Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gustav Wied
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
over Kvindernes »Hvad-vi-vil«-Bevægelse. »Slægten«
(1898, tre Opl.) er en Roman om den von Leunbachske
Families Skjæbne gjennem Tiderne og dens sandsynlige
Uddøen med den Baron Helmuth, om hvem Bogen handler -
»skidt Slægt! Raadden Slægt! Ingen Rygrad! Levet for
længe!« er det Eftermæle, den faaer af hans Moder,
den kraftige gamle Enkebaronesse. Jevnsides med denne
Handling løber Beretningen om den smukke Pastor
Mascanis Livsfata, en af de erotomane Præster, som
den unge Litteratur saa højlig ynder at fremstille.
Romanen er paa sine Punkter »romanagtig« i gammeldags
Forstand - den døvstumme Pige og hendes Moder,
Indebrændingsscenen m. m. - og Udviklingen af den
unge Grev Scheeles Karakter knækker lovlig brat over
paa Midten fra hans psykologisk skruede Platonisme
til hans Optræden som kraftigt sejrende Elsker.
Fortællingen er imidlertid vel ordnet, rig paa
klarttegnede Episoder og i tilstrækkelig Grad
fængslende. Langt mere end i »Slægten« lægger dog
Kjernen i Wieds Forfatterskab sig for Dagen i
»Livsens Ondskab« (1899, to Opl.). Gunnar Warberg i
»Ungdomshistorier« omtaler en lille grinebideragtig
Djævel, som har tilhuse i hans inderste Sjælekammer og
pludselig kan stikke Hovedet frem og nikke gemytlig
til ham, som om de To vare fuldt og ganske enige om
Værdiløsheden af Livets løjerlige Leg og Hulheden bag
dets lokkende Fylde. Denne lille Djævleunge har iklædt
sig menneskeligt Kjød og Blod i Skikkelse af
Toldkontrolleur Knagsted, »Livsens Ondskab« kaldet af
Indbyggerne i den lille Provinsby, til hvis bestalter
Stadssatyricus han har opkastet sig. Han haaner deres
Traditioner og Illusioner, han bryder med uærbødige,
for ikke at sige uhøviske Ord gjennem Dagligtalens
dækkende Fernis, han kultiverer deres Dumheder og
Svagheder som en Gartner sine Blomster, og skræmmer
saa Livet af dem ved pludselig at vende
Bussemandsansigtet frem. Paa en Spadseretour med den
elskværdige, lidt barnlig følsomme Overlærer Clausen
falde Ordene saaledes imellem dem:
- Jeg elsker Dig! sagde Knagsted.
- Hum!
- Ja, det er sgu sandt, lille Clausen! ....
Du virker forædlende paa min Natur!
- Gjør Du Nar?
- ... naar man er sammen med Dig, skal jeg sige Dig,
saa er det ligesom . . ja hvad skal jeg kalde det?
. . . ligesom at gaa med et Barn i Haanden over en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
