Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Poesien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
af en vis Kildren under Fodsaalerne ved at læse
Baggesens Skildring af sin Ascension op til Spiret
af Domkirken i Strassburg. En saadan Tryllemagt
har Stilen i denne vidunderlige Bog. Fra Afsnit
til Afsnit forvandler Forfatteren sig og smutter
ind just i det Sproglegeme, der harmonerer bedst
med Omgivelserne. Han er f. Ex. misfornøjet med
Mannheims kjedelige Regelmæssighed og udtømmer
dette Thema i en Række aandfulde Betragtninger:
»Snorlige Gader og sammenpassende Kvarterer i en
Stad synes mig omtrent det Samme som maalte Linier
og Rim i en Bog. De opvække strax Forventning om
større Skjønhed, en Forventning, der i Førstningen
er behagelig; tilfredsstilles den, er Fornøjelsen
og virkelig fuldstændigere, men tilfredsstilles den
ikke, er Misfornøjelsen saameget des større, da den,
med Tilbageblik paa det pralende Løfte, gaaer over
til Ærgrelse. En Stad i solut Stil lover ikke mer,
end den kan holde, dens Konversation er lig den
daglige Tale, sund Forstand og hist og her et godt
Indfald er Alt, hvad man forlanger af den; en Stad i
bunden Stil derimod sætter sig ilave, rømmer sig og
begynder at deklamere - ve den, hvis den ikke opfylder
alle Fordringer in arte poetica! Guder, Mennesker og
Recensenter have til ingen Tid taget det ilde op -
til al Lykke for denne min vimmelskaftede Rejse! -
at man i Prosa fremkom med dagligdags Bemærkninger,
med Tanker, som Folk flest kunde have dem, med simpel
Menneskesands uden mindste serafisk eller satanisk
Geni; men Guder, Mennesker og Recensenter have til
alle Tider strengeligen forbudt alle, indtil de
mindste Stænk af Maadelighed i Vers. Enhver Poet er
det paalagt under Straf paa Ære, Liv og Gods at se,
hvad ingen Anden seer, tænke, hvad ingen Anden tænker,
og fra Begyndelsen til Enden ikke at gaa som gemene
Folk, men at fremgaa som en Brudgom af sit Kammer,
som en Helt til Sejersslaget, som Solen fra Østen
til Vesten, bestandig straalende, bestandig den høje,
den herlige, den samme! Uden at skeje til højre eller
venstre, end sige som Loths overmaade prosaiske Hustru
at vende sig rent om, maa han spanke, fremtrine,
taktskride - efter Omstændighederne vel og trave,
galoppere, ja selv flyve, ligefrem, kun ligefrem,
bestandig ligefrem, som den løbske Hingst, som
Lysstraalen, som det træffende Lyn, som Stormen,
som Ørnen og som hans hele øvrige Familie. Engel
eller Djævel maa han være - kun ikke blot Menneske!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
