Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bonde kaldes den mindre Jordbruger, der personlig deltager i Agerbruget
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
fælles Klassenavn for Fæsterne var villani
(vilains); hvor stor Forskel der end kunde være
paa disses Stilling, var de dog gennemgaaende
ogsaa personlig i stor Afhængighed af
Godsherrerne, og de kaldtes ofte Trælle i
Modsætning til Frimændene; under den alm. Opløsning
i Staterne savnedes der ganske en overordnet
Autoritet, der kunde hemme Herremændenes
Vilkaarlighed, og betegnende nok sagde man,
at der mellem en Godsherre og hans vilain
ikke var nogen anden Dommer end Gud. I det
hele var Forholdet mellem Godsejerne og
deres Undergivne dog ganske godt. Landgilden
betragtedes som en fast Ydelse, der ikke kunde
forhøjes, og saa længe den ydedes, blev en
Fæster sjælden fordrevet fra Gaarden;
Hoveriet var ikke strengt, da Hovedgaardene var
smaa og snarere dreves ved Hjælp af Trælle
end ved Arbejdsydelser af Fæsterne. Der var
overhovedet noget patriarkalsk i Forholdet
mellem Herremanden og hans Fæstere, hvem han
værnede imod andre Stormænd.
Korstogstiden bragte et stort Opsving i
Handel og Industri og fik ogsaa meget gunstige
Følger for Bondestanden. Priserne paa
Landbrugets Frembringelser steg, og Fordelen
derved blev i første Række B.’s; samtidig aabnede
de opblomstrende Byer ham et Fristed, og de
store tyske Kolonisationer i de tidligere
slaviske Egne Ø. f. Elben bragte ogsaa Luft. De
strengere Grader af Ufrihed traadte tilbage,
idet mangfoldige Trælle løsgaves ell. frikøbte
sig; rundt om afløstes Hoveriet mod
Pengeydelser, Fæsteforholdet omdannedes i Retning
af fri Kontrakt, og Selvejendom bredte sig.
Denne Fremadskriden standsede dog i
Middelalderens sidste Aarh. Tilstrømningen til
Byerne mindskedes; de adelige Godsherrer, hvis
Liv blev stedse mere luksuriøst, holdt igen paa
deres Rettigheder over B. og søgte ved at samle
deres Godser at gennemføre en virkelig
Stordrift, til hvis Fremme de stræbte at udvide
B.’s Hoveri; ogsaa de voksende Statsskatter
ramte især B. Saaledes begyndte en Strømning
i modsat Retning af før, og Omslaget betegnes
ved store oprørske Bevægelser bl. B.; thi de
store Bondeopstande er, synes det, ikke, som
man tidligere har troet, fremkaldte af en alt
for vidt dreven Underkuelse, men har snarere
deres Rod i B.’s Vrede over at se de tidligere
Fremskridt standse. I Frankrig udbrød under
Hundredaarskrigen med England
Jacqueriet (1358), og B. rasede imod Herremændenes
Gods og Liv; i England rejste B. sig 1381 under
Anførsel af Wat Tyler og krævede Ophævelse af
Livegenskab og Nedsættelse af Landgilden; i
Tyskland fremtraadte paa Overgangen til
Nytiden en Række Bondebevægelser, der
udmunder i den store Bondekrig. Alle Vegne bukkede
B. dog under for Fyrster og Ridderskab, og
deres Nederlag beseglede Tilbagegangen.
Nytidens første Aarh. blev i det hele B.’s
ulykkeligste Tid; rundt om lagdes al Vægten paa
Herregaardsdriften, Godsejernes Rettigheder
naaede den største Højde, og de haardeste
Statsbyrder kom til at hvile paa B. Stærkest
viste Tilbagegangen sig i de østlige Egne af
Tyskland og i de slaviske Lande; her bredte
sig et Livegenskab, der om end ikke i sine
Former, saa dog i Virkeligheden kom Trældom
meget nær.
En ny Fremskridtstid kom med 18. Aarh. Den
stærkt forøgede Industri og Handel havde
forøget Bybefolkningen og derved faaet Priserne
paa Landbrugsprodukterne til at stige; der var
Trang til en mere intensiv Dyrkning af Jorden,
og Økonomerne vendte deres
Hovedopmærksomhed mod Landbruget. Fysiokraterne priste
Landbruget som det egl. produktive, og den
oplyste Absolutisme greb ind ved store
Reformer; Bondeemancipationen
begyndte. Man stræbte at lette ell. løse de Baand, der
hvilede paa B.’s personlige Frihed, at ordne
deres Realbyrder og komme bort fra al den
Ubestemthed, der gav Vilkaarlighed en saa vid
Plads, endelig efter at udbrede Selvejendom. Det
viste sig dog i de fleste Stater, at Regeringerne
ikke havde Autoritet nok til at overvinde den
Modstand, som Godsherrerne gjorde; det er
næsten kun i Danmark, at Enevælden har
Æren for at have gennemført vellykkede
Landboreformer; andensteds strandede
Forbedringerne, ell. det blev ved gode Begyndelser. Det
var først, da den store Revolution i Frankrig
omstyrtede baade Enevælden og Adelsvælden,
at man her fik Bondestanden helt frigjort, og i
19. Aarh. bredte Reformerne sig til andre
Lande; i Preussen skete de i den
Stein-Hardenbergske Tid, i de fleste andre tyske Lande først
efter 1848. Selv Rusland kom ind paa
Reformernes Bane, og 1861 ophævede Alexander II
Livegenskabet i sit Rige.
Naar her i store Træk er skildret
Hovedgangen i den europæiske Bondestands Udvikling,
maa det ikke glemmes, at der i denne Retning
har været stor Forskel mellem Landene. I
enkelte Egne har der holdt sig en fri
Selvejerstand gennem alle Tider, saaledes i Ditmarsken
og Schweiz; i mange Dele af Italien løsnedes
vel tidlig de middelalderlige Baand paa B., men
Jorden kom i Hænderne paa Borgerne i Byerne,
og en fri Selvejerstand kom derfor her ikke
frem; i England tilhører Hovedmassen af
Jorden store Godsejere, der driver den gennem
Forpagtere o. s. fr. Ndf. skal kun Forholdene i
de nordiske Riger omtales noget nærmere.
I Norden var i Oldtiden Bondestanden
Samfundets Kerne og B. Hædersnavn for
enhver fri Mand; over B. hævede kun Kongerne
og Høvdingerne sig; under dem stod, skarpere
adskilt, Trællene. I den ældste Tid var B. nok
saa meget Kriger som Jorddyrker; ved
Kvindernes og Trællenes Hjælp optog Landbruget
ham ikke mere, end at han altid var rede til
Hærfærd, hvad enten det gjaldt at forsvare
Hjemlandet ell. gøre Tog til fjerne Lande. Kun
den jordejende B. var ret anset; men der var
endnu udyrket Land nok til at optage
Befolkningens Overskud, for saa vidt det ikke
foretrak at søge ud paa Vikingetog. Under disse
primitive Forhold var der kun lidt af
offentlige Byrder og lidt af offentlig Indgriben
i den enkeltes Liv; paa Tinge afgjorde
B. selv deres indbyrdes Tvistigheder. I de
frugtbarere Egne boede B. sammen i
Landsbyer, og hver B. havde da sin Jord spredt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
