Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Poesien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
CHRISTEN ANDERSEN LUND (1763-1833), Bakkehusets
tungsindige Ven, skrev i Aarhundredets næstsidste
Decennium »Lunden ved Jægerspris« med en Forherligelse
af fædrelandske Minder. Mere ægte Stemning findes
i »Landsbykirkegaarden«; Digteren - der var Præst i
Kjeldby paa Møen - tænker sig stedet til den sidste
Hvile mellem Kirkegaardens lave Tuer, en Ven vil nu
og da mindes ham,
og ofte Landsbypigerne
ved Aftenrøden her
skal glade samles, snakkende
om gamle Hændelser;
da tale de om Kjærlighed,
den bitre søde Fryd,
og hver fortæller, hvad hun veed
om elskte Brudgoms Dyd.
Da sige de: o nær herved
en Digter jordet blev,
som gjorde ingen Mand Fortræd
og mange Viser skrev.
Da hædre de endnu min Grav
med skyldfri Glædes Klang,
og Egnen giver Gjenlyd af
min Ungdoms bedste Sang.
Meget læste vare C.A. Lunds to Heroider: »Eleonora
Christina Ulfeld til hendes Mand« og »Til Hans
Rostgaard fra hans Hustru«. Af Beskedenhed vilde Lund
ikke have nogen Samling af sine Digte udgiven i sin
Levetid; selv ikke Fru Rahbeks skjelmske Opfordring
(S. 364) kunde bevæge ham dertil; han besvarede den
med et Digt, hvis Slutningsord vidne, at
for Alt, hvad jeg af Phoebus kræved,
rakte Venskab mig sin skjønne Krands.
Af FR. HØEGH-GULDBERGS (1771-1853) ikke saa lidet
omfattende Digtning fortjener at nævnes hans Idyller
(»Gamle Hans«, »Fiskernes Nytaarsmorgen« o. fl.),
hans godmodige Satirer (»Birken«, »De kjøbenhavnske
Junkere« o. fl.), men mest hans elegiske Digt
»Assistentskirkegaarden«, hvor den almindelige
Stemningsudtalelse og Lokalskildring nu og da samler
sig i afsluttet lyrisk Form som enkelte Digte (»Alt
forvandles skal til Støv, Dalens Lilie, Skovens Løv«,
»Saa venligt Gravene sig lukke, og der er Jordens
Slave fri«, »Jeg færdes paa Jorden endnu, jeg er kun
en Fremmed i Støvet«), eller dvæler erindrende ved
visse mærkelige Grave:
Ej græde Venskab, Samsøe! ved din Grav!
Du, som blev givet for at savnes!
Dit Støv Du fro til Jorden gav,
og hist din Aand af Saligheder favnes,
Du var saa god, saa ganske Den, Du var!
Dig Last var Skræk og Dyd en Vinding!
Som Ven og Lærer Egekrands Du bar,
som Digter Laurbærløv omkring din Tinding!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
