Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 1) Joseph B., (1768-1844) - 2) Napoleon B., se Napoleon I, Kejser. - 3) Lucien B., Fyrste af Canino, (1775-1840)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Fredstraktaterne i Lunéville 1801 og i Amiens
1802. Han deltog ligeledes i Forhandlingerne om
Konkordatet. Ved Æreslegionens Oprettelse fik
J. Storofficerskorset, og efter Kejserdømmets
Indførelse blev han fr. Prins og Storvalgherre
(Grand-Électeur) af Frankrig. Under Krigen
1805 forblev J. i Paris som Kejserens
Stedfortræder. Tilbudet om at blive Vicekonge i
Italien afslog han; det var ham langt vigtigere
at blive anerkendt som Kejserens Arving for
det nærliggende Tilfælde, at denne skulde falde.
Han kunde dog ikke, skønt ganske ukrigersk,
afvise den nominelle Overkommando over den
Hær, hvormed Masséna 1806 erobrede
Kongeriget Neapel, og 30. Marts erklærede et
kejserligt Dekret ham for Konge. Som saadan søgte
han at ophjælpe Landet ved liberal og human
Lovgivning; men han mægtede ikke den
vanskelige Stilling, der skabtes ved Befolkningens
Raahed og Modvillie og de eng. Angreb.
Napoleon vilde derfor lade ham afløse af en
kraftigere og mere imponerende Personlighed; han
sendte Murat til Neapel som Konge og
forflyttede J. i samme Egenskab til Spanien (Juni
1808).
J. holdt, beskyttet af fr. Bajonetter, sit Indtog
i Madrid, medens der trindt omkr. i Landet
udbrød voldsomme Oprør mod den det
paatvungne Monark. J. maatte hurtig forlade sin
Hovedstad og trække sig bag Ebro. Vel trængte
Napoleon i Decbr under blodige Slag frem til
Madrid og satte paa ny J. paa Tronen; men
den vaklede bestandig under ham; det var ikke
ham, der herskede i Spanien, men de fr.
Marskaller, der kun modtog Befalinger af deres
Kejser og med Ringeagt saa ned paa J., hvis
Forsøg paa at gøre sig gældende som Lovgiver
og Statsmand henvejredes af de milit. Hensyn.
Forholdet mellem Brødrene var blevet køligt;
J. tilbød fl. Gange at nedlægge Regeringen;
Napoleon bød ham at blive og irettesatte ham for
Svaghed. Spaniernes heroiske Modstand var
ikke til at besejre; snart trængte de Engelske
under Wellington frem fra Portugal, og efter
det ulykkelige Slag ved Vittoria 21. Juni 1813
styrtede J.’s Trone sammen, og han forlod
Spanien for stedse. Trods alle Skuffelser og
Ulykker vægrede J. sig længe ved at underskrive
sin Renunciationsakt, da Napoleon ved
Traktaten til Valençay Decbr 1813 erkendte
Ferdinand VII for Spaniens Konge.
J. havde trukket sig tilbage til sit Gods
Mortefontaine; men Kejseren kaldte ham til Paris,
da han Jan. 1814 rykkede i Felten mod de
Allierede, og udnævnte ham til Rigets
Generalløjtnant og Kommandant over Paris’
Nationalgarde, to Stillinger, han paa ingen Maade var
voksen. Det varede da heller ikke mere end to
Maaneder, før Josef overdrog de i Paris
tilstedeværende Marskaller at forhandle med
Fjenden om Hovedstadens Kapitulation og selv
med største Il flygtede til Blois i Hælene paa
Kejserinde Marie Louise (30. Marts). Der blev
sikret ham en saare rundelig Apanage, og
han opslog nu sin Bolig paa Landgodset
Prangins i Waadt. Efter Tilbagekomsten fra Elba
vendte han tilbage til Paris, men efter
Katastrofen ved Waterloo maatte han flygte over
Hals og Hoved og prise sig lykkelig ved
uantastet at naa over til Amerika. Her lod han sig
kalde Grev de Survilliers og opslog sin
Bolig paa et Landhus i New Jersey, hvor han
levede i mange Aar i Fred og Ro og glemt af
Verden. Efter Julidagene 1830 stræbte han
forgæves at virke for Hertugen af Reichstadt, og
da denne snart efter afgik ved Døden, for sig
selv, idet han nu i Kraft af Senatsbeslutningen
26. Novbr 1804 ansaa sig for Frankrigs rette
Tronarving efter Brodersønnen. Han kom endog
1832 til London, ventelig for paa nært Hold at
beregne sine Chancer og virke for sin Sag, men
vendte dog efter nogle Aars Forløb tilbage til
Amerika. 1841 begav han sig til Italien, hvor
han døde. Hans Lig blev 1862 bisat i
Invalidernes Kirke i Paris. J. havde 1. Aug. 1794 i
Marseille ægtet Marie Julie Clary
(1771—1845), Datter af en rig Klædehandler og Søster
til Bernadotte’s Hustru. Hun forblev i Europa,
da Josef 1815 gik til Amerika, og boede fra 1823
i Firenze, hvor hun først 1841 genforenedes
med sin Mand. Hendes og J.’s ældste Datter 1)
Zenaïde Charlotte Julie (1801—54)
ægtede 1822 Lucien B.’s ældste Søn, Charles
Lucien Jules Laurent B., og blev ved ham
Moder til 12 Børn; den yngste Datter 2)
Charlotte (1802—39) ægtede 1825 Prins
Napoleon Louis, Søn af Ekskonge Ludvig af
Holland.
2) Napoleon B., se Napoléon I, Kejser.
3) Lucien B. [ly↱siǣ], Fyrste af Canino, f. 21.
Maj 1775 i Ajaccio, d. 29. Juni 1840 i Viterbo.
Lucien kom 1784 til Frankrig, hvor han gjorde
gode Studier ved forsk. videnskabelige
Læreanstalter. Efter
at være vendt
tilbage til
Korsika sluttede
han sig for en
Stund til
Paoli’s Parti, men
forlod snart
igen Øen og
gik til
Marseille, hvor han
nogen Tid
levede i trange
Kaar. En Tid
lang var han
fuldblods
Jakobiner, men hans
Jakobinisme
svandt, da
hans Broder
Napoleon begyndte at vinde Magt og
Indflydelse. L. var vel den evnerigeste og mest
energiske af Napoleon’s Søskende; men han var for
vilter og ustadig til enten at underordne sig
Broderen ell. skabe sig en selvstændig fast
Position. Napoleon stod ham aldrig nær, men
ønskede en Tid lang at drage ham frem og
tage Nytte af ham. 1795 lod Napoleon ham
udnævne til Krigskommissær i Nederlandene og
1797 paa Korsika; allerede nu begyndte han
hensynsløst og graadigt at samle den Formue,
hans Nydelseslyst og Samlerinteresse krævede.
Apr. 1798 kom han ind i de 500’s Raad, hvor
 |
| L. Bonaparte. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
