Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Poesien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
»Rolf Krage«. Dette Værk staaer paa en højst mærkelig
Plads i vor Litteratur: en virkelig Digters første
Forsøg paa at hæve den Skat, der skulde blive hans
nærmeste Efterfølger og atter dennes Eftermænd en
saa yppigt strømmende Kilde til poetisk Fortolkning
af vor Folkestammes ældste Liv.
Forsøget mislykkedes, og det maatte mislykkes, fordi
det blev foretaget paa ufri Maade. I sin Beundring
for Klopstock fik Ewald ikke Øje for, hvor uendelig
større Værdier der laa gjemte under den Muldjord, han
nys havde betraadt, end i den tydske Digters kunstigt
sammenbragte Drivhus, og idet hans højeste Maal var
at »behage Tydsklands første Barde«, overhørte han
den særegne Toneklang, der udgik fra den gjenfundne
nordiske Strengeleg, for hastigst muligt at stemme
den i de tydske Noders Toneart. Medens den nordiske
Olddigtning netop paa dette Tidspunkt forsynede
den tydske Efterligning med et rigeligt Stof,
som den magre »Bardepoesi« skyndte sig at sluge,
uden dog at blive fed deraf, traadte den i sit eget
Hjemland frem i en lignende tarvelig Skikkelse, just
fordi den ikke strax fik Hjemstavnsret, men maatte
legitimere sig som præsentabel ved Paavisning af,
at den havde været forestillet og var bleven modtaget
ved Germaniens poetiske Hof.
WELHAVEN siger i sin oftere anførte
litterairhistoriske Afhandling: »Ewald er bleven
ligesom et festligt Navn, for hvilket den danske
Kritik uvilkaarligt gjør Omveje og selvfornægtende
Indrømmelser. Den levende Ewald forkom mellem Hænderne
paa sine Velyndere, og medens enhver af dem indsaa, at
han ej kunde reddes, fordi han stod i Selvfortærelsens
Brand, vilde dog nogle af dem have hans Nød betragtet
som Miskjendelsens Martyrdom - og denne Forestilling
har vundet Indgang. Ewald staaer for Traditionen
i Danmark med en uforlignelig Dobbeltglorie, der
kaster et eventyrligt Skin paa hans Frembringelser.«
Ordene ere maaske noget skarpere end fornødent,
som om de udgik ikke fra en Repræsentant for den
urbane Litteraturperiode, men fra den mere absolut
dømmende og sin Dom kategorisk formulerende Nutid. En
Sandhed indeholde de imidlertid, og en saadan har man
altid godt af at lægge sig paa Hjerte. Ewalds Navn
er os Danske saa kjært, fordi det betegner et ædelt
Menneske, en beklagelsesværdig Skjæbne og en stor
Digter i en Tid, som ikke havde Evne til at fatte hans
bedste Egenskaber. Men dette er dog ingenlunde Tidens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
