Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bonde kaldes den mindre Jordbruger, der personlig deltager i Agerbruget
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
rundt om paa de forsk. Bymarker, saaledes at
de alle maatte dyrke deres Jord paa samme
Vis, saa og høste til samme Tid, ligesom
Fælleden var udelt Sameje mellem Bymændene. Fra
tidlig Tid anvendtes Trevangsdriften, saaledes
at Agrene skiftevis i det ene Aar besaaedes med
Vinterkorn, i det andet med Foraarskorn og i
det tredie laa brak. I de Egne, hvor
Naturforholdene traadte hindrende i Vejen for dette
Byfællesskab, laa hver Gaard for sig; i Norge
var dette næsten udelukkende Tilfældet.
Da Kulturen steg, ændredes disse Forhold.
Jorden blev knappere, Afløbet udadtil hørte op;
Bondearbejdet blev brydsommere, og stedse
vanskeligere faldt det B. at opfylde de
krigerske Pligter, som hans Frimandsstilling
paalagde ham. De mere velhavende blandt Selvejerne
(Adel- ell. Odelsbønderne) gik over i
den Adelsstand, der nu begyndte at udvikle sig;
en stor Tilgang fik Bondestanden derimod
nedefra, idet Trælleforholdet efterhaanden
hævedes, indtil det helt forsvandt i 13. Aarh.; de
tidligere Trælle gik over i Bondestandens
lavere Lag, blev Landboer (Fæstere) ell.
Inderster (Husmænd), og selv om dette i sig
selv var et Fremskridt, saa maatte det dog
trykke Bondestandens sociale Anseelse ned.
Tyngdepunktet kom til at ligge i de
privilegerede Klasser, Gejstlighed og Adel.
Til en vis Grad var denne Udvikling fælles
for alle de skandinaviske Lande, men den
fremtraadte dog tidligst og stærkest i
Danmark. Fra omtr. 1300 betød B. her ikke stort
i Rigets Krigsvæsen; det kom an paa de
adelige Ryttere og de lejede Tropper, og selv om
man aldrig helt opgav at udskrive B. til
Krigstjeneste, blev Leding dog for B. i Hovedsagen
en Skat jævnsides andre, og hvad han før
havde betalt med sit Blod, betalte han nu med
Penge og Korn. Den gl. Retsforfatning forslog
ikke mere til at holde Ro og Orden i Landet,
og B. stod sig nu bedst ved at have en
Godsherre til sit Værn; Selvejernes Tal tog stærkt
af, stedse fl. B. gled over til at være Fæstere
hos Kronen, Kirken ell. Herremanden.
Standens Anseelse tabte sig; Kronen og
Stormændene kivedes om Magten over B., men hvem
der saa sejrede, gik det altid ud over B., og
talrige Opstande viste, at Standen følte det
stigende Tryk. Endnu da Skaaningerne 1249
rejste sig imod Plovpengeskatten, stod
Stormænd og Almue sammen, og det samme gælder
vist ogsaa Opstanden i Nørrejylland under Erik
Menved; men allerede 1256 havde den laveste
Almue, Kaadkarlene, d. e. Hytteboerne,
raset med deres Køller og plyndret Kongens
og Adelens Gaarde, og den store Bondeopstand
i Nørrejylland lige efter Kristoffer af Bayerns
Tronbestigelse er en virkelig Bondebevægelse,
i Slægt med dem, der ved samme Tid rørte sig
i Mellemeuropa. Paa den Tid havde Godsejerne
i Danmark ligesom andensteds søgt at stramme
Tøjlerne, og Vornedskabet (s. d.),
hvorved Fæsteren kunde tvinges til at overtage en
Gaard paa det Gods, hvorpaa han var født,
var da i Færd med at komme frem; i Jylland
trængte det dog ikke igennem, men det blev
herskende paa Sjælland, Lolland og Falster.
Christian II havde Blik for, hvad der burde
gøres for at hæve Bondestanden; men efter hans
Fordrivelse fulgte atter Bondeopstande, der
endelig løb sammen med Borgerstandens
Rejsning i Grevens Fejde. Alle Vegne bukkede B.
dog under, og da fra nu af Kronen og Adelen
gensidig støttede hinanden, høres der ikke mere
om Forsøg fra Bøndernes Side paa med Magt
at lette deres Tryk. Grevens Fejde mindskede
Tallet paa de jyske Selvejere, og desuden var
Kronens Myndighed nu vokset saaledes, at der
ikke var nogen meget væsentlig Forskel paa
en Selvejerbonde og en Kronens Fæstebonde.
Henimod 1660 var da ogsaa kun omtr. 5000 B.
i Datidens Danmark »jordegne« ell. omtr. 1/16;
paa Sjælland var der kun henved 150, paa
Falster kun 2 Selvejere.
Fæsteforholdet var saaledes saa godt som
eneherskende. Fæsteren skyldte sin Godsherre
Landgilden, som fra umindelige Tider havde
været en fast Afgift, og Reglen var
efterhaanden blevet, at Fæste gjaldt paa Livstid,
saaledes at den B., der opfyldte sine Forpligtelser,
ikke kunde bortvises fra Gaarden. Paa den Vis
havde Fæstebonden i Danmark ligesom
andensteds i Europa faaet en Slags Medejendomsret
til Gaarden, og tilsyneladende var hans
Stilling ganske heldig, siden han kunde forbedre
sin Gaard, uden at hans Afgift deraf kunde
forhøjes. Om Forbedringer var der dog liden
Tale, da Byfællesskabet herskede de fleste
Steder, og den enkelte B. saaledes ikke kunde
ændre Dyrkemaaden, og Landgilden var i sig selv
høj. Dertil kom Hoveriet, som oftest kun var
bestemt ved Skik og Brug, og som i Nytiden
forøgedes meget, fordi Godsejerne nu kom ind paa
at samle deres tidligere spredte Besiddelser til
samlede Godser og paa disse at drive
Hovedgaardsavl, der for en stor Del var baseret paa
Hoveriydelser af de nærmestboende Fæstere
(Ugedagsmændene); for at forøge
Herregaardsjorden blev Bøndergaarde ogsaa i stort
Tal nedlagte af Kronen ell. Herremanden. Til
disse Ydelser kom nu, hvad Staten krævede, og
Statsudgifterne var i stor Tilvækst, saaledes at
Kronen ingenlunde mere kunde nøjes med
Indtægterne af Krongodset, skønt dette udvidedes
ved Inddragelse af Kirkegodset; stedse
hyppigere blev derfor Udskrivelsen af
Ekstraskatter, og henimod 1660 var disse blevne saa
regelmæssige, at de efter Enevældens Indførelse gik
over til at blive en fast Ydelse paa Jorden, de
saakaldte gl. Hartkornsskatter. Paa mange
Maader var saaledes Bondestanden stærkt
tynget, og de Krige under Christian IV og
Frederik III, under hvilke den ene Del af Riget
efter den anden blev Genstand for Besættelse
af fjendtlige Hære, bragte næsten Bondestanden
til at segne under Trykket. Til det materielle
Tryk svarede ogsaa synkende social Anseelse.
Da de andre Klasser igennem Stændermøder
fik nogen Indflydelse, stod Bondestanden
tilbage; kun rent undtagelsesvis blev den indkaldt
til Rigsmøderne, og man opkastede endog
teoretisk det Spørgsmaal, om B. kunde regnes for
en Stand. B. opfattedes mere og mere som et
Tyende, især da Hovbønderne, der var under
Godsherrens og hans Ladefogeds Hustugt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
