Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Poesien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
men Sarpens grumme Nøk, ved Fyrrens Modstand vred,
fordobler Strømmens Kraft og styrter Masten ned.
Strax hvide Bølge højt med brudte Stumper spiller,
og splittet tykke Bul i stride Rende triller;
med Harm seer Ejeren forhaabet høje Pris
i kostbart Lystsyn nu forvandlet til Forlis.
»Hvor poetisk er ikke den hele Forestilling,
hvor malende Udtrykket, hvor norsk!« udbryder
J. BADEN i sin Kritik, fremhævende, at »det er
ved Nationalhed vor Poesi skal blive vigtig for
Fremmede og faae Nyhed.« Det var vel nærmest Emnet,
der overraskede som noget Uvant; men man var dog
altsaa tidlig opmærksom paa, at der fra Norge -
udgaaende fra Dass og førende over Tullin - rislede
en Strømning af egen Art ind i Fælleslitteraturen;
at dens nationale Farve og Verdensbegivenhedernes
Gang tilsammen skulde sondre den ud fra denne som et
selvstændigt Løb, var man endnu langt fra at ane. Dog
bliver selve Stockfleth et af de første Forbud herpaa
ved sin Sang i Hjemstavnens Bygdemaal: »Længje ventad
Lurdagskvællen eingang kom«.
Af Brødrene FRIMANN vandt den yngste, PETER HARBOE FRIMANN
(1752-1839), tidligst Digternavnet ved sine Bidrag til den
første Samling af Norske Selskabs Skrifter: en med Wessel
konkurrerende »Ode til Søvnen«, »Tanker ved en Flod« og
Romancen»Axel Thordsen og Skjøn Valborg«. Denne sidste er
mærkelig som et af de tidligste Greb tilbage til
Folkevisens Emner, hvor himmelvid Forskjellen end
er mellem den ældre og den moderne Behandling, en
Forskjel, der allerede var den litteraturkyndige
Samtid paafaldende, hvad der vidner baade om en
sikrere Smag og et fyldigere Kjendskab til den gamle
Digtning, end man sædvanlig forudsætter. Da WESSEL
hørte Digtet blive oplæst i Norske Selskab, gjorde han
den Bemærkning om et af dets mest beundrede Steder,
at Folkevisens simple og naturlige Skildring dog
gav det sandere og smukkere, og CL. FASTING satte
ligeledes den gamle Sanger paa en højere Plads. »At
overgaa den første Mester i Plan, Styrke, Korthed,
Eftertryk, i hans fortryllende Enfoldighed og altid
voxende Interesse,« siger han med et for den Tid
fortrinligt Valg af karakteriserende Bestemmelser,
»det var at fordre endnu mere end et Mesterstykke,
og et Mesterstykke er den gamle Vise
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
