Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bevis i jur. (processuel) Forstand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
selv under Hovedforhandlingen for Juryen kan
han af Rettens Præsident underkastes et
ligefremt Forhør.
Den ny tyske »Strafprocessordnung« af 1877
gennemfører derimod Anklageprincippets
Hovedtanke, hvorved Sigtede er en Anklageren
ligestillet Part. Vel kan der saavel under
Forundersøgelsen som under Hovedforhandlingen
rettes Spørgsmaal til Sigtede, men han har
ingen Retspligt til at svare derpaa, og der kan
i Tilfælde af Vægring ikke anvendes
Tvangsmidler af nogen Art mod ham. Paa samme
Maade er Forholdet ogsaa ordnet ved den
norske Straffeproceslov af 1887. Den
danske Retsplejelov af 26. Marts 1909 — der dog
som alt nævnt ej er traadt i Kraft — bygger
ogsaa tilsyneladende paa Anklageprincippet,
men gennemfører det paa meget ufyldestgørende
Maade.
Den moderne engelske Straffeproces
endelig gennemfører Princippet om, at ingen er
pligtig at anklage sig selv, til den yderste
Konsekvens. Under Forundersøgelsen bliver det
udtrykkelig betydet den Sigtede, at han ikke
er pligtig at sige noget som helst, og at, hvad
han siger, vil blive nedskrevet og brugt som
B. imod ham. Og under Hovedforhandlingen
kan han faa Ordet, om han ønsker det,
hvorimod det ikke er tilladt at rette Spørgsmaal til
ham, med mindre han selv ønsker at lade sig
føre som Vidne fra Forsvarets Side. Adgang
hertil er nemlig efter nordamer. Forbillede
indrømmet ham ved the Criminal evidence act af
1898.
Hvad Fremgangsmaaden ved Bevisførelsen
(Beweisverfahren) angaar, da
beror denne først og fremmest paa de alm.
Maksimer, der behersker den Procesform,
hvorunder B. optages. Hvor, som i den nugældende
danske Proces og i den norske
Civilproces, Skriftlighedsprincippet i det hele gælder,
vil alt Bevismateriale være at bringe i skriftlig
Form, hvad enten dette nu sker gennem
særlige for Retten fremlagte Dokumenter ell.
gennem Tilførsler til Protokollen af Parters,
Vidners ell. Syns- og Skønsmænds Udsagn ell. af
Dommerens egne Iagttagelser. Da det derhos
er den gældende danske og for Civilprocessens
Vedkommende ogsaa den norske Rets
Hovedregel, at ingen er pligtig at vidne uden for sit
Hjemting, vil det let ske, at end ikke den
Dommer, der i første Instans paakender Sagen,
personlig ser noget til Vidnerne, men maa
dømme efter en Udskrift af den til Retsprotokollen
i deres egen Jurisdiktion afgivne
Forklaring. Endvidere er at fremhæve, at, medens
det naturligvis i Kriminalprocessen er det
Offentliges Sag at sørge for fuldstændige Oplysninger
om Sigtedes Skyld, inden der kan være
Tale om at dømme ham, er derimod i den
gældende almindelige danske og norske
Civilproces Forhandlingsmaksimen (s. d.)
gennemført i saa høj Grad, at det fuldstændig er
overladt Parterne selv at sørge for den hele
Bevisførelse. De kan som Regel hos Dommeren
hverken faa Afgørelse ell. blot Anvisning m. H.
t., hvad det er nødvendigt at bevise, hvem
Bevisbyrden paahviler, hvordan B. bedst skal
føres, ell. hvorvidt et ført B. er tilstrækkeligt.
De maa handle paa egen Risiko og tage
Følgerne, om Dommeren i sin Dom skulde statuere,
at noget af dem i saa Henseende er forsømt.
I denne sidste Henseende adskiller svensk
Proces sig fra dansk, idet man i Sverige endnu
i ikke ringe Grad har bevaret Princippet fra
de gamle Landslove, hvorefter det altid var
Dommerens Pligt ex officio at sørge for, at en
Proces kom til at foreligge tilstrækkelig oplyst.
Hvad dernæst det i dansk Ret fulgte
Skriftlighedsprincip angaar, da har det sin
stærkeste Modsætning i den engelske Proces’
overordentlig stærkt udviklede Mundtligheds- og
Umiddelbarhedsprincip: saa vidt det overhovedet
er muligt, skal alt Bevismateriale bringes
frem direkte for den Dommer ell. Jury, der
skal afgøre Sagen. Folk bliver derfor ofte nødt
til at rejse fra den ene Ende af England til
den anden for at møde som Vidner, ligesom
alle de Genstande, der kan tjene til Oplysning
under Sagen, saa vidt blot muligt, bringes op
i Retten, og hvis Sagkyndiges Erklæringer
desangaaende er nødvendige, tilvejebringes disse
regelmæssigt ved, at de Sagkyndige møder som
Vidner i Retten og afgiver mundtlig Forklaring
med Tingen for Øje.
Ved Juryinstitutionens og andre eng.
Procesinstitutioners Overførelse til Fastlandet er ogsaa
Umiddelbarhedsprincippet blevet optaget i de
fleste europ. Lovgivninger. Dog gennemføres
det sjælden i samme Grad som i England, idet
det tværtimod dels af Hensyn til at spare
Vidner lange Rejser ell. Parterne store Udgifter
tillades at føre B. ved den lokale Underret, dels
af Hensyn til at spare kollegialt sammensatte
Retter Tid overlades til en enkelt Dommer at
forestaa Bevisførelsen og derefter referere dens
Resultater for den samlede Ret. Begge de
nævnte Afvigelser er saaledes hjemlede saavel
i den tyske »Civilprocessordnung« § 340 som
i den franske Code de procédure civile, art. 255,
og bruges i stort Omfang i Praksis. I den
internationale Domstol i Ægypten, der i det
hele følger fr. Ret, er det altid Brug, at
Vidnerne føres for en enkelt Dommer. Ogsaa den
danske Retsplejelov af 26. Marts 1909
gennemfører Umiddelbarhedsprincippet, men langtfra
ubetinget. Om Bevisførelsens Forhold til
Appelinstitutionen, se Appel.
Endnu bemærkes, at ved et Hovedbevis
forstaas undertiden det af Sagsøgeren førte B.,
medens det af Indstævnte m. H. t. særlige af
ham gjorte Indsigelser førte B. benævnes
Eksceptionsbevis. Rigtigere er det dog at
sætte Begrebet Hovedbevis i Forhold til
Reglerne om Bevisbyrden, saaledes at der ved
Hovedbeviset forstaas det B., der føres af den
Part, hvem Bevisbyrden m. H. t. det paagældende
Punkt paahviler, hvad enten det nu er
Sagsøgeren ell. Sagvolderen. Det omfatter
herefter ogsaa Eksceptionsbeviset. Modbevis
(reprobatio) bliver da Betegnelsen for det selve
Bevisgenstanden vedrørende B., der af den ikke
bevispligtige Part føres for at bevise Urigtigheden
af, hvad der ved Hovedbeviset er søgt
godtgjort; medens man ved uegentligt
Modbevis forstaar det B., der ikke oplyser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
