Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bessemerprocessen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
skyldes den voldsomme Kulilteudvikling i det
snævre Rum, og samtidig slynges en Regn af
Jern- og Slaggegnister ud af Pærens Hals.
Efterhaanden brænder ogsaa Kullet bort,
Flammen forsvinder, og Processens Hovedafsnit er
forbi. I Sverige afkuller man ikke fuldstændig,
men standser Blæsningen, naar den ønskede
Kulholdighed er naaet, hvilket den erfarne
Værkmester kan bedømme ved at betragte
Flammen gennem en Glasskærm, der er farvet
for at dæmpe det skarpe Lys; ofte bruges dog
Spektroskopet, idet forsk. Spektralliniers
Forsvinden angiver Afkulningens Forløb. I alle
andre Lande er det derimod Reglen at afkulle
fuldstændig (praktisk talt, nemlig til 0,03—0,1 %
C.), dels for at faa Siliciet bortbrændt, dels
fordi man dog ikke kan stoppe Blæsningen just
ved den ønskede Kulholdighed. Det er af stor
Bet., at Blæsningen ikke fortsættes for længe,
thi i saa Fald oxyderes for meget Jern, hvilket
betyder et direkte Spild og en Forringelse af
det resterendes Kvalitet. Hvad enten man standser
Blæsningen før ell. senere, har Staalet dog
opløst en Del Jernforilte, og hvis man paa
dette Stadium afbrød Processen og støbte Staalet
ud, vilde Jernforiltet under Udstøbningen og
Afkølingen omsætte sig med det Kulstof, der
endnu er til Stede, og danne Kulilte, som vilde
forblive i Godset som Blærer, medens det
uomdannede Jernforilte vilde forringe Produktets
Smedelighed. Man kaster derfor til Slut noget
knust Ferromangan ned i Konverteren, og da
Manganets Affinitet til Ilt er større end Jernets,
afilter det Jernforiltet og er ikke saa tilbøjelig
som dette til atter at afgive sin Ilt til Kullet.
Ogsaa noget Svovl bortskaffes i Form af Svovlmangan,
der er tungt opløseligt i Staalet. Uden
Mangantilsætningen vilde Produktet være
ganske ubrugeligt, det vilde være fuldt af Huller,
og det vilde revne ved Udvalsningen. Den ringe
Mangantilsætning (højst 1,5 % Mn) har en
næsten magisk Virkning, Staalet bliver mere
flydende, og Luften undviger. Som ovf. nævnt,
afkuller man gerne fuldstændig, og Ferromanganets
Kul gør derfor ogsaa sin Nytte, men større
Kulmængder kan ikke tilføres paa denne Maade
uden at overfylde Staalet med Mangan, og ved
Fremstilling af haardt Staal erstatter man
derfor Ferromanganet med smeltet Spejljern ell.
drysser Cinderspulver i Staalet, mens det
udhældes af Konverteren (Darbyprocessen,
opfundet 1889). Efter Ferromanganets
Tilsætning svinges Konverteren lidt frem og tilbage,
hvorved Stoflet fordeler sig i Staalet, og dette
koger op igen p. Gr. a. de kem. Processer. B.’s
Varighed, regnet fra Blæsningens Beg., er kun
c. 20 Minutter; naar de er forløbne, tippes
Konverteren om og tømmes i en Støbeske, et
stort Kar af Kedelplader, foret med ildfast
Materiale og forvarmet før Brugen. Den er ofte
anbragt paa en faststaaende, hydraulisk Kran,
som løfter den op til Fyldning og derpaa
sænker den og svinger den hen over de tomme,
kredsstillede Kokiller, men i moderne Værker
findes Kranen paa en selvbevægelig Skinnevogn
(Støbevogn). Gennem en Ventil i Skeens Bund
løber Staalet ned i Formene, hvor det størkner
udefra indefter. Formene løftes af, og de
glødende Blokke stilles i en Varmeudligningsgrube
(opfundet af Gjers), muret af
ildfaste Sten, hvor Varmeforskellen mellem
Blokkenes hede Indre og koldere Ydre udjævner sig
i Løbet af 1/2—1 1/2 Time. Derefter føres
Blokkene til Valseværket, og saaledes er Bessemer’s
Tanke, at forvandle Raajern til
Staal alene ved dets eget Brændsel,
paa det nærmeste realiseret. Konverteren
bliver efter Tømningen straks fyldt paa ny og
besørger gerne 50—60 Blæsninger i Døgnet.
Blokken er p. Gr. a. Blæsningen stærkt
blæret, man kan derfor ikke fremstille færdigt
Støbegods fra Bessemerpæren, Blokken maa
forædles under Hammer ell. Valse, helst først
Hammer, saa Valse. I de senere Aar er man
dog paa mange mindre Værker begyndt at
fremstille Staalstøbegods (navnlig blødt) fra
Konvertere, der kun rummer c. 1 t, og i hvilke
Luften blæses fra oven ned i Badet.
Da Siliciet danner Brændsel ved B., maa det
være til Stede i passende Mængde, 1 à 2 % i
Raajernet; paa for lidt Silicium kan bødes ved
at lade Raajernet flyde meget overhedet ned i
Pæren, paa for meget ved at tilsætte Raajern i
Stykker ell. endog Staalaffald for at undgaa at
faa Silicium i Produktet. Kulstofindholdet i
Raajernet er gerne 3,5—4 %. Blæsten er altid
kold; hed Blæst vilde angribe Ledningen,
særlig Pærens Bund, Raajernet maa ikke indeholde
mere end 0,2 % Fosfor og 0,1 % Svovl;
forlanges et fint Produkt, da kun Tiendedelen af
disse Urenheder; Processens hurtige Forløb
forhindrer nemlig Svovlet fra at forbrænde, og
det kiselsure For forhindrer, at Fosforet iltes.
Af Mangan kan der endog være 5 % i
Raajernet, Mangan forhaler Processen, og over
6 % deraf kan ikke taales. Jerntabet ved
Omsmeltning, Forslagning, Udkastning og
Udstøbning er i Gennemsnit 10—12 %, Grænserne er
9 og 25 %. Produktet er slaggefrit, ved de
laveste Kulningsgrader — det blødeste Staal —
 |
| Staalværk (1:265). A Snit i Konverter, B Konverter under Fyldning, C Røgfang, D Tragt til Kalkpaafyldning (bruges kun ved Thomasprocessen), E kørende Støbeske med Raajern, F Støbeske til Staal, G hydraulisk Kran. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
