Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - byzantinske Rige (østromerske Rige, græske Kejserdømme) - byzantinsk Kunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Byzantinerne dog deres Frihed, og der opstod et
Kejserdømme i Nikæa under Theodor
Laskaris og et andet i Trapezunt under Alexios
Komnenos. Selve det latinske
Kejserdømme var svagt ved sin fri Lensforfatning,
der gjorde Vasallerne omtr. uafhængige af
Kejserne, og disse vekslede hurtig (Balduin
1204—5, Henrik 1206—16, Peter af Courtenay
1216—19, Robert 1219—28, Johan af Brienne
1228—37, Balduin II 1237—61), saaledes at det ikke
faldt Nikæas Kejsere vanskeligt at brede sig
paa deres Bekostning. Allerede Johannes
Vatatzes, Theodor’s Efterfølger (1222—54),
indskrænkede den lat. Kejser til saa godt som kun
at herske over selve Konstantinopel, og
Michael Palæologos gjorde helt Ende paa
det lat. Kejserdømme ved 1261 i Forbund med
Genoveserne at erobre Hovedstaden.
Det genoprettede Kejserdømme fik samme
Præg som det gl., og Folket følte sig endnu
mere end før knyttet til sin Kirke, efter at
Frankerne havde forsøgt paa at gøre den rom.
Paves Myndighed gældende; men i ydre Magt
stod Riget langt tilbage; i de europ. Dele holdt
rundtom fr. Lensfyrster sig ganske uafhængige,
især i det egl. Grækenland; Bulgarer og Serber
trængte Riget N. fra, og i Østen optraadte snart
Osmannerne, Michael VIII (1261—82) gjorde
et mislykket Forsøg paa at nærme den gr. Kirke
til den rom. paa Konciliet i Lyon 1274; hans
Søn Andronikos II (1282—1328) blev
styrtet af sin Sønnesøn Andronikos III
(1328—41), under hvis Søn, Johannes V
(1341—91), Formynderen Johannes VI
Kantakuzenos en Tid opkastede sig til Medkejser
(1347—55). Paa dette Tidspunkt havde
Osmannerne allerede erobret alle Palæologernes
Besiddelser i Lilleasien, og 1354 fik de fast Fod i
Europa ved at besætte Gallipoli, snart efter
Adrianopel og Filippopel, medens de tvang Serbien
og Bulgarien til at betale dem Skat. Johannes’
Søn Manuel II (1391—1425) maatte fl. Aar
igennem se sin Hovedstad indesluttet af
Osmannerne og rejste forgæves Europa rundt for at
faa Hjælp; først Mongolfyrsten Timur Lenk’s
Sejr over Sultan Bajesid (1402) bragte ham lidt
Ro; men endnu inden hans Død fornyedes
Angrebene. Hans Søn Johannes VII
(1425—48) søgte at vinde de europ. Magter ved selv
at indfinde sig paa Konciliet i Firenze 1439 og
her slutte en Union mellem den gr. og rom.
Kirke; under hans Broder Konstantin XI
erobrede Osmannerne endelig Konstantinopel 29.
Maj 1453, og den sidste Kejser faldt selv i
Kampen. 1461 gik ogsaa Riget i Trapezunt under.
(Litt.: Tillemont, Histoire des empereurs
etc. [Paris 1690—1738, 6 Bd]; Gibbon, History
of the decline and fall of the Roman empire
[London 1774—82, 6 Bd, o. oft.]; Schlosser,
»Geschichte der bilderstürmenden Kaiser des
oströmischen Reichs« [Frankfurt 1812];
Finlay, History of the Byzantine and Greek
empires [London 1853—54, 2 Bd]; Rambaud,
L’empire grec au Xe siècle [Paris 1869];
Hertzberg, »Geschichte Griechenlands seit dem
Absterben des antiken Lebens bis zur Gegenwart«
[Gotha 1876—80]; Samme, »Geschichte der
Byzantiner und des osmanischen Reichs« [Berlin
1883, i Oncken’s »Allgem. Geschichte in
Einzeldarstellungen«]; Bury, History of the later
Roman empire from Arcadius to Irene [London
1889, 2 Bd]; Hesselberg, Essai sur la
civilisation byzantine, Trad. franç. [Paris 1907];
Gelzer, »Byzantinische Kulturgeschichte«
[Tübingen 1902]; Muralt, Essai de chronographie
byzantine 395—1057 [Petrograd 1855] og
1057—1453 [smst. 1873, 2 Bd]).
Kr. E.
byzantinsk [-san-] Kunst udformedes med
tydeligt Særpræg først under Konstantin den Store
og hans nærmeste Efterfølgere, og tidligere trak
man endogsaa Grænsen mellem almen
oldkristelig og særlig b. K. efter Justinian den Store,
hvis store Kunstvirksomhed dog utvivlsomt er
grundlæggende for b. K. i snævrere Forstand.
Denne har Rødder i den sentromerske Kunst,
men delvis ogsaa i Orienten. Det er i den senere
Tid hyppigt fremhævet, at Byzans
Kuppelarkitektur er mere end halvt orientalsk, at Slotte
og Boliger orientaliseres, og at Forkærligheden
for Fladeornamentik og for kostbare Sten og
Stoffer er østerlandsk. Men det maa erindres, at
Vekselvirkningen mellem Østen og Vesten fra gl
Tid var stærk; den hellenistiske Kunst
prægede Orienten, den rom. Kejserkunst
gennemsyredes atter fra Østen, og de enkelte Traade
er vanskelige at udrede (smlg.
Bygningskunst, S. 323 ff.).
De ældste bevarede Bygværker i
Konstantinopel er Theodosius gyldne Port (c. 390), nogle
underjordiske Vandkældere samt
Johanneskirken, en treskibet Normalbasilika, der i sine
Enkeltheder foregriber den kommende Udvikling.
Justinian rejste Sergius- og Bacchus-Kirken og
fremfor alt den byzantinske Arkitekturs
Hovedværk, Sofiakirken (532—37 og 558—63).
Grundtanken i begge er den samme, en
Videreudvikling af det kuplede Centralanlæg i dets
syrisk-lilleasiatiske Særform. Et højt kuplet
Hovedrum omgives af lave, retvinklede Mure (Naos),
foran hvilket der paa den ene Side findes en
Forhal (Narthex), paa den anden Side et
indbygget Korrum (Bema) med Apsis. I den
mindre Kirke er Kuppelrummet ottekantet; Hagia
Sofia har derimod en meget ejendommelig
Komposition, idet Centralideen krydses med
Langhusideen. Til Hovedkuplen, der hviler paa 4
mægtige Rundbuer og 4 Hjørnepiller, slutter sig mod
Narthex og Apsis Halvkupler, medens de 2
andre Sider lukkes med Søjlegalerier og
Vinduesvægge. Beslægtede Tanker, men i anden
Udformning, møder vi i den ogsaa i det Ydre
ottekantede Centralkirke S. Vitale i Ravenna, hvor
Justinian desuden rejste Basilikaen S.
Apollinaris in Classe. Fælles for disse Bygninger er
det temmelig bare og forsømte Ydre og det
pragtfuldt smykkede Indre, og Detaillerne er
overalt udpræget byzantinske. Søjlerne bærer
stedse Rundbuer, og som Overgang mellem det
fra første Færd ioniserende ell. kompositte
Kapitæl til Buen er der jævnlig indskudt en særlig
Terning, et nyt Arkitekturled, som allerede
forekommer i de ældre Cisterner, og hvis Form
snart ogsaa overførtes til selve Søjlehovedet,
saa at det fik Trapez- ell. Tragtform, stundom
med foldede Sider, men altid paafaldende
uplastisk. Thi uplastisk er selv den hugne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
