Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bonde kaldes den mindre Jordbruger, der personlig deltager i Agerbruget
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Under Enevælden indtraadte noget fredeligere
Tider, men en meget indgribende Ændring i
Bondestandens Stilling skete dog ikke; nu som
før var Godsejerindflydelsen i Regeringen den
overvejende, og baade hvor det gjaldt
Opkrævning af Skatter og Udskrivning til Krigstjeneste,
brugte Regeringen Godsejerne som
Mellemmænd. Paa den Maade vendte en saa
væsentlig Reform som Frederik IV’s Ophævelse af
Vornedskabet (1702) sig endog til B.’s Skade;
thi da samtidig Landmilitsen organiseredes,
benyttede Godsherrerne Pastvangen til at holde
B. tilbage paa Godset under Henvisning til,
at de ellers ikke kunde skaffe Kronen Soldater;
og hvad der i Beg. var et Misbrug, blev til Ret,
da Christian VI 1733 indførte
Stavnsbaandet (s. d.). Dette, der ikke som Vornedskabet
var begrænset til den sjællandske Øgruppe, var
i Virkeligheden lige saa meget dikteret af
Hensyn til Godsejerne som til Hæren, og
da Aldersgrænserne stedse udvidedes, fik
Godsejerne deri et fortrinligt Middel til at holde B.
tilbage og tvinge dem til at overtage
Fæstegaarde under de uheldigste Vilkaar. Ved
Midten af 18. Aarh. var Bondestandens Stilling
ulykkeligere end nogen Sinde, Hoveriet var
stedse stigende, og al Vægt lagdes paa
Hovedgaardsjorden, medens Bondejorden forsømtes;
lave Priser paa Landbrugsprodukter og
gentagne Udbrud af ødelæggende Kvægpest
fuldendte Ulykken.
Oplysningstiden bragte saa Danmark ind paa
Reformernes Bane, og disse fremmedes ved
stigende Kornpriser, der gjorde, at et mere
intensivt Jordbrug blev lønnende. Under Frederik V
virkede Adam Gotlob Moltke for økonomiske
Forbedringer, især en bedre Dyrkemaade ved
Ophævelse af Fællesskabet og Ændring af
Trevangsbruget; det vilde dog ikke ret lykkes at
komme frem ad denne Vej, og efterhaanden
indsaa man, at det først og fremmest gjaldt at
forbedre B.’s personlige Stilling. Privatmænd
viste Vejen, Stolberg paa Sofie Magdalene’s
Gods Hørsholm, den ældre Bernstorff paa den
ham tilhørende Hovedgaard i Gentofte Sogn;
under Struensee begyndte ogsaa Regeringen at
slaa ind paa de samme Veje, men Guldberg
holdt sig atter til de rent økonomiske
Forbedringer. Med Kronprins Frederik’s
Overtagelse af Styrelsen kom endelig den store
Reformperiode; under A. P. Bernstorff’s Ægide
blev den store Landbokommission
nedsat 1786, og Mænd som Chr. Ditlev
Reventlov og Chr. Colbjørnsen forstod at fremme
Arbejdet med Kraft, saaledes at de mest
indgribende Forholdsregler vedtoges i forbavsende
kort Tid. Stavnsbaandet blev ophævet 1788,
Hoveriet dels afløst, dels bestemt, hele
Fæsteforholdet ordnet; Fællesskabet forsvandt, og en
stor Del af de Gaarde, der tidligere havde
ligget samlede i Landsbyer, flyttedes nu ud paa
de dem tillagte Jorder; Selvejendom bredte sig
stedse mere og vandt snart Overvægten over
Fæste. Paa et overordentlig vigtigt Punkt
havde man forladt det gl. Samfunds Grundtanker;
Godsejerne som B.’s Herrer, Tvangen som det
ledende Princip, var veget for individuel
Frihed og Selvansvarlighed. Denne Overgang, for
hvilken andensteds først Revolutionen brød
Vejen, skete i Danmark ved et fredeligt,
gradvist Reformarbejde, og den lønnedes med det
største Held. I andet Aarti af 19. Aarh.
standsede vel Fremskridtet, og der indtraadte endog
en Tid en meget kritisk Periode, men
Bondestanden stod godt imod, og fra 1848 kom man
atter ind paa Reformernes Bane og fuldendte,
hvad der endnu fattedes. Havde Krigspligten før
hvilet udelukkende paa Bondestanden, saa
ophørte denne Ulighed ved den alm. Værnepligt,
og ved den fri Forfatnings Indførelse hævedes
al Standsadskillelse.
I Norge har B.’s Historie formet sig meget
lykkeligere end i Danmark, hvad der især
ligger i, at Adelen kun naaede saa ringe
Udvikling. Ved Siden af de gl. Selvejerbønder,
Haulderne, der ejede deres Jord helt frit (med
Odelsret, s. d.), opvoksede vel i Tidens Løb
en talrig Stand af Fæstebønder,
Lejlændinge, der dyrkede Jord under Kronen, Kirken
ell. Adelen, men Fæsteforholdet trængte aldrig
Selvejet saaledes tilbage som i Danmark; ved
Midten af 17. Aarh. regner man, at der var
12000 Odelsbønder mod maaske dobbelt saa
mange Lejlændinge. Lejlændingeforholdet
vedblev at bero paa en fri Kontrakt (se Bygsel),
og Statsmyndigheden værnede med Held
Lejlændingene mod Undertrykkelse; Hoveri
naaede kun ringe og kortvarig Udbredelse;
Vornedskab var ukendt. Enevælden gik endog saa
vidt ved at foreskrive, paa hvilke Vilkaar
Jordejeren kunde overdrage Jorden i Fæste, at det
førte til, at Grundejerne foretrak at bortsælge
Godset, og da Kronen samtidig af Pengenød
førtes til at skille sig ved sine Domæner, fik
Selvejendommen snart helt Overvægten over
Fæstet. Saaledes stod den norske Bondestand
altid med en vis Anseelse, og modsat i Danmark
var Standen med ved Stændermøderne i 17.
Aarh. Ved Eidsvoldsforfatningen lagdes saa det
politiske Tyngdepunkt over til den, og dens
Indflydelse har været voksende hele 19. Aarh.
igennem.
I Sverige holdt Bondestanden sig længere
i gl Kraft end i Danmark; de privilegerede
Stænder kom her senere til fuld Udvikling, og
de havde endnu ikke naaet til at faa Magt med
Bondestanden, da de nødsagedes til at paakalde
dens Hjælp for at modstaa de danske
Unionskonger. Engelbrecht Engelbrechtsson rejste de
sv. B. (1434), og fra det Øjeblik af og hele
Unionstiden igennem »var den fattige, men
krigerske Landalmue altid rede, naar Fædrelandet
kaldte, til at møde til dets Forsvar. Den søgte
ingen Løn, men fik alligevel en meget stor«
(Allen). Den undgik Underkuelse og blev anset
og agtet; dens Stemme paa Rigsmøderne har
ikke mindre end dens Vaaben paa Valpladsen
mere end een Gang afgjort Sveriges Skæbne.
Da Stænderforfatningen efterhaanden
udformedes skarpere, blev ogsaa B. erkendte som
Rigsstand, og paa en Tid, da ellers rundt om i
Europa B. var dem, paa hvem alle andre Klasser i
Samfundet skød deres Byrder over, kunde i
Sverige B.’s Talsmænd selv tale deres
Standsfællers Sag paa Tinge, lad end være, at
Bondestanden ansaas for den laveste af Rigets fire
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
