Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Billedhuggerkunst, (hertil 10 Tavler »Billedhuggerkunst«)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
lige saa mægtige Zeusbillede til Olympia med
det vidunderligt gribende Udtryk af guddommelig
Majestæt, hvoraf vel noget er bevaret i
senere Efterligninger — paa en Mønt fra Elis
og i den kolossale Buste, der under Navn af
»Zeus fra Otricoli« findes i Vatikanet. — Af de
Marmorværker, hvormed fra 447 til 432 Feidias’
Lærlinge og Medhjælpere, under Mesterens
Ledelse, vel ogsaa efter hans Udkast, smykkede
Parthenon, er en Mængde bevaret, om end i
meget medtagen Tilstand; noget findes endnu
i Athen, enkelte Fragmenter i Kbhvn, Hovedmassen
i British Museum. I Templets Østgavl
var fremstillet »Athena’s første Optræden
mellem Guderne«, i Vestgavlen hendes »Væddestrid
med Poseidon«. De 92 Metopetavler viste
Kampe mellem Kentaurer og Lapither i højt
Relief, den omtr. 164 m lange, i lavere Relief
udførte Frise, der løb om Tempelcellaens Mur,
Panatheriæerfesten med dens Ofringer og
prægtige Optog. — Til Feidias slutter sig en Mængde
fremragende Billedhuggere som Metalarbejdere
ell. Disciple, deriblandt Alkamenes og
Paionios. Den gr. Forf. Pausanias tilskriver disse
to Udførelsen af Tempelskulpturerne i Olympia.
Denne Efterretning er dog urigtig: Templet i
Olympia blev fuldendt, før der blev begyndt paa
Opførelsen af Parthenon; ogsaa Kunststilen
viser, at de olympiske Skulpturer tilhører en
noget ældre Tid. Disse Værker er af glimrende
dekorativ og dramatisk Virkning, men bærer
Enkelthederne mere Præg af udmærket
Skole end af en Mesters fintfølende Haand.
For øvrigt maa man, naar man dømmer
om Virkningen og Værdien af disse Kunstværker,
ikke lade ude af Betragtning, at de,
som vel alle græske Tempelgrupper og
Relieffer, opr. har været polykrome; hvorledes Farven
har hævet dem og dækket over, hvad der nu
fremtræder som Mangler, derom kan man
nutildags næppe gøre sig nogen ret Forestilling.
— Som fremragende attiske Skulpturer fra
Slutn. af 5. Aarh. maa endnu nævnes de 6
Karyatider fra Sydhallen paa Erechteion samt
Reliefferne paa Nike Apteros’ Tempel. Den
berømte Afrodite fra Melos (Milo) (se Afrodite)
maa henføres til en senere Tid.
Skolen i Argos røber i sine Frembringelser
mindre Idealitet end den attiske og sysler, i
Sammenhæng hermed, ikke saa meget med
religiøse Emner; med særlig Forkærlighed
skaber den Atletstatuer — mest i Bronze — og
lægger i disse Hovedvægten paa den skønne og
korrekte Gennemførelse af Legemsformerne.
Dens ypperste Mester er Polykleitos;
denne fastslog som Kunstteoretiker et bestemt
Skema for det skønne Menneskelegemes
Proportioner og virkeliggjorde, i alt Fald i en
enkelt Statue, den saakaldte »Kanon«, dette sit
Ideal; i flere Værker fra en noget senere Tid
tror man at eje Kopier af Polykleitos’ Figurer,
saaledes af hans »Diadumenos«, Ynglingen, der
lægger Sejrsbindet om Panden (British Museum).
Mellem hans øvrige Værker nævnes en Doryforos
ell. Lansebærer, en Apoxyomenos og
endelig hans kolossale kryselefantine Herabillede i
Argos, hvis Hoved er gengivet paa Byens Mønter.
Den græske B.’s her omtalte første
Blomstringsperiode regner man fra omtr. 470—400;
den anden strækker sig gennem største Delen
af 4. Aarh. Medens Kunsten hidtil væsentlig
havde staaet i Statens og de religiøse Formaals
Tjeneste, blev det nu mest Privatmænd, der
støttede den. Samtidig med, at Marmoret afløste
Bronzen som Yndlingsmateriale for Statuerne,
veg den store og alvorsfulde Stil delvis for en
mere populær; hvad der tabtes i Grandiositet
og Enfold, erstattedes ved Emnernes
Mangfoldighed, ved en større Rigdom paa
menneskelig Stemning og ved mere illuderende
Formbehandling. Man vedblev at tage sine Emner
fra Mytologien; men de yngre Guder, Afrodite,
Eros, Apollon, Dionysos, traadte i Forgrunden
i samme Forhold, som Driften til at skildre det
overvejende yndefulde, det lettere, muntrere,
lidenskabelig bevægede voksede. Tidsalderens
største attiske Mestre var Skopas og
Praxiteles. Den førstnævnte yndede Fremstillingen
af Figurer i stærk legemlig og sjælelig
Bevægelse; berømt var især hans »kitharaspillende
Apollon«, der antages at være gengivet i en
Statue i Vatikanet. Skopas skyldes ogsaa
Billedværkerne paa Mausoleet i Halikarnassos,
Originalerne til den vel kendte Niobegruppe
(Uffizierne i Firenze) enten ham ell. Praxiteles.
Denne tolkede helst de ganske unge og de
kvindelige Guddommes Skønhed, saaledes ofte den
nøgne Afrodite; hans »knidiske Afrodite« blev
Forbilledet for saa godt som alle senere Statuer
af Gudinden (se Afrodite); for Kopier efter
ham anses »Den hvilende Satyr« i
Kapitoliemuseet, »Firbendræberen« og det skønne
Eroshoved i Vatikanet samt adskillige andre
Ynglingefigurer, udmærkede ved den fineste,
drømmende ell. smægtende Ynde og ved
overordentlig Blødhed og Elegance i Formerne. Et
originalt Hovedværk af Praxiteles er bevaret i den
1877 i Olympia genfundne »Hermes med
Bacchusbarnet«. I Tiden efter den peloponnesiske
Krig er det først, den græske B. giver sig ind
paa den egl. Portrætering. Det mest glimrende
Eksempel paa antik Portrætkunst er vel
Lateran-Museets Sofoklesstatue; paa dette Omraade
er Argiveren Lysippos den mest ansete Mester;
til Orignaler af ham henføres de fleste kendte
Billeder af Alexander den Store. Desuden
udførte han en Mængde til Dels kolossale
Gudebilleder samt Atletfigurer, deriblandt
»Skraberen«, hvoraf en Kopi findes i Vatikanet.
Genreagtige Emner begyndte ogsaa at interessere;
nævnes kan her de fine smaa Lerfigurer fra
Tanagra.
Efter Alexander den Store’s Tid indtræder et
Forfald, der viser sig paa mangfoldig Maade:
i St f. ved storladen Simpelhed ell. ved kraftig
Idealisering søger man nu at virke ved
Arbejdernes kolossale Omfang, den rene Skønhed
viger for indsmigrende Elegance, Udtrykkets
Adel og Ro for det øjeblikkelig, det pikant
virkende. Højest staar Kunsten i denne Periode
— fra Alexander’s Død til Grækenlands
Indtagelse af Romerne — paa Rhodos og i
Pergamon. Skolen paa Rhodos frembragte to af
Oldtidens navnkundigste Værker, »Laokoonsgruppen«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
