Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bjørnson, Bjørnstjerne, norsk Digter og Folkeleder (1832-1910)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
B. var sig ikke selv klart bevidst, hvor
forholdsvis jævn hans Overgang var fra den gl.
til den ny Fromhed, ell. hvor lidet han opgav
af, hvad der før havde staaet for ham som
Kristendommens Kerne: Arbejdet for Gudsriget,
Godhedens og Fremgangens Rige, paa Jorden.
Men fra nu af mente han at have sikrere
Fodfæste i hist. Erfaring, ligesom han følte sig
forynget gennem en usigelig lærvillig, religiøs
Respekt for Videnskaben om Kendsgerninger.
Erfaringsvidenskaben blev B.’s ny Ledestjerne.
Han, som altid havde været en flittig Læser,
blev nu endda flittigere end før, pløjede gennem
en utrolig Mængde Bøger, satte sig paa
Skolebænken igen, men denne Gang som den
ivrigste af alle Begyndere, hvad enten det gjaldt
Evolutionslære, hist. Bibelkritik, Psykologi ell.
Samfunds- og Opdragelseslære. Thi nu var det
Livslære, som blev doceret for ham,
Erfaringens hellige Skrift, ikke af middelgode
Lærere, som paa Molde Skole, men af Mestre —
det europæiske Aandslivs førende Aander. Ved
deres Fødder sad han — i sit lyse Arbejdsrum
paa Aulestad, med Udsigt over Dalen, og
Udsigt ud i den vide Verden. Paa Aulestad,
hvor han havde haabet at skulle leve sig ind i
et inderligt Samfund med Norges Bondefolk,
der kom han til at leve for en stor Del i
Samfund med Europas ny Tænkere og Forskere.
Men netop derigennem kom han ogsaa i ny
Forbindelse med Nordens Ungdom. Thi ogsaa
den var vokset samtidig med ham, delvis i
samme Retning og under Impulser fra de
samme Mænd, som Darwin og Mill, Taine og
Renan og den unge Georg Brandes. Dertil kom,
især for B.’s Vedk., den geniale norske
Historiker, Prof. J. E. Sars.
Hvor bankede ikke den frisindede norske
Ungdoms Hjerter B. i Møde, da han ved en Fest
for ham i Studentersamfundet, 31. Oktbr 1877,
i en Tale, som for mange blev et Vendepunkt
i deres Liv, erklærede, at der var »sprunget ny
Kilder i hans Tilværelse«. Hvad det først og
fremmest kom an paa for hver Enkelt, det var
»at være i Sandhed. Vov at tænke! Vov at tale,
hvad Du tænker! I Tidens Fylde vil Du nok
ogsaa komme til Tro«.
Som hans »Barnetro« havde hjulpet ham
mægtig til at skabe sin Ungdoms nationale
Digtning og opdrage sig til Førergerning, saaledes
hjalp hans ny religiøse Livsfilosofi ham til at
blive, kanhænde, den fuldtonigste Tolk for
Udviklingstroen i alle Digtarter og til at holde ud
en hel Menneskealders voldsomt oprivende
Kampliv. Hvad der for ham gav Døgnkampen dens
Højhed, enten det var Strid med Teologerne
om Helvedeslære og Bibelkritik, ell. Vetostrid,
Flagstrid, Unionsstrid, Kamp med »Kria-Bohêmen«
og Georg Brandes om Ungdomslivets
Renhed og Familielivets Moral, — det var, at
al denne Kamp var for B. lig Arnljot’s Kamp
for Olav, ell. Olav’ernes Kamp for Kristus: en
Kamp i den højeste Høvdings Tjeneste. B. var
nu, som i sin Ungdom, med i et lysende Tog
lig det, han havde skildret i Arnljot Gelline’s
Syn af Olavstoget over Fjeldet. »Foran med
Klokker, efter med Sange, — hellige Mænd og
hvide Smaabørn, — bærende Kors og Blus og
Kranser; — derefter Hærmænd, høje, hærdede,
— bærende Banner, Vaaben, Hærskjold«.
At Deltagelsen i Dagens Kampe gennem
halvhundrede Aar ikke for B. sank ned i det Smaa,
beror paa, at han bares oppe af et episk Syn
paa hver Sag, hvert Problem som Led i en
Verdenskamp, der gav Livet lysende Mening,
og som i Grunden var en Fortsættelse af
Skabelsens guddommelige Værk. »En kampstor Tid,
og vi er med! — Paa Jord det største er at
være, — hvor Kræfter som er stort i Gære —
skal tage Skikkelse og Sted; at give af sin
egen Ild, — netop som Støbningen skal til; —
at trykke af sin egen Form — i det som bliver
Slægters Norm« —, saa havde han sunget
allerede 1869. Og i den store Foraarssalme fra
1880 føler han sig som medskabende i en evig
Vaar: — »yde din Skærv ind til det Eviges
Hverv. Liden og svag aande et eneste Drag ind
af den evige Dag«. De tre »Salmer« fra 1880 kan
maaske betegnes som Udviklingslærens højeste
Udtryk i nyere europæisk Poesi.
At Livet skal bygges paa Sandhed, ikke paa
Selvbedrag, — paa Troskab mod Erfaring om
Virkeligheden, ikke paa Drømme, der ofte er
som Støv fra smuldrende Verdensanskuelser,
der har gjort deres Gerning, dette er
Grundtanken i Værker som »En Fallit« (1875) og
»Redaktøren«, »Kongen« og »Magnhild« (1877),
»Leonarda« og »Det ny System« (1879), »Støv«
(1882), »En Handske« og »Over Evne«, første
Stykke (1883), »Det flager i Byen og paa Havnen«
(1884). Med en spøgefuld Karikatur af sig
selv (i Forening med Jonas Lie), som Professor
Tygesen i »Geografi og Kærlighed« afrunder han
1885 et overordentligt rigt Tiaar. Fra 1875 til
1885: 7 Nutidsdramaer, to større og to mindre
Fortællinger, foruden ny Lyrik og et Utal af
Avisartikler og Valgtaler. B.’s store Produktivitet i
denne Tid kom ikke af, at han nu udelukkende
var Digter. Tværtimod traadte han i denne Tid
endnu dristigere frem end nogen Sinde før som
Folkeleder, i Arbejde for politiske og religiøs-etiske
Reformer. Deltagelsen i Handlingens Liv
maa vistnok til sine Tider have forstyrret ell.
forsinket ham som Digter, men ogsaa have
laant ham Drivkraft og ny Motiver, ved at
bringe ham i stadig ny Berøring med Virkelighedens
Mennesker og tillade ham selv at være
med at igangsætte og prøve de Sjælekræfter,
som giver Livet episk ell. dramatisk Spænding
i hans Digtning. Hans Digtekunst nærer sig af
hans Livskunst. Norges Nutidsliv vilde ikke
have frembudt et saa godt Stof for en ny
Problemdigtning, hverken for B. ell. for Ibsen,
hvis ikke B. havde været med at give det
virkelige Livs Kulturkamp en ny Stigning og
Fart. Thi ogsaa som Politiker og
Samfundsreformator er B. uvilkaarlig en episk og
dramatisk Kunstner. I »Signalfejden«, i Striden
med Teologerne (1876 og flg. Aar), i Flagstriden
(1879), i Veto- og Rigsretsstriden (1882—84),
i Kampen mod »Kria-Bohêmen« og Georg
Brandes (1883, 1886—87 og senere), i Striden
mod »Oftedølerne« og »Maalstræverne« og i
den fornyede Unionsstrid, — overalt er det B.,
som mere end nogen anden Normand
bidrager til at gøre Virkeligheden dramatisk ved at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
