Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 3) Lucien B., Fyrste af Canino, (1775-1840) - 4) Marie Anne (kaldet Elisa) B., (1777-?) - 5) Louis B., (1778-1846)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
b) Létizia, f. 1804, d. i Firenze 1871, gift
1821 med Irlænderen Thomas Wyse, siden eng.
Gesandt i Athen. Ægteskabet var ulykkeligt og
endte med Skilsmisse. En Datter var gift med
den ital. Minister Ratazzi; en anden med
General Türr.
c) Jeanne, f. 1807, d. 1828, gift med
Marchese de’ Onorati. Hun forsøgte sig, uden
større Held, som Digterinde; efterlod en
Datter, Clelia.
d) Paul Marie, f. 1808, d. 1827 i Nauplias
Havn ved et Vaadeskud, deltog som Søofficer
i den gr. Frihedskrig.
e) Louis Lucien, f. 1813 i Thorngrowe,
Worcestershire, d. i Fano 1891, var en
fortjent Sprogmand. 1849 blev han Medlem for
Korsika af den fr. lovgivende Forsamling og
senere, efter Kejserdømmets Genoprettelse, fr.
Prins, Senator og Storofficer af Æreslegionen.
Efter Katastrofen ved Sedan begav han sig til
England 1870, men gik senere til Italien. Han
syslede en Del med det Baskiske og med
komparativ Sprogvidenskab og udgav 1857
Lignelsen om Sædemanden, oversat paa 72 forsk.
Sprog og Dialekter. Hans legitimerede Søn
Louis (1859—94) levede i London som
Civilingeniør.
f) Pierre Napoléon, f. 12. Septbr 1815,
d. 8. Apr. 1881. Allerede som 16-aarig søgte han
at slutte sig til Opstanden i Romagna; senere
kæmpede han i Borgerkrigene i Sydamerika;
1836, da han opholdt sig paa sin Faders
Godser, dræbte han en pavelig Politiofficiant, der
var udsendt for at sikre sig ham. Han
forvistes fra Kirkestaten og opholdt sig derefter
paa de ioniske Øer, som han maatte forlade
efter at have dræbt to Palikarer. 1848 valgte
Korsika ham ind i den konstituerende og i
den lovgivende Forsamling, hvor han sluttede
sig til Demokraterne. Napoleon III yndede ikke
sin fremfusende Fætter og holdt ham paa
Afstand og i Uvirksomhed under Kejserdømmet.
10. Jan. 1870 nedskød han i sit Hus i Auteuil
den radikale Journalist Victor Noir, der havde
søgt ham for at bringe ham en Kollegas
Udfordring, en Gerning, der bidrog meget til at
øge Uvillien mod Kejserdømmet. Retten
frikendte ham vel, men paa Kejserens Befaling
forlod han Frankrig. Indtil 1877 opholdt han
sig i England og Bryssel, men bosatte sig saa i
Versailles, hvor han levede i trange Kaar. Han
havde 1867 i Bryssel ægtet en Arbejders Datter,
der havde født ham to Børn, hvilke han ved
sit Ægteskab legitimerede: 1) Roland, f. 19.
Maj 1858, tjente nogle Aar som fr.
Infanteriofficer, men blev i Kraft af Prætendentloven
1886 strøget af Armeens Lister. Han foretog
lange Rejser og skrev over geografiske og
etnografiske Emner (om Surinam’s Indbyggere
[1884], om Lapperne i Finmarken [1886], om
Eskimoerne [1906] o. s. v.). Han er Ejer af Paris’
største Privatbibliotek. 1880 havde han ægtet
en Datter af Spillebankforpagteren Blanc i
Monte Carlo; hun døde 1882. Deres Datter,
Marie, f. 1882, ægtede 1907 Prins Georg af
Grækenland. R. B. er den sidste mandlige
Ætling af Lucien. 2) Jeanne, f. 1861, gift 1882
med Marquis Chrétien de Villeneuve.
g) Antoine, f. i Frascati 1816, d. i Firenze
1877. Han var en Tid i Amerika og deltog i
Italien i revolutionære Konspirationer, men
kom tilbage til Frankrig 1848 og fik 1849 Sæde
i Nationalforsamlingen. Han var gift med
Caroline Cardinali, Datter af en Advokat i Lucca.
h) Alexandrine Marie (1818—74), gift
med Grev Vincenzo Valentini, med hvem hun
havde to Sønner og en Datter.
i) Constance (1823—76), Abbedisse i det
hellige Hjertes Kloster i Rom.
Alle Lucien B.’s Sønner fik Decbr 1852 Titlen
Prinser af den kejserlige Familie, men
vedblev at være udelukkede fra Tronfølgen.
4) Marie Anne (kaldet Elisa) B., f. 3. Jan.
1777, gift med Fyrst Bacciocchi (s. d.), levede
efter Napoleon’s Fald som Grevinde
Compignano i Triest og døde i S. Andrea tæt ved
denne By (se i øvrigt Bacciocchi, Elisa).
Af hendes Børn døde: 1) Charles Jérôme
(f. 1810) i Rom 1830, 2) Napoleone
Elisa (f. 1806, gift 1825 med Grev Camerata
af Ancona, fra hvem hun 1830 blev skilt) 1869 i
Normandiet, efterladende sig Sønnen
Napoleone, f. omtr. 1826, Sømand, efter
Statskuppet 1851 Statsraadssekretær; han skød sig i
Paris 3. Marts 1853.
5) Louis B., f. 2. Septbr 1778, d. 25. Juli
1846. B. kom som Dreng til Frankrig; Napoleon
tog sig faderlig af hans Uddannelse og nærede
længe megen Hengivenhed for ham. Han tog
ham med paa
de ital.
Felttog og til
Ægypten, og gjorde
ham efter 18.
Brumaire til
Oberst og
General. Han
udmærkede sig
straks som
Soldat, men
Sygdom svækkede
ham snart; han
blev med alt
sit Retsind og
sin Grundighed
et ubeslutsomt,
mistænksomt
Stuemenneske.
Napoleon fik
ham 1802 gift med sin Steddatter,
Hortense Beauharnais (se Hortense)
og ønskede at gøre deres Søn til sin
Arving, men L. vilde ikke selv forbigaas;
Kejserens Forkærlighed for Hortense, som Rygtet
havde travlt med, var ham imod, og
Ægteskabet blev stedse ulykkeligere. 1804 blev han
Storkonnetabel af Frankrig og 1805 for en kort Tid
Militærguvernør i Paris. N. A. maatte han,
meget mod sin Villie, paa den myndige Broders
Bud lade sig gøre til Konge i Holland
(Lodewijk Napoleon, 5. Juni 1806). Med det
redeligste Hjerte til at virke for sine ny
Undersaatters Vel stod han magtesløs lige over for
Napoleon, der fordrede fuldstændig
Underkastelse paa alle Omraader. Han indledede et
omfattende Lovgivningsarbejde baade i
 |
| L. Bonaparte. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
