Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Billedbibel - Billeddyrkelse - Billede (psyk.) - Billede, det poetiske. Digteren taler i B., Metaforer, Lignelser og Symboler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
at faa Tidens første Kunstnere til at illustrere;
størst Udbredelse i 16. Aarh. vandt Holbein
den Yngres og Tob. Stimmer’s Bibelillustrationer;
ogsaa Cranach, Altdorfer, H. S. Beham,
A. Woensam og J. Amman virkede i
samme Retning; Christian III’s »Biblia« (Kbhvn
1550) har Træsnit, der tilskrives J. Binck. Fra
Slutn. af 16. Aarh., da Træsnittet fortrængtes
af Kobberstikket, blev B. sjældnere, men med
hints Genfødelse er B. atter blevne almindeligere;
de mest bekendte er I. Schnorr’s »Bibel
in Bildern« (Wigand, Leipzig); Cassell’s
lllustrated family-bible og særlig G. Doré’s la
Bible (Paris 1866); de sidste udgivne henh. i
Norge og Danmark som »Illustreret Familie-Bibel«
(1882—85) med c. 900 og »Bibelen i
Billeder« (1878), senere med Tekst ved Vilh.
Beck, med 230 Illustrationer (4. Udg. 1914).
Bl. fl. danske B. bør nævnes »Bibelen« ved C.
H. Kalkar (1845—47) med Staalstik;
»Billed-Bibelen« (efter Bibeludgave 1871) (1873—75)
med Litografier og Træsnit; »Børnenes B.« ved
C. Bredsdorff (1876) samt »Illustreret Husbibel«
(1893) med geogr. og kulturhistoriske
Illustrationer; Det ny Test. i Skat-Rørdam’s
Oversættelse med Gengivelse af Carl Bloch’s bib.
Billeder fra Bedestolen i Frederiksborg
Slotskirke (1898). (Litt.: Muther, »Die älteste
deutsche Bilderbibeln« [München 1883]).
(A. Ls.). A. R.
Billeddyrkelse. I Hedenskabet er B. den
alm. Form for Gudsdyrkelse. Zoroaster forbød
Billederne, Muhammed ligesaa, og Mose Lovs
Forbud (2. Moseb. 20, 4) mod at gøre noget
skaaret Billede af det i Himmel og paa Jord er
kendt. I Kampen mod Hedningernes Dyrkelse
af det Skabte i St f. Skaberen overtog de første
Kristne Jødernes Sky for Billeder; men allerede
i 2. Aarh. finder vi i Katakomberne billedlige
Fremstillinger. Først betegnedes Kristus ved
Symboler (Α [Alfa] og Ω [Omega]), X og P,
Korset, Fisken (ιχθυς) o. fl., derpaa fremstilledes
han allegorisk især som den gode Hyrde; men
i 4. Aarh. gik man over fra Symbolik til hist.
Realisme, og der fremkom Billeder, som man
tillagde Portrætlighed og Samtidighed med
Kristus (Billedet af Lukas, Abgarbilledet, Veronica’s
Svededug). Gud Fader fremstilles endnu kun
symbolsk (ved en Haand ell. en Arm, der
strækkes ud af en Sky), ligesaa Helligaanden (Duen).
Meget tidlig finder vi Billeder af Jomfru Maria
og Apostlene (i Priskilla’s Katakombe findes et
Billede af Maria med Jesusbarnet fra 2. Aarh.).
Hermed var Vejen banet for den kristelige
Kunst. Fl. Kirkelærere gjorde Indsigelse mod
Billederne, og den sp. Synode i Elvira (306)
forbød Billeder i Kirkerne. I Slutn. af
Oldkirken, især efter at Barbarerne begyndte at
kristnes, syntes nogle Steder den hedenske B.
at skulle gaa igen paa kristelig Grund, hvorfor
en Biskop i Massilia fjernede alle Billederne
fra Kirkerne i sit Stift. Gregor den Store roste
Biskoppens gudelige Iver, men udtalte, at
Billederne burde blive i Kirkerne, »for at de, der
ikke kender Bogstaverne, paa Væggene kan læse
det, som de ikke kan læse i Bøgerne«. Denne
Opfattelse af Billederne som en Fattigmandsbibel
(Biblia pauperum) blev den gængse i
Vesterleden. I Østerlejden gik Ærbødigheden for
Billeder af de hellige Personer over til B. (man
skrabede Malingen af dem for dermed at gøre
Underkure, man bad dem til Fadder), hvilket
førte til Billedstriden (s. d.), hvis Udgang blev
Bestemmelserne paa Synoden i Nikæa (787):
Billederne (hvorved kun forstodes Malerier;
Plastikken er siden da forbudt i den gr. Kirke
som hedensk Kunst) skal æres med Kys og
Knæfald (προσκύνησις), men maa ikke dyrkes
(λατρεία). Denne Bestemmelse godkendtes af
den rom. Kirke, hvorimod den frankiske paa
Synoderne i Frankfurt (794) og i Paris (825)
forkastede den, idet den kun vilde tilstede
Billederne Plads i Kirken som Prydelser og
som Mindesmærker. Imidlertid fik Nikæamødets
Bestemmelse alm. Gyldighed, men gennem hele
Middelalderen gik en Opposition mod Billederne
p. Gr. a. deres Misbrug; thi trods Forbudet mod
at dyrke dem førte (og fører) Bestemmelsen
om Kys og Knæfald (Tilbedelse) hyppig over til
Dyrkelse. Reformatorerne vendte sig derfor
skarpt her imod, og Reformationshistorien
melder om mangen en Billedstorm. De Reformerte
forbød helt Billeder i Kirkerne, Luther vilde,
at de skulde beholdes til Prydelse og
Oplysning for de Uvidende, og Romerkirken
stadfæstede i Trident Nikæamødets Bestemmelser.
L. M.
Billede (psyk.) er i snævrere Forstand
kun den Sanseiagttagelse, der fremkaldes
gennem Synssansen, men bruges ogsaa overført og
i videre Forstand om alle Forestillinger, der
kan betragtes som Afbildninger af Sanseiagttagelser.
Man taler saaledes om reproducerede
B., Erindringsbilleder, ikke blot af
Synsiagttagelser, men ogsaa af alle andre
Sanseiagttagelser, for saa vidt det reproducerede har
samme Fornemmelsesindhold som selve
Iagttagelsen. Saaledes er f. Eks. reproducerede
Bevægelsesfornemmelser et Erindringsbillede af
en Bevægelse, hvorimod et Synsbillede af den
udførte Bevægelse kun er en Forestilling, ikke
et B. af Bevægelsesfornemmelsen.
Alfr. L.
Billede, det poetiske. Digteren taler i
B., Metaforer, Lignelser og Symboler, der har
deres Rod i Fantasien som uvilkaarlig
sammenlignende og i Menneskets Tilbøjelighed til
at antropomorfisere. Under Følelsens og
Sindsbevægelsens Højtryk bliver Fantasien mere
livlig og bevægelig; er en anskuelig Forestilling
fremme for Digterens Fantasi, fremdrager den
ad Lighedsassociationens Vej en Mængde lgn.,
der sættes i Stedet for den opr., hvis de er
skønnere, stærkere og mere livlige, og
Stemningen ell. Følelsen uddybes ved saaledes i
fantasirig Vekslen at hvile paa Forestillinger,
der kredser om den samme Følelse ell. giver
den et nyt Leje. Det ægte poetiske B. er
derfor ikke en ydre Pynt, men et nødvendigt
Formudtryk for Digterens Følelse og ved
Siden af Sprog og Ordvalg, Retorik, Rytme og
Rim et af Poesiens betydningsfulde Virkemidler.
Den æstetiske Virkning er overordentlig. Idet
en Genstand belyses ved et lykkeligt B., bliver
vort Forestillingsliv rigere: vi faar to Forestillinger
ell. Forestillingsrækker i St f. een, og
Bevidstheden gaar sammenlignende fra den ene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
