Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bjørnson, Bjørnstjerne, norsk Digter og Folkeleder (1832-1910)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
til et kunstnerisk Hele. Den Gyldendalske
Boghandel (F. Hegel), som havde forlagt B.’s
Værker siden 1861 (»Kong Sverre«), udgav nu 1872
den første Folkeudgave af hans samlede
Fortællinger, som blev Folkelæsning i
mange Lande.
Men i det s. A.’s Høst udbrød »Signalfejden«
ell. det voldsomme Uvejr, B. nedkaldte over
sit Hoved ved sin Tale ved Mindefesten over
Grundtvig i Kbhvn (12. Septbr) og et Par
Artikler i »Oplandenes Avis«. Grundtvig’s
rummelige, kærlighedsrige Aand, den maatte
Danske og Nordmænd vise ogsaa over for det tyske
Folk, ikke mindst ved at se med Sympati paa
dets ny Enhed. »Det er Signalerne, som maa
forandres«. Ikke gennem Krig, men gennem
den gensidige Velvillies Magt burde
Kristenfolket i Norden søge at vinde Nordslesvig
tilbage. »I Stedet for Hadets Signaler maa vi
hejse »Venne-Signaler«. Jeg melder mig ud af
Hadets Forening«. Nordens Fremtid var
snarere med de tyske Stammefrænder end med
Slaverne og Romanerne. Aldrig har B. staaet
i den Grad alene som i denne Tid, da det
haglede med Angreb paa ham i norske og især i
danske Aviser. Endog Angreb paa Vers fra
hans to Digterbrødre, Henrik Ibsen og Andreas
Munch. Stundom kom dog ogsaa Forsvar paa
Vers. Hele den oprivende Strid bidrog sit til,
at B. brød op hjemmefra og drog til Italien,
for atter engang, som 13 Aar forud, at faa Ro
og Fred til at digte og arbejde med Kulturproblemerne.
Da han to Aar efter kom hjem, 1.
Juni 1875, var det som »Redaktøren«’s og »En
Fallit«’s Digter. Denne Gang som før drømte han
sig næsten altid hjem i sin Digtning, men nu
ikke længere til Sagatidens Norge. Italien og
særlig Rom var heller ikke nu det gl.
Sagaland, men væsentlig en ny Tids Land, ufærdigt
ligesom Norge. I sit sidste Sagastykke, »Sigurd
Jorsalfar«, havde B. ladet Skalden Ivar
Ingemundsson prise det jævne og uromantiske
Arbejde, »at rydde sit Land, rejse sit Folk«, som
»et Kald større end Fædres fordum paa Valen«.
Og medens han var i Udlandet, lod han købe
Gaarden »Aulestad« i Gausdal, en Sidedal til
Gudbrandsdalen, hvor han herefter vilde
bygge og bo.
Aanden i B.’s ny, længe forberedte
Nutidsdramaer staar i Sammenhæng med hans
Forsøg paa en Fornyelse af egen Livskunst. Han
bosatte sig som Gaardbruger i Hjertet af
Norges Bondeland for at leve sig inderlig ind i
det arbejdende Folks Liv og for, i Forbund med
Venner som Folkehøjskolelærerne Chr. Bruun,
Frits Hansen og Kristofer Janson, at
virkeliggøre den Forening af Frisind og kristelig
Fromhed, som han ansaa for at være den rette
Fortsættelse af Reformationens Værk. Men
netop ved Forsøget paa en inderligere
Indlevelse i Kristendommen end nogensinde før
stødte B. paa Sider ved Kirkelæren, som han
ikke kunde assimilere, først og fremmest
Læren om evige Helvedesstraffe, som nu vakte
hans dybeste Harme som umenneskelig. Følgen
var et smerteligt Brud baade med Kirkelæren
og med mange gl. Venner og en ny aandelig
Akklimatisering, hvorunder den ny Udviklingslære
kom ham til Hjælp og gav ham et nyt
Fodfæste for sin Livstro. Nøglen til Forstaaelsen
af B.’s Livsløb i det religiøse »Gennembrud«’s
Tidsalder er vel den, at det nu viste sig som en
Fordel, at han allerede fra sin Ungdom havde
levet sig ind i Udviklingstanken. Han var
forberedt til at tage imod den, selv om den mødte
ham i en ny Form. At hans Forgænger, Henrik
Wergeland, havde været en Elev af Erasmus
Darwin, kom B. tilgode, da han blev
Sønnesønnens, Charles Darwin’s Elev. Hele B.’s
Ungdomsdigtning, med dens Sammenligning
mellem en mørkere Fortid og en lysere Nutid,
havde været besjælet af Forestillingen om
Udvikling og Fremgang. Det ny, som nu kom ham
i Møde, hos Ch. Darwin og Herb. Spencer, var et
betagende Udsyn over Livets Historie i millionaarigt
Perspektiv, bygget paa Kendsgerningernes
Fjeldgrund. Og til Stenlagenes Billedskrift,
med en Skabelseberetning uhyre meget ældre
end Jødernes gl. Test., kom — som en Art
nytestamentlig Aabenbaring — den menneskelige
Histories Vidnesbyrd om tusendaarig Fremgang.
Kendsgerningernes Aabenbaring traadte
for B. allerede forud for hans Brud med
Kirkelæren ved Siden af Bibelens. »Er Gud ikke i
Fremgangen, hvem skal vi da takke for de
Opdagelser og Opfindelser, som i Dag lykkeliggør
vort Liv? Er Gud ikke i Friheds- og
Selvstændighedsarbejdet, hvem skal vi da takke for
alle Aag, som brast og endnu brister . . .? Den
store moderne Videnskab —, skulde den som
Opdager af ny Naturlove, altsaa af Skaberens
Orden fra Evighed af, endelig være kommet
fra Djævelen ell. være i Pagt med denne
Stormagt? Naar Præsterne søger efter Gud i
Tilværelsen, tror de da alene at finde ham i
Ordenen, ikke ogsaa i Fremgangen og Friheden,
uden hvilken der overhovedet snart ingen
Orden mere var mulig? Skulde han ikke hellere
tænkes at være i Fortroppen paa det endeløse
Mennesketog, end i Bagtroppen?« — Disse Ord
var skrevne Juni 1876, da B. endnu mente at
»staa paa Barnetroens Bund« og alene krævede
en ny Forkyndelse af Kristendommen, hvorved
dens evige Sandheder skulde staa op som ny.
Dog tilføjer han allerede her: »Et nyt Grundsyn
maa til«. Dette Grundsyn var netop Troen paa
en Udvikling, en Tro, som var vokset sammen
allerede med hans Ungdoms Kristendom, og
som nu hjalp ham til at gennemgaa Bruddet
med Kirkens Dogmer og med selve Troen paa
Biblens Autoritet uden noget Brud i hans
dybeste religiøse Liv: Selvhengivelsen til en
Verdensvillie, den højeste Form af Almenaand. Det
var for B., som om han atter tog Tjeneste hos
den guddommelige Verdensstyrer, fornyede sin
Pagt med en evig Fremgangsvillie, som
kundgjorde sig i Livshistoriens Aabenbaring, —
iberegnet Fortidens »hellige Skrifter«, med det
Forbehold, at disse var Stadier i en fremadskridende
Bevægelse. Gudsaabenbaringen syntes for
B. at blive uendelig meget videre og rigere end
før, men mere bevægelig, altid voksende. For
B., som for Tolstoj, blev det Menneskenes — de
gode Menneskers — Sag at aabenbare
Gudsvillien, ved at være Guds Arbejdsfolk paa
Jorden.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
