Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Poesien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
litteraire Fæller, lidet urbane i Tonen og derfor
nu dobbelt skurrende i hans forvænte Øren, som
naar P.A. Heiberg med barsk Demokratisme skrev i
»Rigsdalersedlens Hændelser«: »Findes der engang
en enkelt god Poet, saa fordærver Adelen og de
Fornemme ham. Fra den Tid, da de Store ophørte at
holde Hofnarre, tog de Poeter i deres Sted, thi
Noget maatte de have at more sig med. Den idelige
Omgang med fornemme Folk fordærver Talentet i Bund
og Grund« o. s. v. Af denne tvetydige Stilling og
af alle Holgerfejdens Pinagtigheder blev Baggesen
pludselig reven ud, da Prindsen af Augustenborg
skaffede ham Rejsestipendium, saa han i Foraaret 1789
kunde tiltræde den første af sine senere saa hyppige
Udenlandsrejser. Gjennem Holsteen ledsagede hans Beundrere
C.F. Cramer og Friederike Bruun ham; i Eutin gjæstede han
»Louises« Forfatter Voss, blev optagen i hans Huslivs Idyl
og blev »hans personlige Ven« i samme Nu, »hans Øjne havde
mødt hans Blik«. I Hamborg besøgte han Klopstock, en
»apollonisk Majestæt, indhyllet i barnlig Fortrolighed«,
desværre noget for genegen til overdreven Brug af
Røg- og Snustobak. Paa Hermansbjerget i Nærheden af
Pyrmont betoges han af Klopstockske Reminiscenser,
saa det svimlede for ham, som overhovedet altid naar
han kom højt tilvejrs; en af hans mest udspilede, men
tommeste Ode-Blærer blev den i »Begejstringens yderste
Drukkenskab« avlede Frugt af denne Bjergbestigning,
men højst betegnende for hans Betragtningsmaades
Modsætning til Hjemmets gængse ere de prosaiske
Reflexioner, han knytter til den: »National-Had,
National-Foragt ere sande - og just af alle de
frækkeste, kaadeste, dummeste, utilgiveligste -
Blasfemier. Ve den afsindige Gudsbespotter, som
første Gang angav den Skam-Tone, hvori Tostavelsen:
Tydsker undertiden klinger paa somme Læber og i somme
Blade! O de fortjente at brændemærkes med herostratisk
Navnkundighed og udpibes saa højt, at deres Skjændsels
Ekko skulde lyde gjennem fjerne Aarhundreder. Ve
mig, om jeg tiltroede endog blot en Mængde Danske
saa lav og foragtelig en Tone! Nej, kun Afskummet og
Udskuddet af Nationen, kun disse enkelte Frøer, hvis
Natur det nu engang blev at kvække, tiltroer jeg hine
uophørlige Blasfemier. Tiden nærmer sig, da Sproghad,
Nationalhad og deslige vil svinde for Jordborgerdyd,
som Religionshad allerede har begyndt at svinde for
en renere Moralitet. Da vil Tydskland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
