Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Poesien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Saa knytter jeg Traad,
saa øver sig Haanden i kvindelig Daad;
ved Haanden at hænge man bliver saa træt,
ved Haanden at røre gaaer Tiden saa let;
jeg knytter ej Silke, jeg knytter ej Guld,
min Traad er af Uld.
Min uldene Traad,
naar Vinteren bruser, skal varme min Fod;
med Intet paa Stikke, med Intet paa Ten
Saamangen maa skjælve paa islagte Sten;
Gud se til de Usle, som nøgne og blaa
i Snevandet gaa!
Jeg knytter kun Traad,.
jeg knytter ej Baand af ugudeligt Raad;
vig langt fra mit Hjerte, Du Mørkhedens Aand,
som lærer at binde besnærende Baand!
Skal Mennesket knytte for Menneskets Barn
et fangende Garn ?
Min knyttede Traad
mig minder om Livet - mit Liv er en Traad;
hver maskeklædt Stikke er fuldendte Dag,
hver Maske hver Knude et Pulsaareslag -
naar Livet er endet, o Gud, i din Haand
annam da min Aand!
Sømandspsalmerne Nr. 119, 121, 123 og 392,
Daabspsalmen Nr. 324 og adskillige andre i vor
Psalmebog optagne ere af Cl. Frimann.
Næstefter Wessel var Bergenseren CLAUS FASTING
(1746-91) det Norske Selskabs lyseste Hoved og
klareste Aand, i sin fortrinlige Stil som i sin
elegante Personlighed saa gjennemtrængt af fransk
Esprit, at Wessel sagde om ham, han var »fransk
midt i Perialen«. Det er især som Kritiker, denne
Skribent har virket, og i denne Egenskab forstod
han ikke blot med skarpt Blik at sondre og med fin
Takt at dadle, men ogsaa ved sin egen Fremstillings
Renhed og Klarhed at opstille et stilistisk Mønster
for de Forfattere, hvis Arbejder han bedømte. I
Kjøbenhavn skrev han baade i »Den kritiske Journal«
og »Den kritiske Tilskuer«, og i Bergen udgav han sine
»Provincialblade«, hvis aandfulde Kritiker, træffende
Karakteristiker og vittige Bemærkninger med Rette
beundredes af de Kyndigste som en Journallitteratur,
der kunde maale sig med Udlandets bedste, medens
det store Publikum gik dem forbi med paafaldende
Ringeagt, der nærmest maa forklares som Udslaget af
en hadefuld Stemning, som var vakt mod Fasting, fordi
han betragtedes som Fritænker: han drev det endog
til den Gruelighed at skrive Christus med K. En anden
Grund kan søges i det epigrammatiske Vid, hvormed han
var udrustet, og ved hvis pikante Fremglimten han
skaffede sig mange Fjender. Vi kjende det Epigram,
der overgav Bredals Ovid-Oversættelse til Latteren
(S. 403); til Tak for sidst forkastede Bredal som
Theaterdirekteur Fastings Tragedie »Hermione« og antog
det langt ringere »Zarine«. En anden Oversætter af
Ovid fik følgende Snert:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
