Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bjørnson, Bjørnstjerne, norsk Digter og Folkeleder (1832-1910)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i den ny politiske Partistrid og et ofte
knugende Tryk fra den strengt rettroende,
pietistisk farvede Teologi, som forkyndtes fra
Prædikestolene og fra Universitetets Katedre. B.
følte sig i denne Tid ofte uvel i Kristianialuften,
med dens »skarpe Nordenvind og tørre Kritik«.
Der var noget i hans djærve, »romsdalske«,
lyrisk fremstormende, stundom alt for
myndige Væsen, som irriterede Smaa- og
Storborgere i Hovedstaden. Der var Tider, da B.
tog sin Tilflugt til gode Venner paa Landet ell.
i et af Nabolandene for at digte sig frisk og
glad igen. For at kunne le af Hjertens Lyst,
i den af overgivent Livsmod straalende
Fortælling »Fiskerjenten«, besøgte han i Høsten
og Vinteren 1867—68 Kbhvn. I dette Værk,
hvor en stærk Kunstnernatur kæmper til to
Sider, med sin egen ubændige Livstrang og
med et lidet Samfunds Fordomme og Frygt, er
det, som om B. aander ud i fri Luft efter lang
Indestængthed. Han kan atter le, endog af
sig selv, og han kan synge. Humor og Lyrik
er de Vaaben, hvormed han værger sig mod
det omgivende Samfunds Suggestion og endog
gaar angrebsvis til Værks. Den dybe Forskel i
Temperament mellem B. og de ledende Kredse
i Kria har utvivlsomt forsinket Frembruddet af
de ny Nutidsdramaer (som »En Fallit«) og gjort
det fine lille Lystspil »De Nygifte« (1865)
spinklere, end det opr. var planlagt. Men den lange
Opdæmning af hans reformative Trang bidrog
til at fremmodne den stærke oppositionelle
Stemning, hvormed en stor Del af hans senere
Værker er ladet. Den overskyede Tid, hvori
Preussens ny Sejre 1866 og 1870 og i det Hele
Stormagternes vældige Vækst syntes at gøre de
smaa Stater stadig mindre, var dog ikke sjældent
oplyst af straalende Feststunder. Som naar
han henrev alle ved sine Foredrag over
Michelangelo og det Sixtinske Kapel, ell. ved en
Række af Festtaler (for Fædrelandet, 1864 og
1866, for Nordslesvigerne, for Fædrenes Minde).
Eller naar han for første Gang 1873 fik
Børnenes 17. Maj-Tog i Stand, som gød en
trefarvet Strøm af Smaaflag og en Jubel af
unge Stemmer ud over Byens Gader og Pladser
og for en Dag skyllede Byen ren for Smaasind
og sur Kritik. Eller naar han i private
Selskaber og i Studentersamfundet ved sin Tales
og Personligheds Magt forjog enhver anden
Stemning end den, han selv var fyldt af, og skabte
en uforglemmelig Feststund. Ingen nord. Mand
har vel haft en større Evne til at skabe en
fælles Feststemning i en stor ell. lille Kreds, og
til som Livskunstner at udfolde al den
Digterevne, han ikke fik Plads for i sin Poesi. Baade
hans stemningsvækkende og hans skikkelsedannende
Evne aabenbarede sig ikke mindst i
de to og et halvt Aar (Jan. 1865 til Juni 1867),
hvori han styrede »Chria Teater« paa Bankpladsen,
som nu var blevet en norsk Scene ved de fleste
danske Skuespilleres Udvandring, og hvor han
benyttede sin enestaaende Evne som Instruktør
til at legemliggøre Skikkelser fra alle Tiders
største dram. Digtning. Men p. Gr. a. en ret
ubetydelig Strid om Magtgrænser maatte han
gaa af som Teaterchef, kort efter at han var
kommet i fuld Gang; og alle Forhandlinger
strandede paa Kria Storborgeres Frygt for at
give denne farlige Mand en Magtstilling. Især
da han Marts 1866 ogsaa var blevet Redaktør
af »Norsk Folkeblad« og sammen med
Regeringsadvokat B. Dunker kastede sig ind i
den ny Unionsstrid. »Stemningen her oppe er
træt, sløv,« skriver han i et Brev fra Sommeren
1868. »Jeg ved ikke, hvad der bestandig er i
Vejen; men alle mine gode Haab synger for
mig nu som før; jeg tror paa dette Land og
dets store Kræfter«. Samme Aar udsendte han
en ny Fædrelandssang, »Jeg vil værge mit
Land«, og »Norsk Sømandssang«. I begge disse
Digte forherliger han Hverdagslivets Arbejde
og Kampe (»Her er et Folk i Krig for Livet
uafladelig«). I Fredens Yrke saa han den store
Kamp, som fra nu af skulde blive Genstand for
en ny Række Skuespil og Fortællinger. Sidst
i Maj 1870 udkom hans »Digte og Sange«,
samlede i Bogform, og i Septbr det episke Digt
»Arnljot Gelline«, som var paabegyndt 1860, en
Række Stemningsmalerier og Livsbilleder af
betagende Skønhed. Betegnende for B.’s Trang
til at renstemme sig selv midt i det ny Kampliv
er Tegningen af, hvorledes Arnljot vokser i
Livsglæde og Kraft, da han hengiver sig helt
til en uegennyttig Sag. Følelsen af, at man
vokser i Striden, er betegnende for B.’s
Kampglæde i denne Tid. Vistnok var han
tyndhudet og let at saare, men han havde et
fortrinligt Grohold. Det smertede ham dybt, da
hans Modstandere fejrede »De Unges Forbund«
af Henrik Ibsen som en Satire over B. og hans
Venner. Men han fik Oprejsning, da et
Ungdoms-Forbund kort efter valgte ham til
Formand i Studentersamfundet (med 102 mod 38
Stemmer) og efter en heftig Valgkamp genvalgte
ham Foraaret 1870 med 272 mod 252.
Hvor han optraadte, blev der folksomt. Han
samlede Mennesker omkr. sig baade til Bistand
og Modstand og tvang de Lunkne til at tage
Parti. Faa Mennesker har virket saa indbydende
paa Modstandere som B. Ligesom det Dyr, hvis
Navn han bærer, frembød han den højeste
Skudpræmie. Og kunde han ikke fældes, blottede
han ikke sjælden et svagt Punkt, hvor han
kunde saares. En Gang imellem rystede han
Pilene af sig og viste, at hans Humør ikke var
forgiftet (»Men som jeg staar her nu i Dag,
jeg har ej Hævn, jeg har ej Nag til nogen
Mand paa Jorden«). Denne lyse Grundstemning
kom for en stor Del af, at han hver Dag
kunde krybe ind i sit »Sneglehus«, hvor han
»blev Barn bl. Børn igen« og fandt hende,
»som lo, naar min Baad blev krænget, og blev
ej bleg under Uvejrshænget«. Han sang til
Hustruens og Barnets Pris og til sine gl. Forældre,
som nu (1869) flyttede ind til Kria. Sommeren
1869 besøgte han Nordland og Finmarken og
holdt 1871 og 1872 Foredrag i norske og sv.
Byer. I det sidstnævnte Aar afsluttede han
sin Ungdomsdigtning med Folkestykket »Sigurd
Jorsalfar« og en sidste Bondefortælling,
»Brudeslaatten«, hvor endnu en Gang Bøndernes
Elskov er skildret med uforlignelig Ynde. Et nyt
Motiv er den Brudeslaat, der som en Slægtsskæbne
følger fl. Ætled og binder dem sammen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
