Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bygningskunst (hertil Tavlerne »Bygningskunst« I-XII), Arkitektur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Barok; men denne trivedes dog langt frodigere i
de sp. Nederlande, baaret af Rubens og optaget
af Jesuiterkirkernes Bygmestre (Francquart,
Faid’herbe) (VI, 4). De frie Prov. derimod havnede
til Slut i en behersket, ital.-eklektisk Retning, der
vel kunde fastholde den hjemlige
Materialblanding, men i øvrigt gjorde et nøgternt, puritansk
Udvalg af Italiens Former (Post’s Mauritshuis i
Haag, Slottet i Amsterdam af van Kampen 1648
og Vingboon’s Værker). Danmark, der
udmærker sig ved sine Slotte og Herregaarde (IX, 3),
sluttede sig efterhaanden ligesom Nordtyskland
(Emden, Bremen, Danzig) nøje til
Nederlandene, og selv om der spores fr. Paavirkning i
Slots- og Herregaardsplanerne, kom Frederik
II’s og Christian IV’s Arkitekter væsentlig fra
Nederlandene (Slægten Steenwinkel), I
Sverige (XII, 2) gjorde tysk-norditalienske
Strømninger sig mere gældende, især gennem den af
Johan III indkaldte Arkitektfamilie Pahr, og
bortset fra Skaane har Sverige ikke skabt nogen
Arkitektur, som svarer til Christian IV’s
Værker. I Østeuropa trængte ital. Renaissance
meget tidlig frem i Ungarn, men langt
betydeligere var dens Udvikling i Polen, hvor
Magthaverne allerede 1502 begyndte at indkalde ital.
Arkitekter, der i Løbet af Aarh. prægede
Krakaus Bygninger. I Rusland mødtes
Renaissancens Ornamentik med den nedarvede
byzantinske Stil. (Litt.: Berty, Renaiss.
monumentale en France [Paris 1884]; Geymüller,
»Baukunst der Renaiss. in Frankreich« I—II
[»Handbuch der Arch.«, 1901]; G. Upmark,
»Svensk byggnadskonst 1530—1760« [Sthlm 1904];
A. Hahr, »Studier i nordisk renässanskonst«
[Upsala 1913]; Bezold, »Baukunst der
Renaiss. in Deutschland, Holland, Belgien und
Dänemark« [»Handb. der Arch.«; 1900]; Lütke,
»Geschichte der Renaiss. in Deutschland«. 3.
Udg. ved A. Haupt [Esslingen 1914];
Blomfield, Renaiss. Architecture in England
[London 1897]; Short history of R. A. in Engl.
[London 1904]; Galland, »Geschichte der
holländischen Baukunst« [Frankfurt 1890];
Ewerbeck m. fl., »Renaiss. in Belgien und Holland«
[Leipzig 1891]; Braun, »Die belgischen
Jesuittenkirchen« [Freiburg 1907]).
Barokken efter 1650 (Rokoko). Ved
Aar 1650 havde de særlige nordeuropæiske
Former udspillet deres Rolle. Ital. Planer og
Opstalter kom i Brug overalt, ital. Trapper med
lige Løb fortrængte uigenkaldelig de
gammeldags Vindeltrapper, ital. Facader og Kupler
blev Kirkearkitekturens Idealer, og samtidig gik
den absolutistiske Tidsalders Smag i Retning af
Orden og Regularitet. Overalt sejrede i Slutn.
af 17. Aarh. Afskygninger af Barokstilen med
et klassisk, paa en Gang alvorligt og pompøst
Præg. Medens Tyskland var for hærget af
Trediveaarskrigen til at kunne gøre noget
selvstændigt Indskud, hyldede England
Palladio-Stilen, der udvikledes videre i fr. Retning af
Wren i Londons mægtige Paulskirke
(1675—1710) og af Vanbrugh, og selv om Englænderne
ikke vandt større Indflydelse paa Fastlandet, var
det beslægtede Retninger, der her gik af med
Sejren. Den nysnævnte nederlandske
Klassicisme (VII, 1) fik megen Bet., ikke mindst
for Danmark (Charlottenborg). Men fremfor
andre Lande blev dog Frankrig under Ludvig
XIV’s Enevælde Europas politiske og kulturelle
Stormagt, der ogsaa bestemte B.’s Udvikling.
Efter Brosse havde hans Elever (Lemercier,
Mansard) ledet den fr. Arkitektur endnu mere
over i ital. Baner, og i Solkongens Hofkunst bar
denne Udvikling fuld Frugt. Netop det
klassisk-akademiske føltes nu som nationalt fr. Bernini
indkaldtes 1665 for at lede Omdannelsen af
Louvre, hvorpaa Levau havde arbejdet, men
det viste sig snart, at man ikke behøvede ham;
det blev Franskmanden Perrault, der gav
Slottet dets Østfacade med dets store,
altbeherskende Søjlerække. I Frankrig som overalt efter
Michelangelo og Palladio stredes en friere
nyskabende og en strengere akademisk Retning;
Maleren og Dekoratøren Lebrun, Kongens
Yndlingskunstner, der prægede Versailles’ Interiører,
tilhørte i nogen Grad den første Retning,
medens Blondel repræsenterede den renlivede
Klassicisme. Men begge Retninger smeltede her
i Frankrig dog sammen i en højere Enhed, og
Ludvig XIV’s betydeligste Arkitekt,
Hardouin-Mansard, evnede at give Barokken et særegent
fr. Tilsnit. En Bygning som Invalidedomen i
Paris med dens fint og klogt komponerede
Kuppel er gennemsyret af ital.-akademisk Smag
og virker dog særegen fr., paa en Gang rig og
rolig, fornem og behersket, og noget af den
samme majestætiske Kølighed genfindes i Versailles,
Enevældens mest storslaaede Slot, hvis Sale
trods al deres Marmorpragt synes kolde.
Havesiden, der yderligere fremhæves af Lenôtre’s
mægtige, barokke Haveanlæg, imponerer ved sin
uhyre Længde, som vel brydes af Planens Vinkler
og ved Betoningen af Midtrisalit og Siderisalitter,
men dog understreger Slottets Dimensioner
(VII, 2). I øvrigt udviklede Franskmændene
denne Risalitkomposition videre end Italienerne
og de holl. Klassicister, og fr. er desuden
Mansard-Tagene, der har Navn efter Mansard, men
endnu større Bet. fik de fr. Palæers Plananlæg.
I Paris trækkes Palæerne tilbage fra Gadelinien
bag en af Sidefløje flankeret Cour d’honneur,
som udadtil lukkes med en lav Portfløj ell. et
Smedejernsgitter. Og selve Rumfordelingen
ændrer Karakter; i St f. de ital. Pragtsale lægges
der efterhaanden mere Vægt paa at skabe
bekvemme, herskabelige Boliger; vel indtager en
Selskabssalon den fornemste Midtplads, men de
 |
| Fig. 26. Plan af Palais Bourbon i Paris. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
