Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Poesien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Taarer, Kys og Bøn for deres fælles Kjærlighed. Man høre
fremdeles en Samtale mellem Dyveke og Slotsherren Torben Oxe.
DYVEKE.
O, lad mig tage min Tilflugt til Dem, ædle Mand! jeg
er som et Lam uden Moder, vildfarende, forladt. Lad
Deres Venskab vejlede mig, giv mig Deres Raad, jeg
skal uden Vægring følge dem; men vent ikke at bevæge
min Moder - hun vil trodse Faren, uden at undgaa den.
SLOTSHERREN.
Tak, Dyrebareste! for denne Tillid - ved alle
Hellige! mit hele Liv skal være opofret til at
fortjene denne Lykke. Selv min Lidenskab, den mest
brændende Kjærlighed, skal være et Offer for Deres
Rolighed. O, forlad mig denne Tilstaaelse, som min
Henrykkelse udrev mig. Ja, jeg tilbeder Dem, det er
første Gang jeg siger Dem det, men ogsaa sidste, om
De vil. De kan ikke elske mig, jeg veed det. Nuvel,
jeg skal tie, og min Kjærlighed skal dø med mig -
men den skal lære mig. ene og alene at virke for
Deres Vel. Fra nu af lever jeg kuns for Dem. Min Ære,
mit hele Liv er for Dem.
DYVEKE.
O, hvad gjør De, ædle Mand! De forfærder mig; De vil
knytte Deres Skjæbne til min? De! en af Danmarks
rigeste, ædleste Riddere, De vil dele den Foragt,
som snart vil forfølge den forførte - o Gud! at jeg
skal nævne dette græsselige Ord - ja, den forførte,
den forladte Dyveke, en ussel, foragtelig Frille. Nej,
jeg frasiger mig Deres Venskab. De er Adelsmand!
De er født til at være min Moders Fjende, og De
handler stort, om De for min Skyld ikke tager Del i
at forfølge hende.
SLOTSHERREN.
De hverken kan eller skal støde mig fra Dem.
Kjærlighed kjender ingen Stænder; den river
mig løs fra min Familie, ingen Baand binde mig -
jeg staaer ene uden Slægt, uden Venner, ene for
Gud og Dem.
Det Forældede i Stilen og det for os Karakterløse i
denne evigt strømmende Følsomhed maa vi naturligvis
gjøre os klart, naar vi ville yde Stykket og dets
beundrende Publikum Retfærdighed, og vi ville da kunne
faae Øje for, at der i Sentimentalitetens Sprog her
var en egen smeltende Vemod, som smigrede Øret og
lokkede Taarerne frem, samt at den megen Ædelmodighed
- forstærket ved Modsætningen til et Par absolut
sorte Figurer, Munken og Skriveren - det ømme Venskab,
de lidende Hjerters blide Resignation, den indbyrdes
Højagtelse, som Livets Konflikter ikke kan svække,
men snarere maa forøge - at alt dette i Forening
talte til Tidsalderens inderste Hjerte, og at dens
Hjerte atter taler til os ud af »Dyvekes« Monologer
og Repliker, af Handlingens hele Gang og Udfald. Et
Vidnesbyrd herom er ogsaa den fortrinlige Udførelse,
Stykket fik paa Scenen; thi kun hvad der er sandt Liv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
