Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bevis i jur. (processuel) Forstand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Dommeren pligtig til at anse det paagældende
Punkt for bevist, selv om han i Virkeligheden
slet ikke føler sig overbevist om Rigtigheden af
deres Forklaring. Paa den anden Side er han
ikke berettiget til at tage et enkelt Vidnes
Forklaring for fuldt B., selv om han p. Gr. a. dette
Vidnes Karakter og dets Forklarings
overordentlige Sikkerhed og logiske Nøjagtighed er
fuldstændig overbevist om Rigtigheden deraf.
Videre er Dommen bundet ved en paa lovlig
Maade optaget Syns- og Skønsforretning ang.
Forhold, som Dommeren mangler speciel
Sagkundskab til at bedømme, saa længe en saadan
ikke er omstødt ved Oversyn ell. Overskøn.
Endelig kan Dommeren være nødt til at
tilstede den Part, der til Støtte for sit
Anbringende kan føre eet Vidne ell. tilvejebringe et
i Klasse dermed staaende B., Adgang til at
forlange Benægtelsesed af Modparten og maa,
hvis saadan ikke aflægges, anse Vedk.’s
Anbringende for bevist.
Hvorvel nu en saadan Lovbinden af
Bevisbedømmelsen gennem faste, ufravigelige Regler
kan have sin Værdi paa mere primitive Stadier,
hvor det endnu gælder om at værge
Retfærdigheden mod Vilkaarlighed, Partiskhed ell.
Ukyndighed fra Dommernes Side, er det paa
den anden Side klart, at, hvor Dommerne er
indsigtsfulde Folk, til hvem der næres Tillid,
vil det tjene den materielle Retfærdighed bedst
at stille dem frit og ganske overlade
Bevisbedømmelsen til deres Skøn over det enkelte
Tilfælde.
I nyere Tid er da ogsaa, bl. a. under
Indflydelse af Beccario’s, Bentham’s og Endemann’s
Skr en fri Bevisteori gennemført de fleste
Steder, saaledes baade i fr., eng. og tysk Ret, men
dog kun med visse Modifikationer. Hvad særlig
fransk Ret angaar, maa saaledes fremhæves,
at den i Alm. udelukker Vidnebevis i civile
Sager, der angaar mere end 150 frc. Denne
Regel, hvorfra der dog gøres betydelige
Undtagelser (bl. a. gælder den ikke i
Handelssager), er imidlertid af fr. Ret opfattet mere
som en civilretlig end som en processuel; den
har da ogsaa sin Plads i Code civil (art. 1341)
og ikke i Code de procédure civile. Dens
Formaal er at bidrage til Undgaaelse ell. i alt
Fald Simplifikation af Processer ved at tvinge
Folk til i vigtigere Sager at skaffe sig skriftligt B.
Hvad engelsk Ret angaar, da kræver den
til Gyldigheden af en Række vigtige
Retshandler Iagttagelse af en bestemt skriftlig Form.
Derhos opstiller den som alm. processuel Regel,
at der saa vidt muligt bør tilvejebringes
Førstehaandsbevis ang. hvert enkelt omstridt Punkt;
men i øvrigt overlader den til Domstolens ell.
Juryens fri Skøn at bedømme, hvad Vægt der
kan tillægges det in casu præsterede B. Særlig
maa fremhæves, at eng. Ret saa godt som ikke
kender Vidneinhabilitet. Bortset fra ganske
enkelte Undtagelser udelukker Loven paa
Forhaand ingen, end ikke Parterne selv, fra at
afgive Forklaring som Vidne, ligesom ogsaa
enhver er pligtig at lade sig føre som saadant.
Paa den anden Side findes i eng. Ret en Række
i Tidens Løb udviklede, detaillerede Regler,
der nærmest virker til at begrænse Arten af de
Spørgsmaal, der maa rettes til Vidnerne. Idet
eng. Ret anvender Jury saavel i civile som i
kriminelle Sager, er det disse Reglers Hovedopgave
at danne et Værn imod Juryens, altsaa
Lægmænds, Tilbøjelighed til at tage det
plausible for afgjort, det tilsyneladende og rimelige
for bevist, den løse Snak for paalidelig Vidnesbyrd.
De vigtigste er flg. tre, fra hvilke der
dog selvfølgelig maa gøres mange Undtagelser:
a) den Omstændighed, at et Vidne har hørt
en anden udtale, at noget forholder sig paa en
vis Maade, er intet B. for, at Sagen virkelig
forholder sig saa (hearsay is no evidence). b)
Omstændigheder, der vel har Lighed med, men
ikke er udtrykkelig forbundne med det
Spørgsmaal, det drejer sig om, maa ikke gøres til
Genstand for Bevisførelse (en Slags Anvendelse
af denne Sætning er det, naar det i den eng.
Kriminalproces er forbudt Anklageren at
fremdrage Sigtedes tidligere slette Vandel som B.
imod ham). c) Endelig maa ej heller det, at
nogen blot »er af den Anskuelse«, at et ell.
andet er sket ell. burde være sket, drages frem
som B. — Medens under Hovedafhøringen af
Vidner, Spørgsmaalene skal være saa farveløse
som muligt, saaledes at suggestive Spørgsmaal
(leading questions) saavidt muligt undgaas,
indrømmes der under Krydsafhøringen (se
Krydsforhør) større Frihed i Spørgsmaalenes Form.
Hvad tysk Ret angaar, da er den fri
Bevisteori temmelig konsekvent gennemført i den ny
tyske »Civilprocessordnung« af 30. Jan. 1877
(jfr § 259), og det samme gælder om den —
endnu ej i Kraft traadte — danske Lov om
Rettens Pleje af 26. Marts 1909, i hvis § 283
det hedder: »Hvorledes Sagens faktiske Sammenhæng
skal antages at være, afgør Retten i
Henhold til det samlede Indhold af Forhandlingerne
og den stedfundne Bevisførelse«.
Medens det om Lovgivningens Stilling til
Bevisførelsen her fremstillede i det hele finder
samme Anvendelse paa Strafferetsplejen som
paa den borgerlige Retspleje, er der dog et
enkelt Bevismiddel, der indtager en særlig
Stilling, nemlig B. ved egen Tilstaaelse. Ikke
blot vil der nemlig i Strafferetsplejen være en
særlig stærk Tilbøjelighed til at ty til dette
Bevismiddel, eftersom andre let kan mangle. Men
dels og navnlig vil Indenretstilstaaelsen netop
kun i Kriminalprocessen fremtræde som et
virkeligt Bevismiddel, medens dens Karakter som
saadant i Civilprocessen træder tilbage for dens
Karakter af en Proceserklæring. I Nutidens
Kriminalproces vil i øvrigt dette Bevismiddels
Stilling navnlig afhænge af, om den inkvisitoriske
ell. akkusatoriske Maksime er den herskende.
Hvor som i nugældende dansk Ret
den inkvisitoriske Maksime følges, opfattes
Sigtede ligefrem som Forhørsobjekt; han har, hvis
han er skyldig, den Retspligt at tilstaa sin
Brøde. Derhos er det et af Ledene i den at
dansk Ret anerkendte lovbundne Bevisbedømmelse,
at en Indenretstilstaaelse, der ikke netop
svækkes ved det i øvrigt oplyste, i sig selv
er fuldt legalt B.
I den franske Straffeproces er Sigtedes
Stilling i Virkeligheden ikke meget forsk. herfra,
særlig ikke under Forundersøgelsen. Og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
