Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bessemerprocessen - Besser (Bessi), et Folk i Thrakien - Bessermjaner, Bessermaner, af det tyrk. Buszurman ell. Baszurman, et Folkeelement af finsk-ugrisk Oprindelse - Bessiéres, Jean Baptiste, Marskal af Frankrig, Hertug af Istrien, (1768-1813) - Bessin, fr. Landskab i Normandiet, nu Del af Dept. Calvados; Hovedstad er Bayeux - Bessos, pers. Satrap i Baktrien, en Slægtning af Kong Dareios Kodomannos - Best, William Thomas, betydelig eng. Orgelvirtuos, (1826-1897)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
dog blandet med 0,3—0,4 % Jernilte, som gør
det skørt, naar det ikke omarbejdes; at det er
blæreholdigt, er alt nævnt. Bessemerslaggen er
meget siliciumrig, da den har optaget
Kiselsyre fra Foret; hvis den er fosforfri, kan den
sættes paa Højovnen.
Bessemerstaal bruges navnlig til
Masseartikler, særlig til Jernbaneskinner, Sveller,
Lasker og Underlagsplader, i mindre Grad til
Profiljern og Plader til Bygningsbrug samt til
grovere Værktøj. Det indeholder efter Anvendelsen
0,05—0,83 % Kulstof, specielle Kvaliteter
mere. I Sverige haves 9 Numre, af hvilke Nr. 1
har 2 %, Nr. 5 under 0,25 % C. Til at tage
Prøver og gøre Undersøgelser, levner Processens
hurtige Forløb kun ringe Tid, ofte gaas
paa Skøn, og Staalets Kvalitet er derfor
ringere end Martinstaalets.
Historie. Bessemer udtog sit første Patent
1855, derefter gjordes lovende Forsøg i London,
og 1857 overførtes Processen til Edsken’s
Højovn i Gestrikland. Blæsningerne fulgtes med
megen Interesse og støttedes af Jernkontoret.
Resultatet blev imidlertid efterhaanden snarere
slettere end bedre, til Trods for, at Bessemer’s
Raad nøjagtig fulgtes. 1858 var Ejeren af
Edsken, Konsul Göransson, ved at opgive
Sagen helt; da fik han den Idé at forstørre
Hullerne, gennem hvilke Luften presses ind i
Ovnen, og B. var reddet. Dette skyldtes, foruden
Göransson’s Dygtighed, det gode, rene, svenske
Raajern, og en af de væsentligste Grunde til
mindre gode Resultater i England var vistnok,
at man havde anvendt urent Raajern, hvis
Svovl og Fosfor ikke kan bortgaa under
Processen og vil gøre Produktet simpelt; i B.’s
første Aar var der selv hos Opfinderen næppe fuld
Forstaaelse heraf. Det fik ogsaa Betydning, at
Mushet 1857 havde udtaget Patent paa
Tilsætning af Spejljern (s. d.) og derved
muliggjort Fremstillingen af godt, men kulrigt
(haardt) Staal. 1861 udtog Bessemer Patent paa
at tilsætte Ferromangan, der muliggjorde
Fremstillingen af kulfattigt (blødt) Staal, og da man
1862 havde præsteret fuldt Bevis for Metodens
Brugbarhed, voksede Pæreantallet saa rivende,
at det allerede 1866 var over 100. Medens
Bessemer’s opr. Ovn var en Vippeovn, var den
Ovn, med hvilken Göransson gennemførte
Processen, en faststaaende Ovn, hvis Vindpiber sad
i Periferien nær Bunden; denne »svenske« Ovn
forlodes dog atter for den »engelske«. Et stort
Opsving fik Bessemeringen, da den basiske
Proces ell. Thomaseringen (s. d.)
indførtes efter 1878, hvorved det blev muligt at
nyttiggøre det tidligere værdiløse fosforholdige
Raajern og at vinde et for Agerbruget vigtigt
Gødningsstof i den fosforholdige Thomasslagge. I
Modsætning til Thomasering kaldes egl.
Bessemering ogsaa den sure Proces.
E. Su.
Besser (Bessi), et Folk i Thrakien, levede
længe uafhængigt under egne Høvdinger; M.
Licinius Lucullus underkastede det dog rom.
Herredømme (70 f. Kr.), og Octavian gjorde
Landet til et rom. Præfektur, Bessica.
Kr. E.
Bessermjaner, Bessermaner, af det
tyrk. Buszurman ell. Baszurman, et
Folkeelement af finsk-ugrisk Oprindelse, der lever
i Kredsen Glasov af Guv. Vjatka i det
nordøstlige Rusland. B., der lever mellem
Votjakerne, tæller c. 2000 Personer og er at
opfatte som muhammedaniserede og delvis
tatariserede Votjaker.
H. P. S.
Bessières [bæ↱siæ.r], Jean Baptiste,
Marskal af Frankrig, Hertug af Istrien, f. 5.
Aug. 1768, d. 1. Maj 1813. Han traadte som
menig Soldat ind i Ludvig XVI’s Garde og
deltog i Felttogene i Spanien 1790, i Italien 1796
og i Ægypten 1799. Efter Hjemkomsten fra
Ægypten udnævntes han til Divisionsgeneral.
B. udmærkede sig særlig ved Marengo, ved
Føring af Rytteriet, og udnævntes 1804 til Marskal.
Saavel ved Austerlitz 1805 som ved Jena 1806
og ved Eylau og Friedland 1807 førte han
Garderytteriet med udmærket Dygtighed. 1808
fik han af Kejseren Titel af Hertug af Istrien.
S. A. havde han selvstændig Kommando i Spanien
og sejrede ved Medina del Rio Secco. Han
kæmpede med Held ved Landshut og Eckmühl
mod Østerrigerne og havde en væsentlig Del i
Sejren ved Wagram, hvor han saaredes. Efter
Krigen overtog han Overbefalingen i Holland og
var 1811 Guvernør i Gammel-Kastilien og Leon.
Han deltog i Ruslandstoget som Chef for
Kejsergarden og udviste under Tilbagetoget megen
Dygtighed. 1813 fik han Kommandoen over hele
det fr. Rytteri. Aftenen før Slaget ved Lützen
dræbtes han ved et Kanonskud paa en
Rekognoscering ved Rippach. Han var en af
Napoleon’s bedste Rytterførere.
B. P. B.
Bessin [bæ↱sǣ], fr. Landskab i Normandiet, nu
Del af Dept. Calvados; Hovedstad er Bayeux.
Bessos, pers. Satrap i Baktrien, en Slægtning
af Kong Dareios Kodomannos. Som Fører for
Baktrierne deltog han i Slaget ved Arbela 331,
hvor han kæmpede med mere Mod end sin
ulykkelige Herre. Da Dareios havde vist sig
saa ganske ude af Stand til at lede Modstanden
mod Alexander, lagde B. o. a. Førere for
Nationalpartiet paa Tilbagetoget Kongen i
Lænker. Planen var at rejse de krigerske
nordøstlige Provinser til energisk Kamp og,
eventuelt, udlevere Dareios for at faa Fred.
Imidlertid tvang den voldsomme Forfølgelse B. til at
dræbe Kongen, der i Alexander’s Hænder vilde
have været en Hindring for Rejsningen. Efter
Mordet antog B. Kongetitlen som Artaxerxes IV
og organiserede ikke uden Held Modstanden,
men kunde dog i Længden intet udrette. Da
Alexander Foraaret 329 gik over Hindukush,
flygtede B. til Sogdiana. Ladet i Stikken af
Stormændene faldt han i Hænderne paa
Ptolemaios, der var udsendt af Alexander for at
faa ham i sin Magt. I sin Egenskab af
Achæmenidernes retmæssige Arvtager lod Alexander
ham i Baktra dømme til Døden. Efter persisk
Skik blev Næse og Øren skaarne af ham,
hvorpaa han førtes til Ekbatana for der 328 i de
forsamlede Meders og Persers Paasyn at blive
henrettet.
G. H.
Best [best], William Thomas, betydelig
eng. Orgelvirtuos, f. 13. Aug. 1826 i Carlisle, d.
10. Maj 1897 i Liverpool, var først ansat (1840)
ved Pembroke Chapel i Liverpool, blev senere
Organist ved det filharmoniske Selskab, fik 1852
Ansættelse ved Martinskirken i London, 1854
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
