Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Poesien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
uventet en anden Vending, og Natten mellem den 23. og
24. Januar døde den unge Digter. Ottendedagen efter
gik hans Drama første Gang over Scenen under stor
Bevægelse fra de Spillendes som fra Publikums Side,
fremkaldt af Stykket selv saavelsom af de ejendommelig
gribende Omstændigheder, under hvilke det kom frem.
»Dyveke« er og bliver et af vor Litteraturs
mærkeligere Arbejder, og det fortjener denne
Betegnelse allerede derved, at det er det første
originale Sørgespil med Emne fra den danske
Historie, der er gaaet over vor Scene. Alene ved
Stoffet maatte det interessere Publikum. Saaledes
som det her er benyttet, er det hverken sigtet
eller prøvet; det er den gamle Hofhistorie, som den
levede i Folkemunde, om Christiern og Dyveke, Torben
Oxe og hans utro Skriver Faaborg samt de forgiftede
Kirsebær. Men just fordi Handlingen i sine Grundtræk
var kjendt af Alle, gjorde det et egent betagende
Indtryk paa Tilskuerne, saaledes for første Gang
at se dansk Historie skride hen over Brædderne
i levende, talende og handlende Skikkelser, den
haandgribelige Inkarnation af Indbildningskraftens
Forestillinger. Havde Digteren kunnet analysere
den historiske Handling og fremstillet den, som
den virkelig var foregaaet, vilde han ikke have
interesseret sin Samtid nær saa meget som nu, da
han tog sit Emne i dets almenkjendte Skikkelse; og
havde han mægtet den store Kunst, at fremstille de
handlende Personer i deres egen Tidsalders Kolorit,
vilde hans Tid have staaet fremmed og udeltagende
overfor hans Værk, medens den nu elskede det, fordi
den gjenkjendte sig selv deri Træk for Træk, men
forædlet og forskjønnet. Thi det er egenlig Sagen:
»Dyveke« er den fuldkomneste Gjenfremstilling
af Tidsalderens sentimentale Dydefuldhed, vi
besidde. Christiern og Elisabeth, Sigbrit og Dyveke
passere forbi vort Øje, men de ere ligesaa lidt
historiske Personligheder, som de faa Antydninger af
Spliden mellem Kongen og Adelen danne nogen historisk
Baggrund for Handlingen. Som Glandsbilleder, opklæbede
paa hvidt Papir, tage Figurerne sig ud for os i deres
sødlige Farveskjær. Naar de tale, strømme de over af
Hjertets ædleste Følelser, naar de handle, overbyde de
hinanden i Opofrelse. Dronningen vil opsøge Frillen og
Frillen Dronningen, for i dydig Kappestrid at fremme
den elskede Christierns Lykke, og da de mødes første
Gang, falde de i hinandens Arme med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
