Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Borgerskab kaldes den Adkomst, der i Købstæderne skal erhverves af Mænd, som ønsker at drive Næring, der ikke er fri - Borgerskabspenge kaldes i Danmark de Gebyrer, der erlægges for Udleveringen af Borgerbrevet - Borgerskoler, se Bealskoler. - Borgerstanden staar i Modsætning til Adelstand, Gejstlighed og Bondestand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Borgerskabspenge kaldes i Danmark de
Gebyrer, som de, der løser Borgerskab, maa
erlægge for Udleveringen af Borgerbrevet. De
bestaar dels af en Stempelafgift til Statskassen,
dels af Kendelser, der i Kbhvn tilfalder Stadens
Kasse og i Købstæderne Kæmnerkassen. Med
Hensyn til Stempelafgiftens og Kendelsernes
Størrelse inddeles Næringsvejene af
Handelsministeriet efter de paagældende Næringers
Bet. i 5 Klasser. For Borgerbreve af 1. Klasse
er Stempelafgiften 40 Kr., Kendelsen 200 Kr.,
af 2. Kl. henh. 20 Kr. og 120 Kr., af 3. Kl.
10 Kr. og 48 Kr., af 4. Kl. 5 Kr. og 24 Kr. og
af 5. Kl. 2 1/2 Kr. og 8 Kr. De nævnte Kendelser
betales dog kun i Kbhvn med deres fulde Beløb;
i Købstæder med 5000 Indb. ell. derover udredes
B. med 3/4 og i alle andre Købstæder med 1/2
af, hvad for Kbhvn er fastsat. Stempelafgiften
er derimod overalt den samme. Træder nogen
over til en anden Næringsvej, erlægges
Forskellen i B., hvis den Næring, hvortil der gaas
over, er højere ansat end den, som nedlægges;
hører det ny Borgerskab til samme ell. en
lavere Klasse end det tidligere, sker
Ombytningen gratis.
J. H. O.
Borgerskoler, se Realskoler.
Borgerstanden staar i Modsætning til
Adelstand, Gejstlighed og Bondestand; fra den sidste
skiller den sig ved at være knyttet til Byerne,
fra Adel og Gejstlighed ved at være
uprivilegeret. I den klassiske Oldtid kan man ikke
tale om en B., saa lidt som overhovedet om
Stænder; i Byerne boede alle sammen, og der
udviklede sig ingen Standsforskel efter Levevej
og Bopæl; enhver Frimand var »Borger« og
havde en større ell. mindre Del i Stadens
politiske Liv. Først i Middelalderen udvikler
Stænderne sig og blandt dem ogsaa B. Handel
og Industri tog et umaadeligt Opsving paa
Korstogenes Tid, og nu blomstrede Byerne frem,
først i Sydeuropa, siden ogsaa nordligere, og
Bymændene blev da de første, der for sig atter
krævede den personlige Frihed, der ellers var
saa godt som indskrænket til Adelsmænd og
Gejstlige. Under den Svækkelse af hele
Statssammenhængen, der er betegnende for
Lensvæsenet, gjorde mange Byer sig omtr. helt
uafhængige af Statsøvrigheden; de afkastede
ell. frikøbte sig for Lensherrens Myndighed og
fik i Stedet folkevalgte Embedsmænd til
Styrere, blev fri Kommuner. Saaledes gik det i
Norditalien og Toscana, i de sydfranske Byer
og i de tyske Rigsstæder, og i disse
Byrepublikker pulserede Livet hurtigt og kraftigt; alle
Borgere droges med ind i Samfundslivet,
Fædrenestaden blev Genstand for deres
varmeste Følelser, og atter vaagnede den
Bypatriotisme, der i Oldtiden havde spillet saa stor
en Rolle. Kulturen blomstrede under
Byfriheden; Rigdomme strømmede til, prægtige
Kirker og stolte Raadhuse vidner om Borgernes
Kærlighed til deres Stad. I de fleste europ.
Lande var dog Statens Kraft for stor til, at
de opvoksende Stæder paa den Maade kunde
sprænge alle Baand. Byernes Borgere opnaaede
ogsaa her personlig Frihed og en vis indre
Selvstyrelse, men Fyrsten bevarede sin
overordnede Autoritet; og Borgerne i de forskellige
Byer, som hørte under samme Fyrste, kom
derved til at danne et Lag for sig, udstyrede
med omtr. de samme Friheder og forbundne
ved fælles Interesser. Her fremkom da en B.
inden for hvert Rige.
Byrepublikkerne, der var blomstrede saa
hurtigt frem, holdt sig ikke i Længden. I Italien
blev de mange smaa Fristæder efterhaanden
slugte af nogle enkelte større, Milano, Venedig,
Firenze o. fl., og paa samme Tid gik oftest den
borgerlige Frihed til Grunde; de lavere Klasser
forlangte Del i Stadsstyrelsen, popolo minuto
stod imod popolo grasso, og under disse indre
Brydninger endte det ofte med, at en Tyran
tog Magten, Republikken blev til et
Fyrstendømme. I Frankrig gjorde lidt efter lidt
Kongernes voksende Magt Ende paa de fri
Kommuner; i Tyskland holdt Rigsstæderne sig vel til
vore Dage, men de stivnede helt i deres indre
Styrelse, og deres Indflydelse og Tal blev stedse
mindre og mindre. Til Middelalderens snævre
Handelsforhold passede de fri Stæder godt;
men da Handelen i Nytiden blev
Verdenshandel, traadte Byernes politiske Afmagt stærkt
frem, og den enkelte Stad kunde ikke skaffe
sine Borgere den Sikkerhed og Frihed som den
monarkiske Stat.
Nytidens B. har derfor mindre sine Rødder
i de fri Stadrepublikker end i de forskellige
Landes Rigsborgerstand. Hos Borgerne fandt
Kongerne deres bedste Støtte, naar de virkede
for at skaffe Ro og Orden i Landene, til
Borgerne maatte de vende sig, naar de trængte
til Penge, og efterhaanden, som Staten udvidede
sine Opgaver, blev dens Trang til Skatter stedse
større. Rundt om i Europa blev derfor de ældre
Rigsforsamlinger, paa hvilke Kongerne
raadslog med Rigets første verdslige og gejstlige
Stormænd, afløste af Stænderforsamlinger, til
hvilke indkaldtes Udsendinge fra Rigets Byer
jævnsides med Adel og Gejstlighed. Saaledes
fik B. en politisk Indflydelse, der dog vekslede
meget i de forsk. Lande og til forskellige
Tider. Varigst blev den, hvor Borgerne i
Byerne kom i et venligt Forhold til Lavadelen paa
Landet; i England kom det derved aldrig til
saa skarp en Stænderadskillelse som paa
Fastlandet, og i Underhuset sad Fuldmægtige fra
Byerne jævnsides med de af Grevskaberne
valgte Adelsmænd. Ogsaa paa den pyrenæiske
Halvø stod B. og Lavadel oftest sammen imod
Højadel og Gejstlighed, og de spanske og
portugisiske cortes opnaaede derved en udstrakt
Indflydelse, som først knækkedes af Filip II
ell. endnu senere. Mest op og ned gik det i
Frankrig, hvor Adelen ikke sondrede sig i
Høj- og Lavadel, og B. derved kom til at staa
ene; naar denne da søgte at faa den afgørende
Indflydelse, fik det Udseende af en hel
Revolution, som især under Hundredaarskrigen med
England; Stænderinstitutionen anvendtes derfor
her kun under overordentlige Forhold og med
lange Afbrydelser, indtil Ludvig XIII 1614
indkaldte Generalstænderne sidste Gang før den
store Revolution. Ogsaa i de enkelte tyske
Stater, som alle i Middelalderens sidste Tid havde
faaet »Landstænder«, hørte man i 17. Aarh.
op at sammenkalde disse. Saa godt som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
