Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bevis i jur. (processuel) Forstand - Bevisbyrde betyder Forpligtelse til at bevise de under en Proces omstridte Punkter - Bevisførelse, se Bevis - Bevis in perpetuam rei memoriam *c: til evig Erindring - Beviskendelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
noget om Sagen selv, men kun gaar ud paa at
svække et af Modparten ført B. ved at godtgøre
Upaalideligheden af hans Bevismidler (f. Eks.
at hans Vidner ej er lovfaste, at Dokumenterne
er forfalskede etc.).
(Litt.: For nordisk, tysk og fr. Rets Vedk.
findes Emnet navnlig behandlet i de alm.
Fremstillinger af Processen, for fr. Rets Vedk.
tillige i de alm. Fremstillinger af Civilretten. Jfr
i øvrigt I. K., »Svenska Bevisningsrätten«
[Lund 1871]; Endemann, »Die Beweislehre
des Civilprocesses« [1860]; v. Bahr, »Recht und
Beweis im Civilprocess« [Leipzig 1867];
Bentham, Traité des preuves judiciaires, extrait
par Dumont [2 Bd 1823], og af nyere Litt. og
Litt. i nyere Udgaver: R. A. Wrede,
»Grunddragen af bevisrätten enligt gällande lag«
[Helsingfors]; Édouard Bonnier, Traité des
preuves; Best, Principles of evidence; J. T.
Stephen, A Digest of the law of evidence;
Thayer, A preliminary treatise on evidence
at the common law.
E. T.
Bevisbyrde betyder Forpligtelse til at bevise
de under en Proces omstridte Punkter, Sagens
faktiske Sammenhæng vedrørende. B. maa i
Reglen først og fremmest paahvile Sagsøgeren
(actori incumbit probatio), men paa den anden
Side er det umuligt at paalægge denne B. m.
H. t. samtlige de positive og negative
Omstændigheder, der er Forudsætninger for hans
Paastands Berettigelse. I saa Fald maatte jo f. Eks.
den, der sagsøger en anden til Opfyldelse af en
Kontrakt, bevise, ikke blot, at Kontrakten
formelt er kommet i Stand, men endvidere, at
der ikke foreligger Tvang, Svig, Umyndighed
ell. nogen som helst anden Omstændighed, der
gør den ugyldig, at den ikke allerede er opfyldt,
at han ikke har renonceret paa sin Ret etc. etc.
Men saadant Krav vil Sagsøgeren næsten aldrig
kunne honorere, og en Regel som den antydede
vilde derfor ordentligvis hindre Folk fra at
komme til deres Ret. B. maa følgelig fordeles
mellem Parterne, og Spørgsmaalet er blot,
hvorledes den skal fordeles. Tidligere mente man
at kunne finde en tilfredsstillende, almengyldig
Afgørelse i en ell. anden alm. Sætning, f. Eks.
i den, at enhver af Parterne havde B. m. H. t.
de positive Anbringender, som han fremførte,
men ikke m. H. t. de Benægtelser, han
fremsatte over for Modparten (ei incumbit probatio
qui dicit, non qui negat). Imidlertid er denne
Sætning for det første ufuldkommen, eftersom
den ikke oplyser om, hvilke positive Anbringender
en Part maa fremføre og altsaa bevise for
at vinde sin Sag. Men dernæst er det, naar i
et givet Forhold den ene Part har anført noget,
og Modparten benægter det, slet ikke sikkert,
at det virkelig er den første, der har B.
I Virkeligheden lader der sig ikke opstille en
enkelt bestemt Regel, der i alle Tilfælde afgør,
hvorledes B. skal fordeles. Derimod kan der
opstilles forskellige vejledende Sætninger, som
alle søger deres Retfærdiggørelse deri, at man
ved at følge dem mindst udsætter den, paa
hvis Side Retten virkelig er, for at forurettes,
og som alle beror paa en Afvejelse af paa den
ene Side, hvor stærkt paakrævet en Bevislettelse
i det paagældende Forhold er, og paa den
anden Side, hvilken Fare for Misbrug
Indrømmelsen af en Bevislettelse i det paagældende
Forhold rummer. Som saadanne vejledende
Sætninger kan nævnes, at, naar det først er
afgjort, at en Retshandel ell. et Retsforhold er
kommet til Eksistens, maa den, der paastaar,
at det p. Gr. a. senere indtraadte Fakta er
ophørt ell. forandret, bevise dette; at naar en
har oplyst Eksistensen af de normale positive
Betingelser for en Ret, er det Modpartens Sag,
naar han af særlige Grunde vil bestride
Rettighedens Eksistens, da at bevise disse. Derhos
vil gerne den, der paastaar, at det ligefremme
og sædvanlige er sket, have Formodningen for
sig fremfor den, der paastaar det usædvanlige,
ligesom det ogsaa i Tilfælde, hvor det er
vanskeligt for den ene at skaffe et vist Punkt
oplyst og let for den anden, kan være rimeligt at
lægge B. for dette Punkt paa sidstnævnte.
Det er klart, at den Maade, hvorpaa B.
fordeles, let kan blive afgørende for Sagens
Udfald, og i Tilfælde, hvor det ang. et bestemt
for Sagen afgørende Punkt overhovedet ikke
længer er muligt at skaffe Bevis, bliver
Paalæggelsen af B. ensbetydende med Sagens Tab.
Undertiden vil Lovgivningen, samtidig med at
give de materielle Regler for et Forholds
retlige Ordning, tillige træffe Afgørelse af
Spørgsmaalet om B., f. Eks. ved at opstille
Præsumptioner ang. Eksistensen af Betingelser, der i
sig selv er vanskelige at bevise, jfr saaledes
Konkurslovens § 22 ell. den i europ. Ret alm.
antagne Regel, at et Barn, der fødes af en
gift Kvinde paa en saadan Tid, at det kan
være avlet i hendes Ægteskab, præsumeres at
være avlet af Ægtemanden, saa længe til det
modsatte bevises; men hvor Lovgivningen tier,
er det Domstolenes Sag paa Grundlag af de
i Teori og Praksis udviklede Regler og
Synspunkter at bestemme B.-Fordelingen i den
enkelte Sag, hvad ofte er forbundet med
Vanskelighed og Tvivl.
I Straffeprocessen paahviler hele B. for Sigtedes
Brøde Anklagemyndigheden, og enhver
rimelig Tvivl kommer Sigtede tilgode, hvorved
dog bemærkes, at man m. H. t. forskellige
Straffrihedsgrunde i selve dette, at der fra Sigtedes
ell. hans Forsvareres Side intet som helst
oplyses om, at de foreligger, ser tilstrækkeligt
Bevis for, at de in casu ikke foreligger. (Litt.:
E. Tybjerg, »Om B.« [Kbhvn 1904]).
E. T.
Bevisførelse, se Bevis.
Bevis in perpetuam rei memoriam ɔ: til
evig Erindring, er Benævnelsen paa et for
Retten ført Bevis, der optages — ikke til Brug
for en alt verserende Retstrætte, men til
eventuel Brug i Fremtiden. I Reglen maa man vel
kunne sikre sig imod, at et Bevis gaar til
Grunde uden at behøve at søge Rettens Hjælp;
men specielt, hvor det gælder Vidner, hvis
Erklæringers bevisende Kraft netop særlig
beror paa, at de afgives under Ed for Retten
selv, maa man kunne sikre sig Beviset ved at
føre dem, inden Dødsfald, Bortrejse e. l. lægger
Hindringer i Vejen.
E. T.
Beviskendelse. Herved tænkes gerne paa
en af Dommeren i en Civilproces truffet
foreløbig Afgørelse af, hvad der behøver at bevises,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
