Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - byzantinsk Kunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Stenornamentik; Romernes fyldige Acanthusblade tørrer
og stivner til spidse Treblade; de naturalistiske
Vækstmotiver forvandles til rent ornamentale
Slyng, til Fletværk og til Mønstre, der breder
sig i ell. over Fladen som Kniplingsværk.
Ligegyldigheden over for Plastikken er i det
hele et Grundtræk i b. K.; den bunder dybt i
den sentromerske Kunstudvikling og skyldes
næppe blot svigtende Evner. Betegnende nok
kendes der Statuer af Justinian og hans nærmeste
Efterfølgere, men ikke fra det senere Byzans,
der i det hele ikke bryder sig om Portrættet.
Det var næsten kun Reliefplastikken, som
dyrkedes, og selv denne maatte vige for det
farvelagte Billede. Ikke de kostbare Stensøjler, ikke
de udhugne Ornamenter giver de byzantinske
Kirkerum deres Præg, men Vægmosaikkerne,
som Tyrkerne har overkalket i Sofiamoskeen, og
som bedst kan studeres i Ravenna (smlg.
Mosaik). De oldkristelige Mosaikkers dybblaa Bund
er jævnlig erstattet med gylden Grund, der
allerede forekommer i Thessalonikes Georgskirke
c. 500. Figurstilen er blevet uvirkeligere,
Skikkelserne slankere, Ansigterne rundovale, Øjnene
mandelformede, og de repræsentative, kirkelige
ell. kejserlige Skikkelser faar hyppigt højtidelig
frontal Holdning, en malerisk og optisk
Symmetri, der bestemt skiller sig fra
Indledningskunstens statuariske Frontalitet. At bedømme
byzantinsk Figurkunst efter de ceremonielle
Enkeltbilleder vilde dog være misvisende;
selv Mosaikkerne kender livfuldt bevægede
Scener, og det samme gælder
Elfenbensplastik og Bogmaleri. Men Mosaikmaleriet angiver
dog Hovedretningen i b. K. mod Kolorismen.
Lignende Træk genfindes i den egl.
Kunstindustri, i de brogede, mønstervævede Silkestoffer og
i Guldsmedekunsten, som efterhaanden især
lagde Vægt paa den med Mosaikken beslægtede
Celleemaille og paa uplastisk
Indlægningsarbejde, Niello.
Hvad vi lettest forstaar i b. K., er foruden
Arkitekturens rumskabende Evne netop
Farvepragten og Teknikken. Dens Billedkunst staar
gennemgaaende fjernt fra 19. Aarh.’s
naturalistiske, plastiske og perspektiviske Illusionskunst,
og uvilkaarligt har man sammenlignet den med
den os mere beslægtede hellenistiske Kunst og
udelukkende set b. K. som stivnende Degeneration
af den gr. Aand. Hertil bidrager yderligere det
hieratisk bundne Billedvalg, idet de kirkelige
Emner efterhaanden faar et fast ikonografisk
Skema, bestemte Typer for de enkelte
guddommelige Hovedpersoner og bestemte Formler for
de bib. Optrin, som om Kejserhoffets Ceremoniel
overførtes til Himlen. Men Byzans var dog i Aarh.
Europas mægtigste og rigeste Hovedstad, om
hvis Slottes Pragt kun de skriftlige Kilder giver
Vidnesbyrd, og den Kunst, der til Tider kunde
give Vesterlandene betydningsfulde Impulser,
var ingenlunde i uafbrudt Tilbagegang, men
betød paa adskillige Punkter en videre Udvikling
af sentromerske Kunsttendenser og bevægede
sig i alt Fald i en Bølgegang med
Blomstringsperioder, man først i senere Aartier har faaet
Øje for.
Efter en Nedgangstid i 8. Aarh., da
Billedstriden rasede og ikonoklastiske Regenter
endogsaa ganske forbød kirkelige Billeder, fulgte
ved 850 og især under det makedoniske Dynasti
(867—1057) en ny Fremgang. I Arkitekturen
fæstnedes og udvikledes den centraliserende
Kuppelbasilika. Allerede tidligere var der fundet
ny Løsninger, f. Eks. Hovedstadens Irenekirke
med dens to Kuppelfag over Naos (6. ell. 8.
Aarh.); nu knæsattes under en rig
Byggevirksomhed den gr. Korskuppelkirke, idet de fire
lige lange Arme, der slutter sig til Skibets
Hovedkuppel, tøndehvælves; det er især det
Indre, der præges af denne Ordning; i det Ydre
træder det gr. Kors aldrig frem i Planen og
forholdsvis sjælden i Opstalten, idet det altid
omsluttes af kvadratiske, rektangulære Ydermure.
Hyppigt sættes der 4 mindre Kupler over
Hjørnerne mellem Korsarmene, men til dette
Femkuppelsystem kan yderligere føjes andre Kupler,
især over Forhallen. Efterhaanden lægges mere
og mere Vægt paa Yderarkitekturen, og det Indre
faar Udtryk i det Ydre; Kuplerne hæves paa
Tamburer, der omgives af Halvsøjlearkader, hvis
Buer skærer sig op i Tagskægget;
Tøndehvælvene markeres paa lgn. Maade, og de slankere
Vinduer grupperes i de større Blendingsbuer,
medens Murfladerne brydes af Tegl- og
Brudstensskifter i vekslende Farver. Mellem mange
andre Eksempler kan nævnes Skripuklostret i
Boiotien (874), Theotokoskirken i Saloniki (1072),
Kilissé-Djami (Theotokos) i Konstantinopel og
Pantakratorkirken smst. (c. 1120), som
 |
| Byzantinsk Elfenbensrelief fra 11.—12. Aarh. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
