Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Carl Ploug
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Norden, hvor de »plantede i Skoven Korsets Mærke,
aabned Skolestuen med det Samme«, naaes til
Udgangen af Kantatens første Del med Lovprisning
af Universitetets Grundlægger Kong Christian den
Første. Dens andet, kortere Afsnit indledes med otte
beundringsværdigt kort og kraftigt koncentrerede
Linier om det kirkelige Reformationsværk, og derefter
følger den prægtige, ligesaa sammentrængte Udmaling
af Oplysningens Gang gjennem Landene:
Frem drager Slægternes lange Karavane,
trodsende Ørkenens Sand;
skiftende Førere, Feltraab og Fane,
stræber den mod Strimen i Himmelens Rand.
Gøglende Syner har sinket dens Fod,
Omveje fyldte dens Tid og dens Evner;
aldrig dog svigted dens Tillid og Mod,
altid dog fremad den stævner.
Saa vil det blive til Verdens sidste Dage:
frem skrider Aandernes Tog.
Skuffet og skræmt, det ej flygter tilbage,
snublende og faldet, det rejser sig dog.
Slægter udslukkes - saa fødes der ny,
Kræfter opslides - saa modnes der andre;
frem imod Sandhedens straalende Gry
Menneskeheden maa vandre.
Hvorhen den søgende Ridderskare stiled,
hvor den saa fæsted sin Lejr,
ud fra vort Land er der Stalbrødre ilet,
delende dens Skuffelse eller dens Sejr.
Mellem de herskende Folk er vi smaa,
ikkun en Torso med afrevne Lemmer;
i vor forhuggede Skjoldrand dog staa
Navne, som Verden ej glemmer.
I Slutningskoret nedlægger saa Digteren de Ønsker
for Konge, Folk og Fædreland, der ere hans Digtnings
idelige Omkvæd og Tanke, idet han som i Kantatens
Begyndelse paakalder den styrende Gud:
Opmand det Folk, Du haardt har prøvet!
Lad Villiens Kraft og Sindets Tugt
med Hjertets Ild og Tankens Flugt
det atter hæve op af Støvet!
Beskyt vort minderige Land,
dets Ret, dets Frihed og dets Ære!
Skjærm Ham, Du gav dets gamle Spir at bære,
den nye Stammes første Christian.
De »Nye Digte« indeholde endelig ogsaa Prøver paa
den Hjemmets Poesi, der er saa ejendommelig for
Carl Ploug: den aldrig afblegede eller afblomstrende
kjærlighedsfulde Hyldest af hans Hustru. Han synger
til hende i 1874:
Nu er Du en Matrone
paa fyrretyve Aar,
og Høstens Segl har studset
dit mørkebrune Haar;
lidt dybere paa Kinden
sank Øjets Skygger ned;
din smalle Jomfru-Midje
blev moderlig bred.
For mig er Du den Samme,
jeg bejlede til,
og ingen Ynde raned
Dig Tidens lumske Spil;
paa vore høje Ymper
maa jeg regne det ud,
hvorlænge det er siden
jeg fæsted Dig som Brud.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
