der først har faaet den i sit
Eje, kan ikke komme af med den, uden han
sælger den for mindre, end han har givet;
brændes den i Ild, ligger den straks igen uskadt;
kun ved at kaste den i rindende Vand kan man
fri sig for, at den kommer tilbage; i Kbhvn skal
C. have været at finde bl. Bøgerne paa Trinitatis
Kirkes Loft, men den er blevet lænket til en
stor Sten og kastet ned i det hule af
Rundetaarn. Om dens Oprindelse hedder det, at den
skal læses i og medbringes fra den »sorte Skole«,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
