Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Beri-beri, en i visse tropiske og subtropiske Egne forekommende Sygdom - Bericiske Høje, Monti Beríci, en lille Bjerggruppe i Norditalien, Prov. Vicenza - Berider, en Mand, der er særlig uddannet til at tilride Heste og give Rideundervisning - Berigelsesforbrydelser - Berigelseshensigt, se Berigelsesforbrydelser - Berigelseskrav er Krav, der støttes paa den i rom., tysk og fr. Ret anerkendte saakaldte »Berigelsesgrundsætning«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sumpede Egne til højere liggende Steder for et
baade godt profylaktisk og et godt kurativt
Middel, hvorimod Medikamenter ikke synes at have
stor Virkning. — Meget sjælden og kun en
enkelt Gang nøje iagttaget og undersøgt hos
Dyrene (en Abe).
(A. F.). H. I. B.
Bericiske [be↱rit∫iske] Høje, Monti Beríci,
en lille Bjerggruppe i Norditalien, Prov. Vicenza,
hæver sig over Slettelandet S. f. Alpernes Fod
og c. 67 km V. f. Venedig og er ligesom de
nærliggende Euganeer (Colli Euganei) af
vulkansk Oprindelse og bygget op af Trakyt,
Basalt og Pimpsten.
H. P. S.
Berider, en Mand, der er særlig uddannet
til at tilride Heste og give Rideundervisning.
For Hærens Vedkommende se Rideskole.
I videre Bet. bruger man Betegnelsen B. om
den, der som Næringsvej rider Heste til og giver
Rideundervisning, hvad enten han er uddannet
dertil ell. ej. Endvidere betegner man med
Fællesnavnet B. ell. Kunstberidere alle, der
hører til en Cirkus, selv om de ikke direkte har
med Hestenes Tilridning og Dressur at gøre.
(C. G. B.). O. P.
Berigelsesforbrydelser. Under denne
Benævnelse samler man i de strafferetlige
Systemer en Del strafbare Handlinger, hvis
Ejendommelighed man søger deri, at Vedkommende
ulovlig skaffer sig ell. søger at skaffe sig en
Berigelse paa anden Mands Bekostning. Til
denne Kreds af Forbrydelser henfører man i
Alm. Tyveri, Ran, Hæleri, Røveri, Afpresning,
Bedrageri og ulovlig Omgang med Hittegods.
Medens der om disse Forbrydelser maa henvises
til vedk. Specialartikler, skal der om den for
alle B. fælles saakaldte Berigelseshensigt
bemærkes, at dette Udtryk er en Oversættelse
af Romerrettens animus lucri faciendi,
hvilket tidligere — og endnu i norsk Ret —
har været omsat til »vindesyg« Hensigt. Dette
Udtryk lægger imdlertid Vægten paa et urigtigt
Sted, idet det medtager f. Eks. Tilegnelse af en
Ting mod Vederlag (af Samlermani), men
omvendt udelukker f. Eks. Tyveri af en Ting i den
Hensigt at forære den til Trediemand. Den
rigtige Betragtning synes at være, at det for
B. ejendommelige Retsbrud er Krænkelsen af
den af Samfundet etablerede ell. godkendte
Formuefordeling, der ved B. trues i sin Grundvold,
hvorfor Samfundet, baade for sin egen og for
Individernes Skyld, maa reagere særlig stærkt
netop mod disse Forbrydelser, der erfaringsmæssig
forekommer særdeles hyppig, og som
uden en saadan kraftig Reaktion kunde
befrygtes at ville styrte Erhvervssamfundet i Kaos.
Til dette Retsbrudets objektive Bestanddele
svarer da Berigelseshensigten som Forbryderens
Forsæt til at begaa netop den særlige B. og maa
defineres som Forsæt ell. Hensigt til at skaffe
sig ell. andre en materiel Formuefordel paa den
Angrebnes Bekostning. Ved denne Formulering
udelukkes fra B. paa den ene Side de rene
Ødelæggelsesretsbrud (Hærværk) og paa den
anden Side de rent formelle Ejendomskrænkelser,
der vel forstyrrer Samfundsfreden paa
Ejendomsrettens Omraade, men ikke selve
Formuefordelingen (saaledes Tilegnelse mod Vederlag,
Brugstyveri, Svig for at opnaa Kredit ell.
Betalingshenstand o. l.).
A. Gl.
Berigelseshensigt, se Berigelsesforbrydelser.
Berigelseskrav er Krav, der støttes paa den
i rom., tysk og fr. (men ikke eng.-amer.) Ret
anerkendte saakaldte »Berigelsesgrundsætning«.
Denne gaar ud paa, at overalt, hvor en Person
er bleven beriget paa en andens Bekostning,
uden at der opr. forelaa nogen Grund for denne
Berigelse, og uden at der senere er indtraadt
noget, som retfærdiggør, at Berigelsen bliver
hos den Berigede, skal denne sidste afgive
Berigelsen til den Tablidende, for saa vidt
Berigelsen endnu foreligger i det Øjeblik, Kravet
rejses, ell. i alt Fald kun er gaaet tabt igen
som Følge af den Berigedes i Forhold til den
Tablidende retsstridige og tilregnelige Handling.
Som Eksempler paa B. nævnes Krav paa
Tilbagelevering af ell. Godtgørelse for den
Berigelse, som en anden har vundet, ved at man
har erlagt en ell. anden Præstation til ham,
fordi man fejlagtig troede, at man skyldte ham
den, ell. som han har vundet ved at forbruge
Ens Ejendele, idet han svævede i den af
Omstændighederne begrundede Tro, at de virkelig
var hans. Et tredie Eksempel er dette, at A
uden Bemyndigelse laaner Penge af B for
dermed at varetage den fraværende C’s Tarv.
Laangiveren (B) kan i saa Fald forlange, at C
skal tilbagebetale saa meget, som virkelig er
kommet ham (C) tilgode (ɔ: Berigelsen), men
heller ikke mere. Som det vil ses, er det Formaal,
der søges naaet ved den heromhandlede
Retsgrundsætning, aabenbart dette, at fremskaffe
en med Billighed stemmende Løsning af
saadanne formueretlige Situationer, i hvilke den
ene p. Gr. a. Misforstaaelser, Trediemands
Handlinger ell. andre tilfældige Omstændigheder og
uden saadan Skyld fra sin Side, at det efter
alm. Regler kan paadrage ham en egl.
Erstatningspligt, har vundet en Fordel paa en andens
Bekostning.
I øvrigt hersker der megen Uenighed og
Tvivl om Grundsætningens Forstaaelse og
Anvendelse. I nyere dansk Teori benægtes det
bestemt, at saadan alm. Berigelsesgrundsætning
skulde være anerkendt af dansk Ret. Dette er
dog ikke saaledes at forstaa, at dansk Ret
nægter ethvert Krav i Tilfælde, hvor de
ovennævnte Retsordener indrømmer et B.
Meningen er blot, at for saa vidt der i Situationer som
de ovenn. af dansk Ret indrømmes Krav,
grundes disse paa andre Principper end
Berigelsesgrundsætningen (de er snart mere ell.
mindre begrænsede Vindikationskrav, snart
Erstatningskrav), hvorfor ogsaa deres Omfang bestemmes
efter andre Hensyn end Hensynet til den af
Modparten vundne Berigelse.
I enkelte specielle Tilfælde indrømmer dog
nyere skandinaviske Love udtrykkelig et
udelukkende efter Hensynet til Modpartens
Berigelse bestemt Krav. Jfr. Veksellovens § 93 og
Sølovens § 158. (Litt.: Lassen, »Haandbog
i Obligationsretten«, Alm. Del § 33 [Kbhvn 1908]
samt en Am. af C. S. Thomle i Tidsskr. for
Retsvidenskab 1913 med Litteraturhenvisninger).
E. T.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
