Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - byzantinske Rige (østromerske Rige, græske Kejserdømme)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Filosoffen, kunde derimod ikke forsvare
Riget mod fornyede Angreb af Bulgarere og
Arabere, end mindre hans Søn Konstantin
VII Porfyrogennetos (912—59), der selv
hengav sig til lærde hist. Studier, medens han
overlod Styrelsen til andre. Efter at hans Søn
Romanos II (959—63) var død, ægtede
dennes Enke, Theofano, den udmærkede Feltherre
Nikeforos II Fokas (963—69), der
allerede tidligere havde genvundet Kreta og nu som
Kejser trængte Araberne tilbage i Lilleasien,
men gjorde sig forhadt ved sin Strenghed. Han
faldt som Offer for en af Theofano stiftet
Sammensværgelse, hvis Hovedmand, Johannes
Tzimisces, derefter blev Kejser (969—76) og
kæmpede lykkelig mod Rigets Fjender. Nu kom
atter en Makedonier paa Tronen med Romanos
II’s Søn Basilius II (976—1025), under hvem
Riget naaede en længe ukendt Magt, og som
især gjorde ganske Ende paa Bulgarriget,
saaledes at Rigets Nordgrænse paa ny blev Donau.
Sammen med ham regerede hans Broder
Konstantin VIII, efter hvis Død (1028) Riget
gik over til hans Datter Zoe, der ved
Ægteskab ell. Adoption satte 4 Kejsere paa Tronen:
Romanos III (1025—34), Michael IV
(1034—41), Michael V (1041—42) og
Konstantin IX Monomachos (1042—54);
under hende falder den norske Kongeætling
Harald Haardraades Ophold i Konstantinopel, hvor
Kejserne paa den Tid havde en Livgarde af
Nordboer, Varanger (Varæger), der dannede
Kernen i deres Hær.
Zoe’s Søster Theodora (1054—56), med hvem
det makedoniske Hus uddøde, udnævnte
Michael VI Stratiotikos til sin
Efterfølger; men Hæren indsatte i hans Sted en
fremragende Feltherre af Komnenernes Slægt,
Isaak I. Han bragte atter Orden i Riget, men
gik, ramt af en haard Sygdom, allerede 1059 i
Kloster, og under de flg. Kejsere
(Konstantin X Dukas 1059—67, Romanos IV
Diogenes 1038—71, Michael VII Dukas
1071—78 og Nikeforos III Botoniates
1078—81) voksede Rigets Farer; Normannerne
gjorde Ende paa det byzantinske Herredømme
i Syditalien, og Seldshukkerre trængte frem i
Lilleasien. Derefter kom atter en Komnen paa
Tronen med Isaak’s Brodersøn Alexios I
(1081—1118), der styrede klogt og kraftigt; da
det første Korstog fandt Sted under ham,
forstod han at udbytte Korsfarernes Anstrengelser
til sin Fordel, og hans Søn Johannes II
(Kalojohannes, 1118—43) generobrede den
største Del af Lilleasien. Endnu større Fremgang
havde den sidstes Søn Manuel I (1143—80),
men efter hans Død indtraadte paa ny
Forvirring og Opløsning. Hans umyndige Søn
Alexios II (1180—83) blev myrdet af sin Formynder
Andronikos I (1183—85), denne atter
styrtet af Isaak II Angelos (1185—95), som
blev afsat og blindet af sin egen Broder
Alexios III (1195—1203). Den afsatte
Kejsers Søn Alexios søgte Hjælp i Vesten, og det
lykkedes ham at formaa Venetianerne og de
fr. Riddere til at rette det fjerde Korstog mod
Konstantinopel, hvori de genindsatte Isaak II
med Sønnen Alexios IV til Medregent (1203).
Kejseren opfyldte dog ikke sine Løfter til
Korsfarerne; hans Søn blev afsat ved en
Folkeopstand, den gl. Fader døde af Sorg, og Alexios
V Dukas (Murzuphlos) besteg Tronen
Febr 1204; men Korsfarerne stormede nu
Hovedstaden 12. Apr.
Saaledes faldt dette Rige for
Vesterlændingenes Angreb, efter at det saa længe havde
modstaaet de asiatiske og slaviske Folk. Dets
Styrke beroede paa Hovedstadens fortrinlige
Beliggenhed og stærke Befæstninger, der tillod den
at modstaa saa talrige Belejringer af Arabere
og Slaver, paa den gennemførte Centralisation,
den udmærkede Finansstyrelse og den
fortrinlige og talrige staaende Hær. Medens
Germanerne nedtrykkede Civilisationen i det
forhenværende vestromerske Rige, holdt store Rester af
Oldtidskulturen sig i det østromerske Rige, og i
aandelig Dannelse, i Kunst og Industri overgik
Byzantinerne langt Vesteuropæerne, der stod for
dem som Barbarer, da de ved Korstogene kom i
nærmere Berøring med dem. Til Gengæld
savnede de den Friskhed og de frodige Livsspirer,
der fandtes i Vesten, og det rom. Præg veg i
Tidens Løb ganske for et gr.-orientalsk;
Cirkuslegene hørte op, Græsk blev Kommandosprog i
Hæren fra 7. Aarh. og brugtes til de store
Lovarbejder under Leo III og senere. Endda blev
det klassiske Græsk snart et dødt Sprog, og
samtidig blev den gr. Nationalitet gennembrudt ved
Indvandringer ell. Kolonisationer af slaviske
Folk. Den despotiske Styrelse trængte Folket
tilbage fra al Indflydelse, og den usikre
Tronfølge foranledigede de stadige Kampe om
Kejsermagten; dog nærmede man sig mere og mere
til en vis Arvelighed, og kun den anerkendtes
som arveberettiget, der var født af
Kejsermoderen i »Porfyrkamret« (deraf det hyppige
Tilnavn Porfyrogennetos). Den fra den rom.
Kejsertid arvede skarpe Adskillelse mellem milit. og
civil Styrelse hørte efterhaanden op, da al Kraft
maatte sættes ind paa Rigets Opretholdelse mod
Angrebene fra alle Sider; fra Leo III’s Tid var
Riget inddelt i smaa Provinser (Themata), der
styredes af milit. Strateger, som stod
umiddelbart under Kejseren. Stormandsstanden blev
derfor til krigerske Adelsmænd, og det var til
sidst disse, der indsatte Kejserne; Familierne
Dukas og Komnenos er saadanne
Stormandsætter, og i disse Godsejere saa Vesteuropas
Korsfarere deres egne Jævnbyrdige, der »hellere
vilde ofre Livet end betale Skat«, medens de
betegnede den afhængige Bondestand som
vilains. Gejstlighedens Magt kunde dog maale sig
med Adelens, og de billedstormende Kejseres
Forsøg paa at indskrænke den mislykkedes til
Trods for alle Anstrengelser; derimod
medvirkede Billedstriden til Adskillelsen af den gr. og
den rom. Kirke, der endelig fastsloges 1054. Fra
den byzantinske Kirke udgik en fortjenstlig
Missionsbevægelse til de slaviske Folk.
Efter Konstantinopels Indtagelse 1204 delte
Erobrerne Riget mellem sig; Venetianerne fik
3/8, især bestaaende i Kystbyer og Øer, Resten
tilfaldt de fr. Riddere, der valgte Grev
Balduin af Flandern til Kejser og for øvrigt
indrettede Lensfyrstendømmer rundtom. I de
gr. Provinser i Lilleasien opretholdt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
