Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Poesien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
100,000 Mand, som alle ere nødte til at iagttage
deres Pligt og ikke tør gjøre mere.« Hjemme havde man
faaet hans Kvarteer opspurgt og sendte Penge til hans
Frikjøbelse fra Tjenesten; da Obersten ikke vilde
slippe ham løs, før Felttoget for det Aar var til
Ende, løb Ewald sin Vej, byttede Klæder med en Bonde
og kom efter allehaande Farer, undervejs opsnappet
af Preusserne, tilbage til Kjøbenhavn i Oktober 1760.
»Jeg kom en stor Del klogere hjem, end jeg var gaaet ud,«
bemærker Ewald. »Og dette var ikke den eneste Fordel,
som min ulmende Digteraand havde af denne Rejse. Jeg havde
seet Bjerge og Feltslag og i tykke Skove ensom beliggende
Munkeklostre; jeg havde været Vidne til endel store og
rørende Optrin, hvis Erindring nærede og opløftede min
Sjæl, uden at beruse den; jeg havde nu lært at føle det
Underlige, det Store og det Vellystige i Naturen,
uden just altid at ville gjøre det efter eller
lide formeget ved Savnet deraf. Dette gav mig vel
en større Bekvemhed til Digtekunsten, men jeg var
endnu langt fra enten at mærke dette selv eller at
benytte mig deraf.« Det var tvertimod Brødstudiet,
Ewald nu kastede sig over med sin vante Iver, stadig
med Arendse for Øje som Arbejdets rige Løn. Efter
halvandet Aars Læsning tog han theologisk Examen,
indstillende sig til bedste Karakter, hvilket dengang
var en Sjeldenhed. Men just da blev det Maal, han nu
troede sig nær, revet bort fra hans Synskreds: Arendse
blev gift med en Anden, formodenlig tvungen dertil af
sin Slægt, thi Ægteskabet blev ikke lykkeligt. Tabet
ødelagde Ewalds Livslykke, men det skabte en af
vore ypperste Digtere. »Det stemte uden Tvivl for
en stor Del min Sjæl i den højtidelige melankolske
Tone, som jeg troer at være et Hovedtræk i de fleste
af mine Poesier,« siger Ewald i Fortalen til sine
Samtlige Skrifter. »Men det havde endnu en anden
Virkning: det gjorde mig rent uenig med alt det,
som man kalder timelig Lykke. Jeg havde hidindtil
kun havt een bevægende Grund, at tragte efter saa
Noget - og denne Grund faldt bort. Nu blev det min
Plan at slentre Livet igjennem, som jeg bedst kunde,
og saa godt som muligt at forskjønne min Vej med en
vis Art af Lyksalighed. En rolig Hytte, en behagelig
Egn, maadeligt Udkomme, faa, men retskafne Venner,
og jeg tør sige, fremfor Alt at være saa nyttig, som
min Evne tillod det, uden at være Nogen til Byrde,
var Alt, hvad jeg den Tid ønskede mig af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
