Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Poesien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
smalserske Troldhorn heroppe,« siger han i Fortalen
til en af sine Digtsamlinger, »anede det mig mindst,
at denne Stenuglernes og Natteravnenes Bolig, denne
berygtede Præcipice, skulde ikke længe derefter være
en væsenlig Del af mit lille Embedsdistrikt, og at
jeg af 52 Aar som Religionslærer skulde tilbringe de
43 i dens sorte, kolde Skygge, lige efter Bogstaven
af hvad min Broder, Sankt Synneves og Skjøn Valborgs
kronede Sanger, begyndte sit Kvad med,
langt bort fra Leg, uvant til muntre Toner
ved Festers Fryd -.
Hvad jeg har anseet som et af mine største Vanheld
i Egnen, hvor jeg boer, har været dette, at jeg
saa yderst sjelden kunde samles med nogen saadan
Ven, som jeg i litterair Henseende kunde kalde en
beslægtet Aand og ret sympathisere med.« Det var dog
maaske netop denne ensomme Tilværelse, henvist til
udelukkende Samliv med Sognefolkene, der uddannede
Frimann til den ejendommelige Stilling, han indtager
i sin Tids Digtning som Almuesanger, som Forfatter
af jevne, fattelige, sangbare Digte, i hvilke en
religieus Stemning kommer tilorde eller Fiskerens og
Bondens Dagligdont besynges som nøjsom Glædes rene
Kilde eller den norske Egns Naturskjønhed skildres
eller en Heltedaad forherliges. Disse Digte udkom i
forskjellige Samlinger: to Bind »Poetiske Arbejder«
1788 og 1826, »Almuens Sanger« 1790, »Den syngende
Sømand« 1793, et Par Psalmesamlinger o. fl. Endnu
1851 kunde WELHAVEN udgive Cl. Frimanns Digte i
Udvalg med en biografisk Indledning, et Vidnesbyrd
om, at Friskheden endnu ikke havde forladt denne
fordringsløse Folkedigtning. De ere jo ejheller blevne
helt fremmede for den nulevende Slægt, Digte som »Den
norske Hyrdedrengs Sang«:
Hør mig, Skov og Mark og Fjeld!
mig, som her sidder enlig og synger paa Tuen;
endnu er det ikke Kveld,
endnu varm skinner Solen som Luen,
Lovsangen »Seer jeg til den Himmel blaa«. Vuggevisen
»Hvo tændte i Brystet den levende Glød?«, Mindesangen
om Ole Svendsen Bakke og den kjønne »Bindevise«,
der maaske tydeligst som kortest tegner Cl. Frimanns
Digterpersonlighed:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
