Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - byzantinske Rige (østromerske Rige, græske Kejserdømme)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Rigets Hovedfjender, havde allerede Anastasios
I befæstet Hovedstaden ved en 50 km lang Mur
fra Propontis til Sortehavet; Justinian styrkede
Grænsen ved en Række Fæstninger langs Donau
og S. derfor. Hans Feltherre Belisar gjorde
Ende paa Vandalerriget i Afrika (533—34), og
efter næsten 20 Aars Kampe lykkedes det at
vinde Italien fra Østgoterne (553); ogsaa fra
Vestgoterne i Spanien toges en Række
Søstæder. Mindre heldig var Justinian over for
Persernes krigerske Konge Kosru I Nuschirwan,
men den endelige Fred 561 opretholdt dog den
tidligere Østgrænse. I det Indre gennemførtes
Enevælden og Religionsenheden fuldstændig;
Konsulatet blev ophævet 541, Filosofskolen i
Athen blev lukket 529, og de sidste Tilhængere
af Platonismen og Hedenskabet blev tvungne til
at udvandre; den strengeste Ortodoksi
herskede. Paa Partikampene i selve Hovedstaden toges
med kraftig Haand, og den saakaldte
Nika-Opstand (s. d.) blev knust i Blod af Belisar’s
Tropper. Rigets Enhed fremmedes ved den store
Lovsamling Codex Justinianeus (529), hvortil
sluttede sig Fortolkningerne (Pandekter
ell. Digester) og en Lærebog
(Institutionerne) samt de siden fremkomne
Forordninger (Novellae).
Af Justinian’s Landevindinger gik Byerne i
Spanien delvis tabt allerede inden hans Død, og
under hans Brodersøn, Justinus II
(565—78), erobrede Longobarderne Italien 568,
medens Perserkrigen begyndte paa ny, saaledes
at Kejseren blev tvunget til at tage Livvagtens
Anfører, den dygtige Tiberius, til
Medregent. Han kæmpede ogsaa heldig mod
Perserne og efterfulgtes af sin Svigersøn,
Maurikios (582—602), der blev afsat af Hæren,
som indsatte Fokas til Kejser (602—10).
Denne befæstede sit Herredømme med endeløs
Grusomhed, indtil den ægyptiske Statholders Søn,
Heraklios, til sidst rejste Opstand imod ham og
fik ham dræbt. Under Heraklios (610—41)
begyndte ny Kampe mod Perserne, og disse
trængte endog frem lige til Bosporos; Kejseren
købte dem bort og nyttede den derved vundne
Tid saa godt, at han kunde trænge langt ind i
Perserriget og tvinge dettes Konge til en Fred,
hvorved han tilbagegav alle sine Erobringer
(628). Kort efter fik B. dog i Araberne endnu
farligere Fjender, og allerede i Heraklios’ Tid
erobrede disse baade Syrien (633—40) og
Ægypten (639—42); inden Aarh.’s Udgang havde alle
B.’s øvrige Besiddelser i Nordafrika samme
Skæbne (Karthago 698). Heraklios fulgtes paa
Tronen af sin Søn Konstantin III, der dog
døde s. A. og efterfulgtes af sin Søn
Konstans II (641—68), hvis Grusomhed var
saadan, at han til sidst maatte forlade
Konstantinopel og tage Ophold i Syrakus, hvor han blev
myrdet. Under hans Søn, Konstantin IV
Pogonatos ɔ: den Skæggede (668—85),
naaede Araberne allerede frem til selve
Konstantinopel, og Hovedstaden blev kun reddet ved
Anvendelse af den gr. Ild. Konstantin’s Søn,
Justinian II, regerede saa grusomt, at han til
sidst blev afsat, fik sin Næse afhugget (deraf
hans Tilnavn Rhinotmetos) og blev fordrevet;
i 10 Aar var han borte fra Konstantinopel, og i
denne Tid regerede Leontios (695—98) og
Tiberius III (698—705); men derefter førtes
Justinian tilbage af en bulg. Hær og regerede
endnu 6 Aar med en Grusomhed uden Mage,
indtil han blev myrdet 711. Derefter fulgte
hurtig skiftende Kejsere (Philippicus 711—13,
Anastasios II 713—16, Theodosius
III 716—17).
Med Leo III Isaurieren (717—41) kom
en ny Herskerslægt paa Tronen, der atter
bragte Glans over B. Allerede tidligere havde
Dogmestridigheder ofte spillet en Hovedrolle i Rigets
Historie; nu rettede Leo (726) et Forbud mod
den afguderiske Dyrkelse af Billeder og rejste
derved Billedstriden, der delte hele
Folket i to Partier, Billedtjenerne (Ikonolatrer) og
Billedstormerne (Ikonoklaster). Kejserens
Angreb paa Billederne gjaldt vel nok saa meget
Præstestandens stedse voksende Magt over
Folket; den første Følge var dog, at Riget mistede
Ravenna og Eksarkatet, hvis Indbyggere
foretrak at underkaste sig Longobarderne fremfor
at opgive deres hellige Billeder. Leo’s Søn
Konstantin V (741—75) fortsatte Faderens
Kamp mod Kirkebillederne, hvorfor han fik
Tilnavnet Kopronymos (Besudleren), og
krigede ligesom han ogsaa heldig mod Araberne
og Bulgarerne. Efter hans Søn Leo IV
(775—80) regerede dennes Enke, Irene, som
Formynder for sin Søn Konstantin VI
Porfyrogennetos; paa den anden Synode i
Nikæa (787) indførtes Billeddyrkelsen atter.
Snart efter at Konstantin var blevet myndig,
blev han blindet paa Moderens Befaling (797),
og hun regerede nu i sit eget Navn, prist af de
kirkelige Forfattere, indtil hun 802 blev styrtet
af Storskatmesteren Nikeforos, der 811
faldt mod Bulgarerne. Efter Michael I
Rhangabes’ svage Regering fulgte Leo V
Armenieren (813—20), der slog
Bulgarerne, som var trængte frem lige til selve
Konstantinopel, og tvang dem til en 30-aarig Fred;
han optog ogsaa Isauriernes Billedkamp og
ophævede den sidste Nikæa-Beslutning, men blev
snart efter ryddet af Vejen af Præstestanden.
Under Michael II den Stammende
(820—29) satte Saracenerne sig fast paa Kreta
og erobrede Sicilien (827), og ny Tab led Riget
under hans Søn Theofilos (829—42), som
derimod gjorde sig fortjent ved at beskytte
Videnskaben. Efter hans Død fulgte hans Søn
Michael III (842—67), for hvem først hans
Moder, Theodora, siden hendes Broder Bardas
førte Regeringen; af disse bragte Theodora
Billedstriden til endelig Afslutning ved at vende
tilbage til Irene’s Standpunkt. Farerne udefra
øgedes stedse; Araberne trængte langt frem i
Lilleasien, og en ny Fjende fik Riget i Russerne,
hvis Flaade 865 ankrede i Konstantinopels Havn,
men her blev ødelagt af en opkommende Storm.
Michael blev myrdet af sin Yndling Basilius,
med hvem det makedoniske Dynasti
kom til Magten for omtr. to Aarh.
Basilius I (867—86) styrede med Kraft
baade i det Indre og Ydre og lod udarbejde en
ny Lovsamling, Basilikerne, der fuldendtes under
hans Søn Leo VI (886—911). Denne, hvis
Kærlighed til Videnskaben skaffede ham Tilnavnet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
