Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Breuer, Christian Peter, tysk Billedhugger, (1856- ) - Breughel, se Brueghel. - Breum, Sophie Margrethe Juliane, dansk Forfatterinde, (1870- ) - Breunerit, se Kalkspat. - Breuning-Storm, Gunna, dansk Violinistinde, (1891- ) - Breusch (fr. Bruche), en 71 km lang Flod i Nedre-Elsass - Brev (af lat. brevis, kort), er i Alm. Betegnelsen for en skriftlig Meddelelse, der sendes til anden Person
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Eva« og Kolossalgruppen »Jesus som Børneven«
(1902, Buntzlau); endvidere Kejser- og
Bismarck-Monumenter.
A. Hk.
Breughel [↱brø.gə£], se Brueghel.
Breum, Sophie Margrethe Juliane,
dansk Forfatterinde, f. 28. Septbr 1870 i Odense.
Uden at tage nogen afsluttende Eksamen drev
B. i flere Aar sproglige og hist. Studier til
Belysning af dansk Aandsliv i svundne Tider.
Hendes første Bog »Hyld og Humle« (1900),
hvor hun med stort Held har anvendt det
fynske Almuesmaal i en Samling mindre
Fortællinger, kan betegnes som et Forsøg paa at vise
den levende Forbindelse mellem det gl. Sprog
og Dialekten. Af Indhold var de to næste
Bøger, den anselige Roman »Fuldtro Sind« (1902)
og »Kongebørn« (1904) langt betydeligere;
navnlig den første kan betragtes som et
interessant og smukt Forsøg paa at trænge ind i en
svunden Tidsalders — 16. Aarh.’s —
Tankegang. B. har fremdeles udsendt to Samlinger
Historier: »Julegæster og andre stilfærdige
Historier« (1905) og »Hjemligt« (1907) uden
særligt Væsensmærke, og foruden nogle mindre
Arbejder et Par Nutidsromaner: »De Vandrende«
(1908) og »Skjulte Traade« (1913), hvis Tankeliv
er Formen langt overlegen.
J. Cl.
Breunerit [bråj-], se Kalkspat.
Breuning-Storm [↱bråj-], Gunna, dansk
Violinistinde, f. 25. Jan. 1891. Datter af
Stabslæge B.-S. Allerede tidligt viste hun
udprægede musikalske, særlig violinistiske Anlæg.
Efter at have studeret hos Anton Svendsen, fik
hun 16 Aar gl sin Førsteoptræden i Kbhvn med
stort Orkester og vakte i høj Grad
Opmærksomhed. Sin Uddannelse fortsatte hun senere i
Berlin under Henri Marteau, under hvis Ledelse
hun debuterede 1910 med to Solo-Koncerter
med Orkester, ligeledes med største Fremgang,
og har siden udviklet sig til en betydelig
Kunstnerinde. Paa sin Kunsts Vegne har hun besøgt
Norge, Sverige, Finland samt Nordtyskland,
hvor hun er optraadt ved forsk. Musikfester,
bl. a. ved en af hende selv arrangeret dansk
Koncert i Schwerin (1912).
A. H.
Breusch [bråy^∫] (fr. Bruche), en 71 km
lang Flod i Nedre-Elsass, udspringer i
Vogeserne, strømmer gennem en bred Dal, træder ved
Molsheim ud af Bjergene og falder lidt oven for
Strassburg i Ill. B. er ikke sejlbar, men af stor
Bet. for Industrien. Den c. 20 km lange
Breusch-Kanal, der for en Del forsynes med Vand fra
B., gaar fra Avolsheim til Strassburg og tjener
særlig til Transport af Træ fra Vogeserne.
G. Ht.
Brev (af lat. brevis, kort), er i Alm.
Betegnelsen for en skriftlig Meddelelse, der sendes
til anden Person. I postal Henseende betegner
B. en Forsendelsesart. I den danske
Postanordning af 4. Decbr 1913 er det fastsat, at en
Forsendelse for at blive befordret som B. maa
være af Brevformat, ikke have større
Dimensioner end 40 cm i Længden, 30 cm i Bredden
og 3 cm i Tykkelsen samt ikke være af større
Vægt end 250 g. I Norge er Vægtgrænsen for
B. 500 g. I den internationale Forbindelse er der
ikke fastsat nogen Vægtgrænse for B.
Fr. O.
B.’s Historie. 1) Oldtiden. Assyrernes
og Babylonernes skriftlige Meddelelser til
bestemte Personer var paa Lertavler; Ægypternes
B. var i den ældre Tid almindeligvis skrevne
paa Papyros, siden paa Potteskaar. Hos
Grækerne brugtes saavel Papyros som Vokstavler
til Brevskrivning; man skrev med Metalgriffel
paa disse, og ved Forsendelsen lagdes de
sammen to og to med Indersiderne mod hinanden.
Af B. fra den gr. Kulturs Blomstringstid er
intet bevaret; men fra Oldtidens sidste Dage
har man nogle gr. B. af Kejser Julianos og
en Mængde af den berømte Rhetor Libanios (4.
Aarh. e. Kr.). Hos Romerne brugtes Vokstavler
hyppig. Papyros kom i alm. Brug paa Cicero’s
Tid; det anvendtes til B. til fjernere-, medens
Vokstavler benyttedes til Korrespondancer med
nærmereboende. B. forsegledes med Voks ell.
Segljord, og Adressen blev skrevet udenpaa.
Man lod almindeligvis sine B. affatte af Slaver
(servi ab epistolis, amanuenses). Chifferskrift
kendtes allerede dengang og benyttedes i
politisk Korrespondance. B. begyndte gerne med
en Hilsen fra Brevskriveren til Adressaten, f.
Eks: Cicero Attico S[alutem] D[at]. Ved Cicero
hævedes B. til en litterær Genre (Samlingerne
ad Atticum, ad Familiares og ad Quintum
fratrem); ogsaa Cæsar var bekendt som
Brevforfatter. Afh. i Brevform er L. Annæus Seneca’s
Epistolæ ad Lucilium; poetiske ræsonnerende
Epistler er Horats’ og Ovid’s Heroides
(Heltinders fingerede B.). I den kristelige Tid
bruges Brevformen hyppig til opbyggelige og
formanende Skr, først og fremmest i de paulinske
o. a. B. i Ny Test., dernæst hos Kirkefædrene
(f. Eks. Hieronymus og Augustinus), endelig
metrisk hos fl. Digtere.
2) Middelalderen. Fra denne stammer
Betegnelsen B., af lat. brevis, kort; opr. og
specielt er Ordet brugt om de mindre vigtige
Skrivelser fra det pavelige Kancelli. Oldtidens
Benævnelser litteræ og epistola er ogsaa i Brug i
Middelalderen og bruges saavel om skriftlige
Meddelelser af privat Art som officielle
Skrivelser og Dokumenter. Disse sidste spiller i dette
Tidsrum en overordentlig stor Rolle, og deres
forsk. Form, idet Kancellivæsenet var i høj
Grad sat i System, er blevet Genstand for en
hel Videnskab, Diplomatikken (s. d.).
Men ogsaa hvad de mere private Skrivelser
angaar, havde Formlerne meget at sige, og man
rettede sig ofte efter Brevbøger, der
angav Titulaturer, Indlednings- og
Slutningsformularer, ja en stereotyp Inddeling af B.’s
Indhold i Hovedafsnit. Det alm. benyttede
Materiale var Pergament (senere dog ogsaa Papir),
og Latinen var det gængse Sprog. Som Mønster
betragtedes Alkuin, Karl den Store’s Ven, af
hvem en Mængde B. er bevarede.
3) Den nyere Tid. Renaissancen
medførte efterhaanden, at den mere personlige,
intime Meddelelse i Skrift (Privatbrevet) skilte sig
ud fra Forretningsbrevet og Dokumentet, og
derhos at Latinen mere og mere veg Pladsen
for »Vulgærsproget«, ɔ: Brevskriverens eget
Modersmaal. Dog varede det længe, før de
Lærde opgav at benytte Latin til international
Brevveksling om videnskabelige Emner;
Erasmus af Rotterdam, Reuchlin, Justus Lipsius og
mange andre af Renaissancens Humanister skrev
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
