Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 3) Lucien B., Fyrste af Canino, (1775-1840)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
han med sin letflydende Tale arbejdede paa at
gøre Direktoriet forhadt, stadig dog ud fra
republikansk Syn. At Statskuppet 18. Brumaire
lykkedes, skyldtes for en meget stor Del L.;
da Napoleon, døvet af de 500’s Skrig og
Trusler, for en Stund vaklede og ikke uden
Forvirring forlod Raadets Sal, beholdt L. sin
Koldblodighed: han forlod Forsamlingen, hvis
Præsident han var, steg til Hest, opfordrede de
uden for Slottet (St Cloud) opmarcherede
Tropper til at skride ind for at beskytte og hævne
deres General, mod hvem de 500 havde
trukket Dolkene, og bevirkede, at General Lefèbvre
og hans Grenaderer med fældede Musketter
trængte ind i Salen og jog de 500 ud. L. blev
derefter Minister for det Indre, men kom snart
paa en spændt Fod med den myndige Broder,
navnlig fordi han for aabent og taktløst drev
paa at faa Konsulatet gjort arveligt. Noget egl.
Brud indtraadte dog ikke, men L. blev sendt til
Madrid som Frankrigs Gesandt (Novbr 1800).
Her intrigerede han mod England og arbejdede
paa at styrte Spanien i Krig med Portugal,
hvad der ogsaa lykkedes ham. Freden i
Badajoz 1801 sluttedes imidlertid meget hurtig og
uden at bringe Frankrig Fordele, og Napoleon
beskyldte L., der havde modtaget uhyre
Sportler, for at være Skyld heri, hvorfor denne
nedlagde sin Post og vendte tilbage til Paris. En
Forsoning mellem Brødrene indtraadte dog for
en Stund, og Lucien fik ved Æreslegionens
Indstiftelse denne Ordens Storofficerskors; men da
han efter sin første Hustrus Død, i St f. efter
Førstekonsulens Villie at ægte Enkedronningen
af Etrurien, en lille daarlig skabt og tarvelig
begavet Dame, lovliggjorde sit Ægteskab (Oktbr
1803) med en ugunstig omtalt Enkefrue, der
havde levet sammen med ham og født ham
en Søn, indtraadte der atter et yderst spændt
Forhold mellem Brødrene. L. begav sig til
Italien (Apr. 1804) og slog sig ned som
Privatmand i Rom i nært Forhold til Paven og til
Kunstnerkredse. For Aandslivets Mænd viste
han i det hele en ægte og virksom Interesse.
Ved Senatsbeslutningen af 26. Novbr s. A.
udelukkedes L. og hans Afkom fra alle
Successionsrettigheder til Frankrigs Kejsertrone.
Forsoningsforsøg strandede stadig paa L.’s
Vægren ved at lade sig skille, og Forholdet til
Napoleon blev saa slet, at L. troede det
nødvendigt at sørge for sin personlige Sikkerhed.
Han indskibede sig i Civita Vecchia (Aug. 1810),
men blev paa Søen taget af de Engelske og
gjort til Krigsfange. Som saadan forblev han i
England til Napoleon’s første Afsættelse og gik
derpaa 1814 til Rom, hvor han købte
Fyrstendømmet Canino, hvilket Paven forlenede ham
med. Efter Tilbagekomsten fra Elba førte
Omstændighedernes bitre Alvor igen de to Brødre
sammen; L. tog Sæde i Pairernes Kammer, og
efter Waterloo var L., medens Napoleon
overgav sig til Englænderne, omtr. den eneste, der
ikke tabte Besindelsen. Han søgte forgæves at
faa den lille Konge af Rom udraabt til Kejser,
men maatte ved de Allieredes Indmarch i
Paris flygte, blev fanget af Østerrigerne og kastet
i Fængsel i Torino. Paa Pavens Forbøn blev
han sat i Frihed og tog atter Bo i Rom; 1832
gik L. til England og arbejdede sammen med
Joseph for Slægten. Endelig vendte han for
sidste Gang tilbage til Italien. Hans digteriske
Frembringelser er uden selvstændigt Værd.
Hans Memoirer (hvoraf han selv 1836
paabegyndte Udgivelsen, der fortsattes af hans
Enke 1845 og af T. Jung 1882—83) har hist.
Interesse; men man skal vogte sig for hans
Tendens, at begrunde Modsætningen til
Napoleon i hans eget liberale og republikanske Syn.
L. havde 1794 ægtet Cathrine (kaldet
Christine Eleonore) Boyer, Datter af en
Borgermand i St Maximin, Dept Var, Provence
(1773—1800); hun blev Moder til:
a) Charlotte (1795—1865), gift i Rom 1815
med Fyrst Mario Gabrielli (d. 18. Septbr
1841), hvem hun fødte 1 Søn og 3 Døtre, og
derefter 1842 med Lægen Centamori i Rom.
b) Christine Egypte (1798—1847), gift
1818 med den sv. Greve Arvid Posse, 1824 med
Lord Dudley Stuart, med hvem hun havde en Søn.
Efter sin første Hustrus Død ægtede L. 1803
Vekselagenten Jouberthou’s Enke
Alexandrine Laurence de Bleschamp
(1778—1855). Med hende havde L. 5 Sønner og
4 Døtre:
a) Charles Lucien Jules Laurent,
Fyrste af Canino og Musignano, f. 24. Maj 1803,
d. 29. Juli 1857. Han gjorde gode Studier ved
ital. Univ. og lagde sig navnlig efter
Naturvidenskaberne. En Snes Aar gl gik han til
Amerika til sin Farbroder Joseph, men vendte
efter nogle Aars Forløb tilbage til Italien og
blev ved Faderens Død Fyrste af Canino. Trods
sin Fyrsteværdighed var han en ivrig
Revolutionsmand, spillede en ikke ubetydelig Rolle
under den rom. Revolution 1848 og blev efter
Pavens Flugt til Gaëta og Republikkens
Proklamering 9. Febr 1849 Vicepræsident for den
i Bologna sammentraadte rom. konstituerende
Forsamling. Da derpaa de Franske under
Oudinot indtog Rom 3. Juli s. A. og sprængte de
rom. Revolutionsmænd til alle Sider, flygtede
han til Paris, hvor han levede Resten af sit
Liv. Hans Virksomhed som naturvidenskabelig
Forf. var ikke ubetydelig. 1825 udkom i
Philadelphia hans American Ornithology (4 Bd),
dernæst det store Pragtværk Iconografia della
fauna ital. (Rom 1833—41, 3 Bd), hans
Catalogo metodico dei mammiferi europei (Milano
1845); Catalogo metodico dei pesci europ.
(Neapel 1846) o. fl. — Han havde 1822 ægtet
sin Kusine Zenaïde, Datter af Joseph B.,
og havde med hende 12 Børn: 1) Joseph
f. 1824, d. 1865; 2) Lucien, f. 1828, d. 1895, 1868
Kardinal; 3) Julie, f. 1830, d. 1900, gift 1847
med Marchese Alessandro del Gallo
Roccagiovine; 4) Charlotte, f. 1832, d. 1901, gift
1848 med Grev Pietro Primoli; 5) Marie, f.
1835, d. 1890, gift 1851 med Grev Paolo
Campello; 6) Auguste Amélie, f. 1836, d. 1900,
gift 1856 med Fyrst Placido Gabrielli; 7)
Napoleon Charles, f. 1839, d. 1899, i fr.
Tjeneste i Algier og Meksiko, gift 1868 med
Fyrstinde Cristina Ruspoli, med hvem han havde
to Døtre; 8) Batilde, f. 1840, d. 1861, gift
1856 med Grev Cambacérès. De 4 andre Børn
døde smaa.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
