Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ingemann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Verden, som jeg nu ikke i lang Tid havde tænkt
paa. Jeg hørte efter, og hvad han foredrog, gjaldt
netop mig; han gjennemheglecle netop paa det
Ubarmhjertigste ikke alene min Bog, men mit hele
aandelige Liv og Alt, hvad jeg nogensinde i denne
eller nogen anden Verden kunde og vilde foretage mig
- eller blot tænke, føle eller ane, og han søgte
at bevise, hvorledes min Stræben nødvendigvis i
al Evighed maatte være og blive fordømmelig.« Ole
Navnløse lister sig til at stikke Hul i nogle af
Blærerne. »Han saae med en uforskammet indbildsk
Mine ned paa os Alle, idet han forsikrede, at det
Standpunkt, hvorfra han her beskuede det aandelige
Liv, var Resultatet af et helt Livs Granskning, og den
Højde, hvorfra han her kunde overskue enhver Stræben
i Videnskab og Kunst, var grundet paa hans Tilegnelse
af alle foregaaende Tiders Aand og Kunstfilosofiens
højeste Grundsætninger. Han saae sig om med et rasende
Blik, og under Tilhørernes skingrende Latter rullede
han baglænds ned mellem de tomme Svineblærer.«
- Det er imidlertid ikke mod en enkelt litterair
Modstander alene, at »Ole Navnløse« gjør Front;
Forfatteren fører sin Helt paa en eventyrlig bugtet
Bane gjennem alle sine Livsanskuelsers antipodiske
Sfærer, for at dømme dem, men lader ham derhos tillige
gjennemfare alle den idealistiske Retnings Afveje,
hvis Farer betegnes, indtil han efter mange sælsomme
Hændelser lykkelig lander i uforgængelig Besiddelse af
Kjærligheden og Poesien som Livets evige, guddommelige
Sandhedseje. Medens SIBBERN offentlig takkede Ingemann
for denne dybsindige Digtning, vakte dens satiriske
Angreb Forargelse paa andet Hold, og især Spotten over
den empirisk-rationalistiske Livsanskuelse kaldte
»Maanedsskrift for Litteratur« med H.C. ØRSTED i
Spidsen frem til en Paavisning af den meningsløse
Supranaturalisme i Ingemanns hele Forfatterskab.
Digteren svarede med en Epilog til Eventyret:
»Opstanden i Litteraturstaden«, og en temmelig bitter
Fejde opstod, der - bekjender den bløde Ingemann -
»i et helt Aar forstyrrede min Lyksalighed og Fred,
men var dog en gavnlig og psykologisk nødvendig Kamp
for min aandelige Frihed og Selvstændighed. Først da
jeg i denne Fejde havde givet min Indignation og den
i tyve Aar tilbagetrængte Retfærdighedsfølelse Luft,
kunde jeg atter med Rolighed fortsætte min poetiske
Virksomhed«.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
