Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bret Harte, se Harte. - Bretigny , Landsby i det nordvestlige Frankrig, Dept Eure-et-Loir - Bretland er i oldnordiske Skr det sædvanlige Navn paa Landskabet Wales. - Breton, se Cape Breton. - Breton, Jules Adolphe Aimé Louis, fr. Maler, (1827-1906) - Breton de los Herreros, Manuel, sp. Digter, (1796-1873)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Bret Harte [↱bret-↱ha.ət], se Harte.
Brétigny [breti↱nji], Landsby i det
nordvestlige Frankrig, Dept Eure-et-Loir, Arrond.
Chartres, er bekendt ved den her sluttede Fred
mellem England og Frankrig (8. Maj 1360), i
hvilken sidstnævnte Land afstod Calais, Guines,
Gascogne, Guienne, Poitou, Saintonge, Limousin
og Rouergue m. m., som Suveræn-Besiddelse
til England og endvidere maatte love at betale
3 Mill. Gulddaler for Kong Johan den Gode’s
Frigivelse, medens Kong Edvard III til Gengæld
gav Afkald paa Frankrigs Krone og afstod
Hertugdømmerne Normandiet og Touraine samt
Grevskaberne Anjou og Maine.
G. Ht.
Bretland er i oldnordiske Skr det sædvanlige
Navn paa Landskabet Wales.
F. J.
Breton [↱bretən], se Cape Breton.
Breton [brö↱tǡ], Jules Adolphe Aimé
Louis, fr. Maler, f. 1. Maj 1827 i Courrières
(Dept Pas-de-Calais), d. 5. Juli 1906 i Paris,
uddannet i Kunst af F. de Vigne (Gent) og
Drolling. Hans Billeder fra 1850’erne af fr.
Bønders Liv viste hans Begavelse, og med »Kornet
velsignes« (en Procession bevæger sig gennem
den modne Kornmark [1857,
Luxembourg-Museet]) slog han helt igennem. Derefter fulgte
Arbejder som »Akssamlersker« (1859,
Luxembourg-Museet) og »Langfredags-Processionen«.
Allerede i disse Værker har B. anslaaet de
væsentligste Strenge i sin Kunst; han skildrer
den fr. Bondes Liv ærligt, sundt og naturligt;
Typerne henter han fra sin Fødeegn, den gl.
Prov. Artois’ Almue, med hvis Liv han selv
var helt fortrolig; man ser Bønderne, særlig
Kvinderne, under Arbejdets Slid, i Fyraftenens
Ro, under Helligdagens naive Ceremoniudøvelse,
og de skønne Landskaber med de fint fortonede
Baggrunde danner et harmonisk
Akkompagnement til Emnernes Stemning. B. er nemlig først
og fremmest Stemningsmaler og formaar ved
sin højt udviklede Teknik at give Følelsen sit
rette Udtryk. De skønne, ranke Kvinder med
de stærke, kernesunde Lemmer faar under hans
Pensel den store Stils grandiose Linier og
plastiske Ro, der vel til Tider leder Tanken hen
paa L. Robert’s Skønhedstyper og af og til
strejfer det sentimentale, men har deres solide
Grundlag i uforfalsket Naturstudium og ægte Følelse.
Maaske har Millet ramt det rette, naar han har
ytret om B.’s Bønderpiger, at det er virkelige
Bønderpiger, som imidlertid ikke længe vil
vedblive med at være det. Som Folkelivsmaler er
B. vel for længst i Henseende til indtrængende
Karakteristik blevet overgaaet af senere Tids
fremskreden Kunst (saaledes B. Lepage) og naar
ikke Millet’s mægtige Naturopfattelse; men faa
Kunstnere har dog formaaet at give en saa
sympatetisk og med al Idealisme naturtro
Skildring af Bøndernes Liv som han. Af hans
senere Værker skal nævnes: »Ukrudlugerskerne«
(1861), »Raps«, »Vinhøst«, »Pige, der vogter
Kalkuner«, det storslaaede »Høstpiger, der
betragter den nedgaaende Sol« (1865), »Ved
Kilden« (1872), »Høstkarl, der hvæsser sin Le«,
»Kartoffelhøst«, »Akssamlersken« (1877),
»Kvinde fra Artois« (1881), »Morgen« (1883),
»Procession af unge Piger« (1888), »Vaskerpiger ved
Stranden; Erindring fra Douarnenez« (1892). —
Ogsaa som Digter forstod B. at give sin rige
Stemning Udtryk; overanstrengt af Malen
tolkede han sin Kærlighed til Naturen i Les
champs et la mer (1875) og Jeanne (1880),
som findes samlede i Œuvres poétiques (1887).
Hans Selvbiografi, La vie d’un artiste (1890),
giver et nyt og værdifuldt Bidrag til
Forstaaelsen af den sympatetiske Kunstner. (Litt.:
M. Vachon, J. B. [Paris 1899]; Jul. Lange,
»Billedkunst« [Kbhvn 1884]).
A. Hk.
Breton de los Herreros [bræ↱tån-ðæ-lås-æ↱rærås],
Manuel, sp. Digter, f. i Quel (i
Gammelkastilien) 19. Decbr 1796, d. i Madrid
8. Novbr 1873. Som ung Student gik han
frivillig med i Krigen mod Franskmændene; i en
Duel mistede han sit ene Øje. Sin
Forfatterbane begyndte han med Lystspillet A la vejez
viruelas (1824), der snart fulgtes af fl.; samtidig
dyrkede han Lyrikken (en Digtsamling udkom
1831). Længe varede det ikke, før B.’s store og
originale Begavelse, især som dramatisk
Digter, brød igennem; fra 1828 frembragte han
Slag i Slag en Række underholdende, kostelig
versificerede Comedias, hvori han skildrede sin
Samtid lunefuldt og vittigt, om end Satiren ikke
er synderlig dyb. Man har sammenlignet B.
med Scribe; en Dansker vil ved ham nærmest
tænke paa J. L. Heiberg og H. Hertz,
naturligvis mutatis mutandis. Af B.’s Dramaer kan
nævnes som de bedste: A Madrid me vuelvo
(1828), Marcela (1831, overordentlig graciøst i
Dialogen, men svagt komponeret), Muérete y
verás . . . (1837, maaske hans ypperste Stykke),
El pelo de la dehesa og La escuela del
matrimonio (1852). Nogle Forsøg af ham i den
romantiske Genre, hvori samtidige Digtere vandt store
Triumfer, faldt temmelig uheldig ud. Men i det
hele beherskede B. i over 30 Aar den sp. Scene
ved sine 175 Arbejder (af hvilke dog en stor
Del er Bearbejdelser af fr. Stykker), som
Madrids Teatre dengang var saa heldige at kunne
give en god Udførelse. Ved Siden af denne
dramatiske Produktion frembragte B. ikke faa
fortrinlige Digte, navnlig satiriske af mere alm.
Indhold, ell. behandlende Datidens politiske og
litterære Forhold i en Form, hvori det sp.
Sprogs Skønhed udfolder sig rigt. Hvad hans
ydre Livsomstændigheder angaar, havde han en
Tid givet sig af med Journalistik, foruden sin
Digtervirksomhed, indtil han fik Ansættelse
først i Hovedstadens Magistrat, dernæst ved
Nationalbiblioteket; men da han 1840 tillod sig
i en lille Komedie at gøre lidt Nar af Madrids
Borgergarde, fik han ret at føle, hvad det vil
sige at høre til et heftigt politiserende Folk:
Borgerne blev vrede, Stykket blev udpebet, B.
fik Truselsbreve o. desl., og hans Embede
fratoges ham. Efter en ny politisk Svingning i
Regeringen gjorde man ham imidlertid (1843)
til Redaktør for det officielle Blad La Gaceta,
og 1847 udnævntes han til Overbibliotekar ved
Nationalbiblioteket. Medlem af det sp. Akademi
blev han 1837, og efter at han havde trukket
sig tilbage fra al anden offentlig Virksomhed,
beklædte han Posten som Akademiets
secretario perpétuo til sin Død. B.’s Værker udkom
samlede i Madrid 1883—84 (5 Bd). (Litt.:
Marquien af Molins, B. de los Herreros,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
