Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Carl Ploug
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Og- den Sonnet-Form, som særlig var helliget Digtene
til hans Livsfælle, behersker han endnu, selv naar
han synger om sine sygnende Kræfter:
Ak, jeg er bleven fattig, derfor rutter
jeg ikke mer med Viser og Sonnetter.
De fleste Rhytmer, som jeg sammenfletter,
jeg selv forstemt i Kakkelovnen putter.
Nu slaa ej Timer til, som før Minutter;
hvad jeg har digtet, retter jeg og retter,
indtil det Hele ud jeg modløs sletter;
det er paa Tide, at mit Spil jeg slutter.
Men at jeg bliver taus, Du ikke lider;
Du mig forbyder, Lyren bort at hænge;
Du fordrer, at min Vingehest jeg rider.
For Dig jeg gjør, hvad ej jeg gjør for Penge;
for Dig jeg trodsig mod min Afmagt strider.
Du faaer det sidste Klimp af mine Strenge.
Samlingens sidste og største Stykke hedder »Til
Samtiden« og er skrevet i Efteraaret 1883. Det er
Plougs Opgjør med Tiden - Tanker og Udtryk, som ere
velkjendte fra hans mangeaarige Deltagelse i den
offentlige Drøftelse af sociale og politiske Forhold;
den poetiske Form har ikke faa Svagheder, og det hele
Digt har mere Karakteren af en polemisk-didaktisk
Diatribe end af poetisk skabende Inspiration; men
det viser klart den syvtiaarige Digters Standpunkt
til Tidens Bevægelser og mangler ejheller rhetorisk
Fynd i Udtrykket. Han seer med Sorg Folket arte sig
efter Nederlaget 64 paa en Vis, der ikke adler, men
fornedrer det. Han sammenligner Almue-Demokratiet med
Penelopes brutale Bejlere, der i Odysseus’ Fraværelse
spille Herrer i Huset og utaalmodigt kappes om at
vinde hendes Gunst:
Som en Penelopeja Danmark sidder
indsvøbt i Enkeklæder sorte;
thi hendes Husbond, hendes fødte Ridder,
den ægte, sande danske Folkeaand,
har længe været borte.
Hun savnet har hans stærke Haand,
da ydre Fjender opbrød hendes Porte
og slog en Sønneflok i Trællebaand.
Har hun ej Ret at fordre holdt i Ære,
hvad hun af dobbelt Sorg og Savn maa bære?
Men just derfor man Tiden fandt bekvem
til Magten for sig selv at stræbe efter.
Man skrabed sammen alle Sorter Kræfter
og indrangerede i Banden dem;
og da man mærked, let gik ikke Dansen,
fordi endnu der vaaged Mænd paa Skansen,
som ikke sig forbløffe lod
af Helte-Fagter og Alarm-Signaler
og ikke veg en Fod
for noget Styrtebad af tomme Taler,
saa tyede man til Taskenspiller-Kneb
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
