Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Carl Ploug
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og alskens smaa Godtkjøbs-Opfindelser,
hvormed den Hob, som blank er for Begreb
og sikret mod Samvittighedens Mindelser,
blev snurret rundt som Høns i Børnelegen
og stadig dog er lige langt fra Stegen.
En rigelig Del af Skylden for Landbefolkningens
Selvovervurdering lægger Ploug paa Grundtvigianernes,
ja endog paa selve Grundtvigs Skuldre. Han »lægger
paa Kæmpens Grav sin Krans til Tak og til Ære«,
han »kjender i Nutiden hertillands ej Stræben mod
højere Maal end hans i Liv, i Sang og i Lære«; men
hans store Fejl var, at han vilde være Folkefører,
og »skjøndt han ej magted at vise Vej, slaa Følge
med Andre vilde han ej«:
For ham var Frihed et Himmelrum,
af Intet begrænset;
hvor Alt, der var nødigt, frivilligt kom
og Høg og Due fløj jevnsides om
og Manna-Gryden ej lænsed.
At Thor maatte frit med Hammeren gaa,
men Loke lænkes til Klippen graa,
hans taagede Syn ej ænsed.
Naar Grundtvig »forkastede Tugt og Tvang og Pligternes
Lære«, skulde man have betænkt, at »Skjald han fremfor
alt Andet var, og Mangt og Meget udslynget han har
af Lune og vexlende Tykke.« Men dette have hans
Tilhængere aldrig taget i Betragtning, og til dem
vender Digteren sig med sit bebrejdende Spørgsmaal:
Jer spørger jeg, som hvert Ord af hans Mund
Jer føre til Nytte:
Om han havde ejet det rigeste Pund,
han blev dog et skrøbeligt Menneske kun,
hvem Synd og Vildfarelse mødte;
mon I da Jer Pligt mod Sandhed ej brød,
naar, uden at vrage, i Folkets Skjød
I vælted den hele Bøtte?
Fra Grundtvigianerne vender Ploug sig til den
radikale Litteraturs Bannerførere, »Nutidens unge
Titaner«, som han ironisk kalder dem. Han dømmer
den realistiske Skildring, der »kaster sin Gunst paa
de Smaa i Kjøbstad og Landsby og Leje« som falsk og
tendentieus :
Men hvorfor I elske just dem,
i Billedet selv kan man spore;
thi Grundfarven, som stikker frem,
er Had kun og Nag til de Store.
Saamænd, der er braadne Kar nok
i alle Etager og Klasser,
men der, hvor de findes i Flok,
er netop de myldrende Masser.
. . . Derpaa I har ej løst Patent,
at Kunsten til Livet skal knyttes;
men dermed den daarligt er tjent
til Træl eller Bybud at nyttes.
Det skeer, naar tykhudet Tendens
som Maaler og Vejer fungerer
og vrager det Bedre, imens
den Vennernes Jux protegerer.
Digtet »Til Samtiden« er som en Kvintessens af Plougs Artikler
i »Fædrelandet« mod Slutningen af Bladets Levetid.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
