Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Poesien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
af den »Skræksomhed«, som er egen for det valgte Sted
(ligeledes i Nærheden af Barndomshjemmet). Digtet kom
i det smagende Selskabs Prisbedømmelse til at staa
tilbage for Broderen Claus Frimanns Besvarelse af den
samme Opgave, men Litteraturhistorien har alt mere og
mere afgjort tilkjendt Peter Harboe Palmen i denne
broderlige Sangerkamp; hans Digt er upaatvivleligt
det bedste Arbejde i den naturbeskrivende Digtart, som
Perioden har at opvise. Det er jo ejheller Dagligføde
i hin Tids poetiske Litteratur, naar der i ulastelige
Vers gives et saa energisk Billede af Fjeldets bratte
Glathed som dette:
Siig, hvo dit Bryst saa glat og stejlt har jevnet,
at Ravnen selv ej Rifter fandt deri,
som klynkende saa tidt Dig fløj forbi
og ingen Pynt til Hvilested fandt levnet?
Med hvasse Kløer den hugger i dit Bryst -
de fæste ej; og vred den flyer tilbage
lavt til din Fod, hvor Ynglen og dens Mage
gjenkalde den med hæs uafbrudt Røst.
Tidligt vandt P.H. Frimann sine digteriske Laurbær,
og tidligt lagde han sig til Hvile paa dem:
allerede fra sit fireogtyvende Aar af slog han ind
paa andre Baner, kom i diplomatisk Tjeneste til
Petersborg og Stockholm, arbejdede en lang Aarrække
i Udenrigsministeriet i Kjøbenhavn og døde helt oppe
mod vor Tid som en højtbedaget Konferensraad.
Den ældre Broder CLAUS FRIMANN (1746-1829) lagde
ingensinde Poesien paa Hylden og har derfor en
mere omfattende Produktion at opvise, dybere i sin
Indtrængen, men ikke saa smidig i sin Sprogkunst som
Peter Harboes. Han stod kun i flygtig Forbindelse med
det Norske Selskab, thi hans forskjellige Ophold i
Kjøbenhavn vare alle meget kortvarige; i dets Skrifter
optoges dog hans beskrivende Digt »Frederiksborgs
Egn og Udsigten derfra« samt Mindedigtet »Hagen
Adelsten«. I treogfyrretyve Aar var Cl. Frimann
Sognepræst for Davigens Menighed i den nordlige
Landsdel, hvis Klippekæmpe »Hornelen« begge Brødrene
besang i Prisdigtning. Hans Liv henrandt fredeligt
og lykkeligt, dog ikke uden Møjsommeligheder og
Farer under Embedsgjerningens Røgt i den vanskeligt
farbare Egn. Udelukkelsen fra litterair Omgang og den
mangelfulde Forbindelse med den poetiske Produktion
følte Digteren dog stundom som en Ulempe. »Da jeg
i Kredsen af den æsthetiske Litteraturs daværende
ypperste Dommere histnede besang det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
