Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bjergret er Lovgivningen om Ejendomsretten til Malme og nyttige Mineraler og om Driften af Bjergværk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
været skrevne efter en Forskrift, ligesom man
nu for Tiden har faste Mønsterudkast for
Koncessionsbetingelser. I Portugal har man været
saa heldig at finde Tavlerne fra Aljustrel, og
de indeholder netop en af disse Statutter, som
kunde bruges baade for Kobber- og Sølvgruber.
De er i højeste Grad interessante, da de giver
Prøver paa Bjergværksskikke under den rom.
Stat.
Grundtanken i disse Statutter er, at den, som
først sætter sig i Besiddelse af en Grube, ham
tilhører den paa det Vilkaar, at han betaler
en Afgift til Staten. Retten til Grubedriften er
stedsevarende. Man faar herved Vished for,
at Aarhundreders Erfaring har bragt romerske
Jurister til at realisere det, der altid har været
betragtet som Idealet for en god
Bjergværkslovgivning, nemlig: at give Driftsherren
paa samme Tid et godt Vederlag for hans
Anstrengelse og en varig Stilling i Ly af Statens Magt.
Ved Romerrigets Undergang var ingen anden
Bjergværkssædvane brugelig end den, som er
optegnet paa Tavlerne fra Aljustrel. Sædvanen
med Særstatutter var blevet alm. overalt. Paa
denne Maade blev da Bjergregalet og den fri
Skærperet hævdet, i alt Fald i Romerrigets
Provinser. Retten til at tage Gruben i Besiddelse
var det grundlæggende. Man fik en
stedsevarende Ejendomsret, som var arvelig.
Driftsherren var nødt til at udføre det, Statutterne
paalagde ham, og bl. dette var Forpligtelsen
til stadig Drift det væsentligste. Overfladeejeren
fik en Godtgørelse, som gik fra 1/9—1/2.
De Bjergværksordninger, som man finder
gældende i Middelalderen, stammer direkte fra
disse Statutter. De viser Staten som Herre og
Ejer af Bjergværksminefelterne, ikke
Grundejeren.
England. Det gamle rom. Bjergregale blev
ogsaa hævdet af de eng. Herskere, som
udvidede det til at gælde Brug af Skov og Ret
til Vand. Dette vakte en voksende Modstand
fra Grundejere og Parlament. Lidt efter lidt
blev derfor Kongens Regale indskrænket, saa
det paa Dronning Elisabeth’s Tid fastsattes, at
kun guld- og sølvholdig Malm skulde tilhøre
Kronen. Dette er fremdeles gældende Lov i
England. Bortset herfra tilhører alle
Bjergværksmineraler i England Grundejeren. Som
Herre over alle Have og Strandbredden mellem
Høj- og Lavvande har Kronen ogsaa Retten
til de værdifulde Jordskatte, som bliver fundne
under Søen og denne Strandbred. Denne eng.
Opfattelse er vandret over Havet til
Nordamerikas Forenede Stater, hvor
ogsaa Guld- og Sølvmalm følger Grundreglen.
Frankrig. Her har fra de ældste Tider
Kongens Bjergregale været hævdet. Ved
Revolutionen var det naturligt, at den
konstituerende Forsamling havde sin Opmærksomhed
rettet paa den Nationalrigdom, som ligger i
Bjergværkerne. Skønt ogsaa i denne Sag, som
overalt ellers paa denne Tid, den fysiokratiske
Retning gjorde sig gældende, som maatte fordre,
at Malm og nyttige Mineraler hører til Grunden,
vedtog Nationalforsamlingen, hvor især Mirabeau’s
Tale 27. Marts 1791 gjorde Udslaget, dog
at hævde den Retsopfattelse, at
Bjergværksmineralerne staar til Nationens Raadighed.
Dette Princip er ogsaa opretholdt i den
nugældende Lov af 1810, som især lægger Vægt
paa, at det er Hensynet til Almenvellet, der
er det afgørende ved Overdragelsen af
Bjergværksrettigheder, ikke Statens finansielle
Fordele. Paa samme Princip er Belgiens, Hollands,
Luxembourgs og Grækenlands Bjerglove byggede.
Tyskland. Som før nævnt har det været
omtvistet, hvorledes Bjergregalet, Skærperetten
og Førstefinderretten er opstaaet her. Den
rigtige Opfattelse er sikkert den, at de tyske
Bjergværker lige fra Beg. af var regale.
Allerede Sachenspiegel siger, at alle Bjergværksskatte,
som ligger dybere i Jorden, end Ploven
gaar, tilhører Landsherren. Imidlertid opstod
der Strid mellem Kejser og Feudalherrer om,
hvem Bjergregalet tilhørte. Denne Strid fik
sin Afslutning ved Kejser Karl IV’s »gyldne
Bulle«, hvorved Regalrettigheden tilfaldt
Feudalherrerne. Tysklands Regalherrer gjorde sig
deres Bjergregale nyttigt paa den Maade, at
de i egen velforstaaede Interesse tillod enhver
at søge efter Bjergværksmineraler. Finderen
blev stillet i Udsigt at faa et vist Grubefelt,
som han, hvis han ikke vilde tabe sin Ret,
kunde drive mod Afgifter, under Opsigt og uden
Afbrydelse. Paa denne Maade blev der skrevet
en hel Del Bjerganordninger, som er
overensstemmende i, at Bjergværkerne tilhører
Regalherren. Denne tilsiger Førstefinderen
Forlening, men dette kun i egen Interesse,
for at Folk skal faa Lyst til at skærpe.
Afgifterne er sat saa højt, at Bjergværksdriveren
vanskeligt vil faa sit Arbejde betalt. Og
alt dette giver Regalherren paa en saadan
Maade, at han fremdeles er Grubernes sande
Ejer. De tyske Bjergmænd tog nu deres
hjemmevante Bjergskikke med til de Kolonier, som
de efterhaanden stiftede i deres Nabolag. Her
blev deres Sædvaner optegnede og dannede
Grundlaget for disse Landes Bjergværkslove.
Disse Bjergværksordninger var særegne for de
enkelte Landsdele ligesom i Tyskland. Og da
senere hen de tyske Bjergmænd blev indkaldte
til Norden, fik ogsaa der de tyske
Bjergværksanordninger Indpas; saaledes blev 1539
Annaberg-Loven direkte overført paa Bjergværker
i Norge.
Da dette Land i ældre Tid ikke har haft
nogen videre Bjergværksdrift, idet denne
nærmest var indskrænket til den saakaldte
Jernblástr — Udvinding af Jern og Myremalm
— saa har der heller ikke eksisteret nogen
Bestemmelse om Retten til Ertserne. Imidlertid
ses af Retterboden for Østerdalen af Haakon
Magnussøn, at Myremalmindvindingen var fri
ikke alene for Bygdens Folk, men ogsaa for
andre, som maatte komme for at vinde Jern.
Teorien om Bjergregalet er dog hævdet af
Dronning Margrethe, som i en Instruks, givet
til Erik af Pommern i Anledning af hans Rejse
til Norge, fremsætter den Mening, at hverken
Grundejer ell. Finder har Ret til Ertserne, men
kun Kronen, og hun giver til Kende at ville
benytte sin Ret, idet hun advarer ham mod
at give nogen Tilladelse til Bjergværksanlæg,
da han saaledes kommer til at drage Malmen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
