Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bjørnson, Bjørnstjerne, norsk Digter og Folkeleder (1832-1910)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
tvinge en kronisk Strid til at blive akut ell.
drive slumrende, halvskjulte Modsætninger til
at aabenbare sig og rykke ud i en aaben Kamp,
hvor Kræfterne vokser paa begge Sider.
Fornemmelsen af Kræfternes Vækst forklarer den
tindrende Kampglæde og det overstrømmende
Humør i de allerfleste af B.’s Skuespil og
Fortællinger, Artikler og Taler fra denne Tid.
Virkningen af hans Digtning, som af hans mægtige
Veltalenhed (i Wergeland-Talen 1881, Talen paa
Lillestrømmen, s. A.), og hans djærve og knappe
Indhug i Aviserne var ikke mindst denne, at
Aandslivet fik en ny Spændstighed og Fart.
Sjælden har en stor Digter haft en saadan Evne og
Anledning til at bidrage til at gøre selve Livet
til en Kunst, — sætte Masserne i dramatisk
Aktion, hæve Døgnkampen op til en afgørende
Stigning som i Rigsrets-Krisen, da man følte
sig paa Randen af Statskup og Krig (1884).
Overalt, hvor B. var med, virkede hans fyrige
Temperament, hans Villiekraft, hans Aabenhed
og Mod som et Ferment, der gød Liv i træge
Stoffer og gav Kræfterne Vækst. Ogsaa
Modstanderne laante Ild af hans Ild. Det fik han
ofte føle. Især fra den Tid, da han næsten til
Stadighed maatte kæmpe med Front til to
Sider, mod de politisk og religiøst Konservative
i alle de tre nordiske Lande, og mod en stor
Del af Kunstnerstanden under Georg Brandes’
glimrende Anførsel. I Individualismens
Tidsalder har B.’s ny Digtning ofte stødt paa
Modstand, ogsaa i Udlandet, hvor G. Brandes og
de nordiske »Naturalister«’s Indflydelse naaede
hen, og hvor B. samtidig fra konservativt Hold
blev betragtet med Mistro som en rød Republikaner,
der endog havde udfordret selve Kong
Oscar til Duel. (Denne løjerlige Fabel blev ved
B.’s Død gentaget i fl. udenlandske Aviser).
Den Kampstilling, hvori B. allerede fra Slutn.
af 1860’erne stod til det mest »købedygtige«
Publikum, øvede en skadelig Indflydelse paa
hans Økonomi. Ligesom han blev fordrevet fra
Ledelsen af »Chria Teater«, blev fl. af hans
ypperste Skuespil nægtet Adgang til de nord.
Scener. Der var en Tid, da enkelte Modstandere
haabede, at han kunde drives til økonomisk
Ruin. Imidlertid lykkedes det ham, ved Laan
fra gode Venner, især den højsindede norske
Højremand, Th. Joh. Heftye, og ved Forskud
fra Forlagsboghandler Hegel, at holde det
gaaende, indtil han ved yderst anstrengende
Foredragsrejser (navnlig Amerika-Turneen,
1880—81) kunde vælte Gældsbyrden fra sig. Til stor
Hjælp for hans Økonomi var ved Skæbnens
smilende Ironi »En Fallit«, hvori en germansk
Digter for første Gang overfløjede det ny fr.
Nutidsdrama, og hvis Sejersgang over de tyske
Scener banede Veje ogsaa for den snart efterfølgende
Række af Henrik Ibsen’s mægtige Dramaer.
Den højeste Scenevirkning naaede B. senere
gennem »Over Evne«, første Stykke, som efter
at have bestaaet Ildprøven for Paris-Kritikken
(1894 og 1897, ved Lugné-Poë, med Herman
Bang som Instruktør) naaede frem til Kbhvn
(Folketeatret) Foraaret 1899 og s. A.’s Høst til
Nationalteatret i Kria, hvor det under
Digterens egen Iscenesætning gjorde en mere
betagende Virkning end noget tidligere Skuespil.
Næsten lige stor var den Triumf, Stykket
fejrede paa de tyske Scener, fra 1900 (første Gang
ved Paul Lindau’s Initiativ).
Efter 1885 var B.’s digteriske Produktion langsomt
aftagende, og trods enkelte store Værker
— Fortællingen »Paa Guds Veje« (1889),
Skuespillene »Over Evne«, andet Stykke (1895), »Paul
Lange og Tora Parsberg« (1898) — lidt efter
lidt synkende. Den mangfoldige Misforstaaelse
og Modstand og de aldrig standsende Angreb,
stundom i pludselige Byger (gerne foranlediget
ved et ell. andet Fremstød fra ham selv), bidrog
utvivlsomt sit til, at hans Digtning fra 60-Aars
Alderen af (1892) ikke længere blev saa
livsfrodig, fremfor alt ikke saa livsglad og
overstrømmende menneskekær, som tidligere.
Vistnok glimter og blinker det af Geni, i
Fortællinger som »Mor’s Hænder« (1892), »Een Dag«
(1893), »Absalon’s Haar« og »Mary« (1906),
ligesom i Skuespillene »Laboremus« (1901), »Paa
Storhove« (1902), »Daglannet« (1904) og ikke
mindst i »Naar den ny Vin blomstrer« (1909),
ell. i »Fredsoratoriet« (1891), Universitetskantaten
»Lyset« (1895), og i mindre Digte, hvoraf
enkelte af betagende Skønhed som »Den gamle
Vintersang« (i »Een Dag«), »Syng mig hjem«
(1891) og det gribende Digt til Finland (1903).
Men en gradvis synkende Skaberkraft er dog
mærkbar i de allerfleste af B.’s sidste Værker.
Endnu hævede dog hans Genius sig til sublim
Flugt under hans sidste Sygeleje, i Kantaten
ved Hundredaarsfesten for »Norges Vel«
(skrevet Høsten 1909), ligesom han lige til den sidste
Tid kort før sin Død kunde naa det højeste i
Veltalenhed (som i Talen om Maalsagen i
Studentersamfundet 1908). Et Par af hans bedste
Avisartikler er ogsaa fra hans sidste Aar, hvori
han atter tog Ledelsen i Kampen mod
Kløvningen af det norske Folk i to Sprogsamfund
og til Forsvar for det norske »Riksmaal«
begyndte et nyt Felttog, som blev afbrudt af hans
aarlange Sygeleje og hans Død i Paris 26. Apr.
1910. De to Lande, hvori han var Folkedigter,
Danmark og Norge, hædrede ham begge med
en kgl. Ligfærd. I Sverige, hvor han snart
havde været fejret som faa andre, snart igen hadet
som Unionsfjende, havde det sv. Akademi 1903
hædret ham med den litterære Nobelpris. B.
havde bidraget mere end nogen anden, næst
efter Norges Modstandere inden for den sv.
Overklasse, til at »løse Unionen i Sindene«, d.
v. s. den gl., halvt paatvungne, ikke jævnbyrdige
Union. Men han ønskede af al Magt, at
den skulde gaa over til et frit Forbund, helst
mellem alle de tre, ell. med Island fire,
nordiske Folk. Han var trofast mod sin Ungdoms
Skandinavisme, men længtes efter at se det
nordiske Forbund som et Led i en endda langt
videre Verdens-Føderation, forberedt gennem
en germansk og en romansk Sammenslutning.
Ad den Vej haabede han, Verdensfreden skulde
komme, en Fred med Frihed for alle de
undertrykte Folk, Nordslesvigerne, Polakkerne,
Slovakerne, Ruthenerne, hvis uforfærdede,
utrættelige Talsmand han var lige til det sidste
Den Gyldendal’ske Boghandel, Nordisk Forlag
har udg. B.’s »Samlede Værker« i 3 Udg. (1900—01,
1910—11 og 1914). — B.’s Breve i Udvalg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
