Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Billedhuggerkunst, (hertil 10 Tavler »Billedhuggerkunst«)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
(Vatikanet) og »den farnesiske Tyregruppe«
(Neapel), begge udmærkede ved gribende dram.
Liv, rigt fysiognomisk Udtryk og virtuosmæssig
Udførelse. I Pergamon blomstrede i 3. og 2.
Aarh. en Billedhugger skole, der endnu bares
af det gamle Grækenlands Aand; Vidnesbyrd
herom er Enkeltfigurer som »den døende
Galler« (Kapitolium), »Gallergruppen« (Villa
Ludovisi) samt den store Samling af Alterrelieffer,
der i de senere Aar er førte fra Pergamon til
Berlin. Fra samme Tidsalder og maaske ogsaa
fra samme Skole stammer Originalen til den
»belvederiske Apollon« (se Apollon), medens
andre navnkundige Værker som Kleomenes’
»medicæiske Venus« (Uffizierne), den »belvederiske
Torso« (Vatikanet) og den »farnesiske Herakles«
(Neapel) tilhører den saak. »nyattiske Skole«, som
forplantedes til Rom under de første Kejsere.
— Ret ejendommelige Billedværker er
efterladte os af de gl. Etruskere; de vidner dog
gennemgaaende mere om tekn. Dygtighed end
om ideel Stræben ell. aandfuld Naturopfattelse.
Mest arbejdede de i brændt Ler og i Bronze;
bl. de bevarede Værker, der i Reglen bærer
Præg af orientalsk Indflydelse, er de mærkeligste
»Ulvinden« i det kapitolinske Museum,
»Drengen med Gaasen« (Leyden) og Statuen af
en Taler Uffizierne), der, med sin tydelige
Stræben efter Portrætlighed, kan betragtes som
et Forbillede for de rom. Billedstøtter af lgn. Art.
— Den romerske B. er i alt væsentlig en
Genklang af den græske, ell. rettere, B. dyrkes
i det antikke Rom saa godt som udelukkende
af indvandrede helleniske Mestre; saadanne
skyldes ikke blot de tidligere nævnte Statuer af
»nyattisk Skole«, men ogsaa mangfoldige andre
berømte Værker, som »den sovende Ariadne«
og »Nilgruppen« i Vatikanet, fl. Fauner og
Kentaurer, »Amor og Psyke« paa Kapitolium,
»Merope og Aipytos« i Villa Ludovisi, »Diana« i
Versailles, den kapitolinske og fl. Venusstatuer,
den borghesiske Fægter i Louvre, Antinoosstatuerne
og de to kolossale Dioskurer paa Monte
Cavallo. Størst Selvstændighed giver sig til
Kende i de historiske Relieffer paa Sejrssøjler
og Triumfbuer o. s. v., hvor man træffer en
Forening af realistisk Fremstillingskunst og
illustrerende Evne, hvortil Hellenerne ikke kendte
noget tilsvarende, samt i Portrætterne. I mange
af disse, saaledes i Vatikanets Augustusstatue
og den dejlig draperede »Pudicitia«, i den
siddende Agrippina, i fl. Rytterstatuer og i en
Mangfoldighed af Buster er der en prægtig
plastisk Holdning og den mest slaaende Karakteristik.
Paa adskillige Sarkofager findes
genialt komponerede og aandfulde Relieffer i
glimrende Udførelse, saaledes paa »den
Casali’ske Sarkofag« i Kbhvn’s Glyptotek.
— Kristendommens Indførelse i
Europas sydlige Lande medfører et foreløbigt
Kunstens Forfald, og ikke mindst tydelig viser dette
sig paa Skulpturens Omraade, først og fremmest,
fordi Oldkirkens Had til »denne Verden«,
til »Kødet«, afskærer fra alt Naturstudium. I
enkelte Arbejder, saaledes i nogle Sarkofagrelieffer
— mærkelig er især Junius Bassus’ fra
359 — og i Bronzestatuen af Apostlen Petrus,
Peterskirken, 5. Aarh., spores endnu en frugtbar
Eftervirkning af antik Kunst; men snart ophører
denne at gøre sig gældende, og de Figurfremstillinger,
der træffes, bliver mere og mere
konventionelle, stive, formløse, fattige paa
Udtryk. Den byzantinske Kunst, der ydede saa
meget interessant i Bygningsværker, i Malerier
og især i Mosaikker, syslede kun lidet med
plastiske Fremstillinger; vel vides det, at der
udførtes Kejserstatuer — Konstantin den Store,
Theodosius og Justinianus —, men disse er
forsvundne, og hvad man kender af byzantinsk
B., er, uden for det monumentale, mest
Relieffer, skaarne i Elfenben med en vis manuel
Færdighed, men udtryksløse og klodsede. »Den
gamle Pan er død«; først da de germanske
Stammer er komne til Ro efter den store
Folkevandring vaagner der atter en Aand, der kan
blæse nyt Liv ogsaa i Stenen.
— I den romanske Kunstperiode staar B.
næsten udelukkende — det viser baade Emnerne
og Anvendelsen — i Kirkens Tjeneste og optræder
som oftest afhængig af Arkitekturen;
Formerne laanes fra Antikken, men fuldt ud at
forstaa denne mægter Kunstnerne ikke, fordi de
ikke forstaar Naturen; Figurerne er gennemgaaende
uden Individualitet, slet bevægede og
urigtig proportionerede; ikke sjælden kan de dog
gøre Virkning ved et vist Præg af Inderlighed
ell. af alvorsfuld Højhed. De betydeligste tyske
Skulpturer fra denne Tid er Bronzearbejder,
saaledes de Biskop Bernward tilskrevne
Domkirkedøre i Hildesheim med deres 16 bibelske
Relieffer; dog findes der ogsaa mærkelige
Arbejder i Sten, som den gyldne Port i Freiberg,
Prædikestolen og Alteret i Wechselling og det
kolossale Relief af »Korsnedtagelsen« paa en
Klippe ved Horn i Westfalen (»Die Extersteine«).
Liège har i Kirken St Bartélemy et
meget interessant Døbefad, baaret af 12 støbte
Bronzefigurer; paa franske Kirker — Paris,
Amiens, Chartres o. s. v. — findes ofte en
Rigdom af ejendommelig romansk Stenskulptur.
I Italien tog med 13. Aarh.’s Beg. B. et mægtigt
Opsving, væsentlig ved en enkelt Mester,
Niccolo Pisano, den geniale Forløber for den
Kunstens »Renaissance«, der fuldbyrdedes i 15.
og 16. Aarh.; i hans Værker finder vi en
Forstaaelse af Antikken, hvortil den tidligere
kristelige Kunst ikke har noget tilsvarende, og
tillige en saa kraftig Naturopfattelse, en saa
frisk Fantasiudvikling som hos ingen af
Periodens Mestre. Hans Hovedværker er pragtfulde
Prædikestole i Pisa og Siena. Udmærkede
Efterfølgere fik han i Arnolfo di Cambio
og Fra Guglielmo d’Agnolo.
— Gotikkens B., gaar, ligesom den
romanske Periodes, fornemmelig ud paa at pryde
Kirkernes Façader, deres Indre, Altere og
Prædikestole med Statuer og Relieffer. Efterhaanden
gør den sig fri for Antikkens Indflydelse,
lægger mere an paa at give den personlige
Stemning Udtryk og at frembringe noget
patetisk bevægende; endelig slaar Skolen, i sin
Stræben efter Ynde og stærkt Følelsesudtryk,
over i Sentimentalitet, Stillingerne bliver
vredne, Forholdene vilkaarlige, i Reglen for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
