Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bonde kaldes den mindre Jordbruger, der personlig deltager i Agerbruget - Bonde, gl sv., adelig Slægt - 1) Tord (Karlsson) B., Marsk, ( -1456) - 2) Gustaf B. den Ældre, Statsmand (1620-67) - 3) Gustaf B. den Yngre, Greve, Rigsraad og Videnskabsmand (1682-1764)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Stænder og bl. a. under Frihedstiden ikke
havde Adgang til Rigsdagens »sekreta utskott«. —
Da en Adelsstand opkom i Sverige, sondrede
man mellem de fri Selvejere
(Skattebønder) og Adelens Fæstere (Frælsebønder)
samt Kirke- og Kronbønder. Kronens voksende
Myndighed gjorde, at der efterhaanden ikke
blev synderlig Forskel paa Skattebønder og
Kronbønder; men den større Fare for B.’s
Selvstændighed, der laa i Adelens voksende Magt
(1652 laa henved Halvdelen af alle B. under
Frælset), forsvandt, da Karl XI ved sine
Reduktioner slog Adelsvælden til Jorden, og Gustaf
III erklærede 1789, at B. havde samme fri
Ejendomsret over deres Skattehemman som
Frælsemændene over deres. Under de gl
Former bevarede B. deres Stemmeret lige til
Repræsentationsreformen 1866, der ophævede
Standsadskillelsen, men snarest forøgede B.’s
politiske Indflydelse. (Litt.: Sugenheim,
»Geschichte der Aufhebung der Leibeigenschaft
und Hörigkeit in Europa« [Petrograd 1861];
Georg Hansen, »Aufhebung der
Leibeigenschaft in den Herzogthümern Schleswig und
Holstein« [Petrograd 1861]; Knapp, »Die
Bauernbefreiung in den älteren Teilen
Preussens« [2 Bd, Leipzig 1887]; Bonnemère,
Histoire des paysans [4 Udg., 2 Bd, Paris 1886];
Inama-Sternegg, »Deutsche
Wirtschaftsgeschichte« [4 Bd, Leipzig 1879—1901, I., 2. Udg.
1909]; Meitzen, »Ansiedelungen und
Agrarwesen der Westgermanen und Ostgermanen« [3
Bd, 1896]; Vinogradoff, »Villainage in
England« [I, 1892]; C. Christensen
(Hørsholm), »Agrarhistoriske Studier« [2 Bd,
1886—91]; Joh. Steenstrup, »Den danske Bonde
og Friheden« [1888]; E. Holm, »Kampen om
Landboreformerne i Danmark« [1888]; V.
Falbe-Hansen, »Stavnsbaandsløsningen og
Landboreformerne« [1889]).
Kr. E.
Bonde [↱bondə], gl sv., adelig Slægt, som
fører en Baad i sit Vaaben. Den første, der
saa vidt bekendt har ført dette Vaaben, er
Rigsraaden Tord B. (d. 1329). Hans
Sønnesøns Sønnesønner var: Karl Knutsson og
dennes Fætter Tord Karlsson B. (se ndf.).
Af Slægten lever nu en grevelig og en
friherrelig Gren.
1) Tord (Karlsson) B., Marsk, d. Maj
1456, nævnes som Ridder og Rigsraad fra 1452,
I hvilket Aar han generobrede Lødøse fra
Danskerne. Straks efter fangede han den
forræderske Ture Turesson (Bielke) og blev selv
Høvedsmand efter ham paa Axevall og over hele
Vestergötland. Da Krigen med Christian I
efter nogle Aars Stilstand atter udbrød 1455,
tilbageslog han et dansk Indfald i Vestergötland.
Älfsborg, som da var i Danskernes Magt, kunde
han vel ikke generobre, men han anlagde et
Par Skanser til Modværn. Til sidst satte han
sig fast i Viken, byggede her Fæstningen
Karlsborg paa en Klippe ved Kattegat og slog en
meget overlegen norsk Styrke, som rykkede
frem for at drive ham bort. Paa Karlsborg blev
han myrdet af en dansk Mand, Jøsse Bosson,
som han havde gjort til sin Slotsfoged. Med
ham faldt den kraftigste Støtte for Karl
Knutsson’s vaklende Trone.
2) Gustaf B. den Ældre, Statsmand
(1620—67), blev 1653 Rigsraad. B. staar som
konsekvent Forkæmper for en fredelig Politik, i
skarp Modsætning til den Tids sv. Statsmænd.
Krigsplanerne mod Polen havde i ham en ivrig
Modstander. For Sveriges indre Opkomsts Skyld
holdt B. ikke alene paa Fred, men i det hele
paa en velordnet og sparsommelig Styrelse og
tillige paa Inddragelsen af det til Adelen
forlenede Krongods. I Reduktionskollegiet, som
nedsattes 1655, kom B., som »følte sig mere
solidarisk med Adelen, dog til at staa i Modsætning
til sin Formand, den strenge Reduktionsmand
Herman Fleming. Da denne paa Adelens
Foranledning blev afsat fra Rigsskatmesterembedet,
blev B. udset til hans Efterfølger. Da han
saaledes blev Medlem af Formynderregeringen,
kom han dog til at arbejde for et
Regeringssystem i Fleming’s Aand. Han fremførte 1661
en Regeringsplan, i hvilken Sveriges
fuldstændige Uafhængighed af Subsidier fra Udlandet
sattes som Maal. Fred, Sparsommelighed,
fortsat Reduktion samt Ophjælpning af Handel og
Industri anførtes som Midler hertil. Med
beundringsværdig Ihærdighed lykkedes det for
ham i nogle Aar til Rigets Gavn at gennemføre
sit Program. Men Adelens Magtsyge og de
store Privatinteresser, der rejste sig mod
Sparsommelighedspolitikken, blev ham til sidst for
mægtige. Uden Maadehold bortgaves Krongods,
ofte til Regeringens egne Medlemmer,
Reduktionen standsede, og den kostbare og unyttige
Ekspedition, som 1665 mod B.’s Villie
iværksattes mod Bremen, fuldendte Finansernes
Ruin. I de sidste Aar lammedes B.’s
Modstandskraft ved Sygelighed og Mismod over den
megen Modgang. Paa næsten alle Punkter havde
han set Foranstaltninger udført, som han havde
bekæmpet. De Ulykker, som han havde
forudsagt som Følge deraf, indtraf kun alt for
nøjagtig.
3) Gustaf B. den Yngre, Greve, Rigsraad
og Videnskabsmand (1682—1764), foreg.’s
Sønnesøn, foretog langvarige Studierejser i Udlandet.
Han blev 1718 Amtmand i Østergötland og 1721
Præsident i Bergskollegiet. 1727 indsattes han
i Raadet, da Arvid Horn vilde befæste sin Magt
over det besejrede holstenske Parti. Han var
altid siden tro mod Horn og hans Politik. 1731
blev han Vicepræsident i Kancelliet. Han
fremmede i ikke ringe Grad sin Foresattes
Statskunst og var ogsaa en af dem, som 1739 faldt
sammen med Horn. Da senere Hattene, efter
den ulykkelige Krig med Rusland 1741—43, var
nær ved at bukke under, ansaas B. af sit Parti
som selvskreven til at blive Premierminister.
Men hans fredsommelige og eftergivende
Væsen gjorde ham lidet skikket til Partifører.
Under de heftige Stridigheder paa Rigsdagen gav
B. for Borgerfredens Skyld efter. Først 1761,
da Hattepartiet var nær sit Fald, blev han
atter Rigsraad, men var nu for alderdomssvækket
til at kunne spille nogen Rolle. B. var en
grundlærd Mand, der nød stor Anseelse som
Forsker i Nordens Historie og tillige i
Naturvidenskaberne. Bl. hans talrige Skr kan nævnes:
»Ättartal uppå forna svenska konungar«
(1739), »Om de forna konungar, jarlar och
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
