Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Berilltryk, se Farveri - Bering, Jens Andersen, dansk Lærer, (1812-1872) - Bering, Vitus, dansk Digter og Historieskriver (1617-75) - Bering, Vitus Jonassen, Søfarer, (1681-1741) - Beringshavet, Bugt af det stille Ocean
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Berilltryk, se Farveri.
Bering, Jens Andersen, dansk Lærer,
f. 7. Marts 1812, d. 29. Novbr 1872. Fra 1833 til
sin Død var B. Landsbyskolelærer, først i
Stavtrup og Viby i Jylland, siden i Skibby paa
Sjælland. Han indtog en ledende Stilling bl. sine
Standsfæller og arbejdede ved Petitioner til
Stænderne, ved Bladartikler og Skolemøder for
en maadeholden Reform af den danske
Folkeskole. Foruden fl. statistiske Arbejder over
Landsbyskolen udgav han »Den kristelige
Almueskole i Danmark og dens Reformbevægelse før
og nu« (1862).
(J. L.). Fr. Th.
Bering, Vitus, dansk Digter og
Historieskriver (1617—75), stammer fra Viborg og
naaede tidlig megen Anseelse som smagfuld lat.
Digter. Efter i adskillige Aar at have studeret
i Udlandet blev han 1650 Prof. i Poesi ved
Kbhvn’s Univ.; lige efter forflyttedes han til
Sorø som hist. Prof., men allerede 1651 tog
han dog sin Afsked og levede nu i Skaane med
Titel af kgl. Historiograf, rigelig understøttet
af Kongen og forskellige danske Adelsmænd. Da
Skaane erobredes af Svenskerne, søgte Karl
Gustaf at vinde B. for Sverige; han foretrak dog
Danmark og blev her efter Enevældens Indførelse
Assessor baade i Skatkammerkollegiet
og i Højesteret. Ved talrige lat. Lejlighedsdigte
vedligeholdt B. sin Anseelse, og Samtiden kaldte
ham den danske Vergil; med hans historiske
Arbejder gik det derimod langsommere fremad,
og først efter hans Død udkom hans Skildring
af Kbhvn’s Belejring (Obsidio Hafniensis) (1676),
endelig 1698 hans Hovedværk: Florus Danicus,
en poetisk Skildring af Danmarks ældre Historie,
der stilistisk er lige saa glimrende, som den,
hvad Indholdet angaar, er betydningsløs. Hans
Biografi skrev H. F. Rørdam i Hist. Tidsskr.,
6. R. I.
Kr. E.
Bering, Vitus Jonassen, Søfarer, f. i
Horsens i Sommeren 1681, d. 19. Decbr 1741.
Som ganske ung gik han til Søs, og efter nogle
Langvejstogter gjorde han 1703 Bekendtskab
med den norskfødte, russ. Admiral Cornelius
Cruys, der bevægede ham til at træde ind i den
nydannede russiske Marine som Underløjtnant.
Med Hæder deltog han i den store nordiske Krig,
efter Fredsslutningen 1721 forfremmedes han til
Kaptajn af 1. Rang, og kort efter udnævnte
Peter den Store ham til Chef for den første
kamtschadalske Ekspedition, der havde til
Opgave at undersøge, om Asien og Amerika var
landfaste med hinanden N. om det stille Hav.
I Vinteren 1725 forlod B. Petrograd med fl.
Søofficerer, deriblandt Danskeren Morten Spangberg,
et talrigt Mandskab og et meget stort Train
af Skibsmateriel og Levnedsmidler, som ad
Sibiriens Flodveje skulde føres til Stillehavskysten.
I Okhotsk byggede han to søgaaende Skibe,
sejlede med dem til Kamtschatka og naaede i
Foraaret 1728 efter store Lidelser sit egentlige
Udgangspunkt: Kamtschatka-Flodens Munding.
Her byggede han Ekspeditionsskibet »Gabriel«,
der forsynedes med et Aars Proviant, og endnu
samme Sommer tiltraadte han sin egl.
Opdagelsesrejse til Polarhavet. Paa denne omsejlede
han Nordøstasiens Hjørne og trængte frem til
67° 15′ n. Br., der maa betegnes som et meget
stort Resultat, eftersom den asiatiske Kyst
tidligere ikke var besejlet længere N. paa end til
de jap. Øer, og den amerikanske Vestkyst kun
til det kaliforniske Cap Blanco paa 43° n. Br.
Han kortlagde den asiatiske Kyst fra Kamtschatka
til Østkap og paaviste, at der fandtes
en Nordøstpassage, »hvis man ikke blev
forhindret af Isen i Norden«; men derimod lykkedes
det ham ikke at opdage Amerikas Vestkyst,
og uagtet han to Gange sejlede igennem det
Stræde, der nu bærer hans Navn, erfarede han
intet om dets Tilværelse. Han kom tilbage til
Petrograd 1730; men da han mødte Tvivl og
Modsigelse hos de Lærde, foreslog han en alm.
Undersøgelse og Kortlægning af hele Nordasiens
og Vestamerikas Kyst fra Dvina gennem
Beringsstrædet til Japan og Kalifornien. Disse store
Arbejder, der sammenkædedes med fysiske og
etnografiske Undersøgelser i Sibirien, er kendte
under Navnet »den store nordiske Ekspedition«
og udførtes under B.’s Overledelse og Tilsyn.
I Foraaret 1734 forlod han atter Petrograd,
ledsaget af mange Søofficerer og over 500 Mand
samt efterfulgt af Akademikerne G. F. Müller,
Gmelin den Ældre og Louis de L’Isle de la
Croyère. 1735—42 besejledes den sibiriske
Ishavskyst af Løjtnanterne Ofzyn, Prontschischtschef,
Danskeren Lassenius, D. og C. Laptief;
samtidig undersøgte Kaptajn Spangberg
Kurilerne og Japan, og 1741 tiltraadte B. personlig
en Opdagelsesrejse til Nordvestamerika, hvor
han landede paa Kajakøen i Omegnen af
Eliasbjerget, kortlagde en Del af Alaskahalvøen og
Alëuterne og tilstræbte at naa Beringsstrædet
langs den ny Verdens Kyst, men Sygdom og
Storme tilintetgjorde hans Plan. Skibet dreves
ud paa en 5 Maaneder lang Odyssé i det ukendte
Stille Hav, og til sidst sattes det, meget imod
den dødssyge B.’s Ønske, paa Land i en Bugt
paa Østsiden af den ubeboede Beringsø, hvor det
senere gjordes til Vrag. Mandskabet gravede
sig ned i Sandhuller ved en Bjergbæk og levede
af Hval- og Robbekød; Skørbug bortrev 31 Mand,
og her døde B. efter tunge Lidelser. Aaret efter
lykkedes det de Efterlevende at naa hjem til
Kamtschatka. Med B.’s Død fandt den store
nordiske Ekspedition en brat og utilfredsstillende
Afslutning; han døde midt i sin Gerning; men
hans Planers Storhed, hans utrættelige Energi
og hans ædle Karakter vil altid sikre ham en
smuk Plads bl. Verdens store Søfarere. (Litt.:
P. Lauridsen, »V. J. B. og de russ.
Opdagelsesrejser« [Kbhvn 1885]).
P. L.
Beringshavet, Bugt af det stille Ocean,
adskiller Asien fra Amerika. B. afgrænses fra det
stille Ocean ved Øgruppen Alëuterne. Den
sydlige Del af B. er dyb, og her er maalt en
Dybde af 5369 m. I den nordlige Del af B. findes
derimod ikke Dybder over 100 m, ligesom
Beringsstrædet, som forbinder B. med Ishavet, er
ganske fladvandet. Saltholdigheden er ringe i
Overfladen (32 ‰), men naar paa større Dybde
til henimod de normale 35 ‰. Hver Vinter
fryser den nordlige Del af B. til. Længst holder
Isen om Foraaret i Anadyrbugten, som først
bliver isfri i Juli. B. er rigt paa Sæler, paa
hvilke der drives en indbringende Jagt.
M. V.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
