Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Poesien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
uimodsigeligt, saa vist som den sande Poesi er til
alle Tider dem samme, saa vist som dens Former og
ej dens Væsen, alene Sproget og aldrig Tankerne
ere foranderlige.« Det var dog, som sagt, kun den
litteraturkyndige Del af Samtiden, de med de fineste
Smagsnerver udrustede Faa blandt Publikum, der kunne
dømme saaledes; for Almenheden stod Frimanns Parafrase
af Folkevisen langt nærmere ved dens Opfattelse af
Poesi og som Følge deraf langt højere i dens Yndest
end det oprindelige Digts korte og knappe episke
Beretning. Den Sentimentalitet, der gjennemstrømmer
Frimanns hele Digtning, var i og for sig hans Læsere
tiltalende som Udtryk for deres egen Stemning og
havde her særlig fundet et Stof, som af sig selv
bød den et fyldigt Omraade at brede sig paa. Og da
Digteren beherskede sin Kunsts formelle Opgaver med
en Lethed og Klarhed, som var beundringsværdig -
en Frugt af hans væsenlig franske Opdragelse - var
det intet Under, at hans moderne Omskrivning af den
gamle Folkevise vakte almindelig Begejstring, Man vil
baade kunne forstaa dette og maale Afstanden mellem
ham og hans Forbillede ved at læse Strofer som disse:
Glad flyede Valborgs Ungdom bort;
man uden Sorg paa Roser let kan træde.
Hver Time var den glade Sjæl for kort,
hvert Skridt var idel Dands, hver Dag var idel Glæde.
En kjærlig Sorg blot Valborgs Hjerte rørte,
naar Længsel hendes Sjæl til Axels Minde førte.
Saa staaer i rolig Sommerdag
den gyldne Frugt paa Træets unge Kviste:
tidt Kvisten er mod Stormens Magt for svag,
og tidt, af Uvens Haand nedbøjet, maa den briste;
den faldne Frugt en uren Muld vanærer,
og Æblet, plukt med Vold, en graadig Mund fortærer.
Samtidig med sin Debut i Norske Selskab fejrede
P.H. Frimann en Triumf som Sejrvinder i Selskabet for
de skjønne Videnskaber, der tilkjendte hans malende
Digt »Sancta Sunnivas Kloster« den samme Belønning,
som Stockfleth ved den samme Prisæskning vandt for
»Sarpen«. Frimann havde skrevet sig Smagstribunalets
Henstilling om Behandlingen af »et gammelt Sagn,
der kunde give Anledning til en poetisk Fortælling«,
bag Øret og indflettede i Skildringen af Lokaliteten
fra sin Barndomsegn (Sælø i Nordfjord, Bergens Stift),
Sagnet om den irske Kongedatter Sunniva, der flygtede
fra sit Hjem for at undgaa Ægteskab og landede paa
den norske Kyst. Paa lignende Maade har P.H. Frimann
i sit Digt »Hornelen« forenet en Thors-Mythe med den
poetiske Beskrivelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
