Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bygningskunst (hertil Tavlerne »Bygningskunst« I-XII), Arkitektur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Vindeltrappetaarnene, i de rige Taarnspir, de høje, stejle,
for Klimaet passende Tage og i Gavlene, hvis
svungne Kamme næsten lige saa meget har
deres Oprindelse af sengotisk Dekoration som af
den norditalienske Renaissances Kirkegavle.
Renaissancen gør sig gældende i Spirenes
Lanternedelinger og i Gavlenes dekorative Sving,
men selv disse den nordiske B.’s ypperste
Kendetegn er i Virkeligheden nordisk-gotiske, ikke
ital.; deres Forgængere er Gotikkens Kirkespir,
»Krabber« og Trappegavle. Og hvad der gælder
Slottene, kan gentages om Raadhuse og
borgerlige Bygninger. Mange Steder vedblev man at
bruge Bindingsværket, og da man for at faa lyse
Værelser maatte have langt fl. Vinduer end i
Italien, blev ogsaa grundmurede Facader
jævnligt opløste i store Lysaabninger og de ital.
Søjleordener uden Hensyn til Proportionerne
knebne sammen paa Gavlhusenes tynde
Murpiller. Den florentinske Logik og Harmoni er
da ikke den nordiske Renaissances Sag; den har
mere Slægtskab med den veneziansk-nordital.
Ungrenaissance, hvorfra den modtog vigtige
Impulser, og dens Styrke ligger i dens maleriske,
livsglade Festlighed, dens straalende Farvepragt
og dens rige Dekoration. Naar man bruger de
ital. Stilinddelinger for Nordeuropas Vedk.,
gælder Rubrikkerne først og fremmest den
vekslende Ornamentik, Ungrenaissancens
Akanthusværk, Højrenaissancens Kartoucher og Kassetter
og Barokkens Bruskværk, af hvilke de sidste
udformedes og dyrkedes paa særlig Maade.
Stilnuancerne krydser tilmed hinanden paa
mangfoldigt varierende Maader; i Landene nærmest
Alperne maatte Italiens Indflydelse gøre sig
tidligst og stærkest gældende, medens de
nordligere Egne stod selvstændigere; men især efter
Aar 1600 bestemtes Udviklingen mere og mere
af enkelte, italienskbegejstrede Arkitekter, som
hver i sin Kreds gjorde op med Gotikkens
Rester.
Paa Pyrenæer-Halvøen veg
Plataresk-Stilen under Kejser Karl V for en kølig, ren
ital. Højrenaissance, der desuden præger Filip
II’s Slot Escorial (Herrera). Ogsaa i
Frankrig, hvor Stilnuancerne nævnes efter
Kongerne, og hvor de pragtfulde, festlige Slotte blev
Tidens vigtigste Bygværker, dyrkedes først en
malerisk, ornamental Blandingsstil, der paa
Ludvig XII’s Tid viste sig i Blois og Gaillon og
senere, med stedse fortsat Vækst af
Renaissance-Elementerne blomstrede under Frants I,
i Kongeslotte som Chambord, St
Germain-en-Laye og Fontainebleau, Adelsslotte som
Chenonceau, Chantilly og Châteaudun (VI, 1-2).
Hovedbygningerne ordnedes gerne i 3 ell. 4 Fløje om en
retvinklet Cour d’honneur; foran ell. ved Siden
af lagdes Basse Cour, men selv om denne
Ordning har repræsentativ Renaissancekarakter, og
selv om Kirkearkitekturen længst fastholdt de
got. Former, giver de fæstningsagtige
Hjørnetaarne, de gennembrudte Vindeltrapper, de høje
Tage med de talrige Gavle og de pyntelige
Skorstene Slottene et Blandingspræg, paa en Gang
fæstningsagtigt og elegant. Endnu i den fr.
Højrenaissance bevaredes adskilligt af Gotikkens
vertikale Tendenser og af Trangen til rig
Dekoration; trods Teoretikere som Delorme og
Bullant bestemmer denne Pragt Lescot’s Louvre
og sætter sit Stempel paa de kuriøse Tilløb til
at skabe en fransk Søjleorden. Ducerceau skabte
denne Retning et litterært Mindesmærke i sine
Billedværker; endnu under Henrik IV, der
fuldendte Louvre og Fontainebleau, mærkes
Blandingsstilens Efterdønninger, og under Ludvig
XIII mødes den med Barokken, f. Eks. i de
Brosse’s Luxembourg-Palæ, der har bevaret den
fr. Renaissances typiske Pavillontage. Men det
var dog, som det fælles romanske Blod gjorde
Barokken hjemlig i Frankrig, og endnu sejgere
holdt Gotikken sig i England. Tudorstilen
under Henrik VIII og Maria var i sit Væsen helt
sengotisk, og først i 16. Aarh.’s sidste Halvdel fik
Elisabeth-Stilen omtr. samme Præg som
François-Premier-Stilen i Frankrig, Helt ned i Jakob
I’s Tid kunde man bygge Taarne med gotiske
Fialer og Vinduer, blot pyntede med
ornamentale Søjleordener og Renaissanceornamenter.
Men da kom Italiens Sejr pludselig og afgørende
med Inigo Iones, der efter sin anden ital. Rejse
1612 brød med alle hjemlige Traditioner og
sluttede sig nøje til Palladio (Whitehalls
Bankethal-Fløj). Et broget Billede frembyder
Tyskland og Østerrig, hvis politiske Forhold
maatte splitte Kunstlivet i talrige Smaakredse,
dels af fyrstelig, dels af borgerlig Karakter, og
hvor Forskellen mellem S. og N. derfor blev
dobbelt følelig. Indkaldte Italienere byggede hist
og her rent ital. Værker, som Fuggerne’s Kapel
og Hus i Augsburg, Belvedere og Wallenstein’s
Palads i Prag, Domkirken i Salzburg; malede
Facader blev alm. i de sydtyske Byer, og c.
1600 paavirkedes Kirkearkitekturen stærkt af
ital. Barok. Men gennemgaaende er det
nationale Præg fremherskende, helst dyrkedes en
frodig, stundom overlæsset Ornamentik, og
Barokkens Bruskværk trivedes frodigere end noget
andet Sted (Dietterlin). Kun faa Navne
(Flettner, Francke, Schickhardt, Holl) hæver sig over
den vrimlende Mængde af Bygmestre; selv
mellem Bygværkerne er det vanskeligt at fremhæve
de bedste. Berømte er Slottene i Torgau,
Dresden og Heidelberg (Otto Heinrichbau c. 1560,
Friedrichbau c. 1605), Aschaffenburg, Stuttgart,
Güstrow og Wismar. I øvrigt har næsten hver
By sit Særpræg bestemt af Byggeemner og lokale
Mestre. Der er Bindingsværksbyer som
Hildesheim og Braunschweig, Teglstensbyer som
Lübeck og de fleste Østersøstæder. Ofte mødtes i
Nordtyskland Sandstensskulpturer med røde
Murstensmure (f. Eks. i Danzig), og baade dette
o. m. a. Træk vidner om en nederlandsk
Paavirkning.
Nederlandenes ældste
Renaissancearkitektur, der i meget minder om den tilsvarende
fr., findes i Belgien, hvor senere Floris’
grundige ital. Studier præger Raadhuset i
Antwerpen, og hvor Kartoucheornamentikken fik sit
særegne, nordiske Præg. Men især efter
Frihedskrigen tog Holland Førerskabet, og her
udvikledes nu foruden Renaissancens særegne
Spirformer den nederlandske Arkitekturretning, der
kendetegnes ved Materialblandingen (Raadhuset
i Haag (VI, 3), de Key’s Slagtehus i Haarlem, de
Keyser’s Kirker i Amsterdam). Keyser’s Arbejder
er i Detaillen ret stærkt paavirkede af ital.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
