Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oplysningens Tidsalder. Indledning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
er til at tvivle om, at der har været
dem, som oprigtig agtede Christian VI.s
samvittighedsfulde Arbejde som Konge, og
uagtet Ærefrygten for Kongedømmets Højhed under
ham var almindelig udbredt, kom der med
Frederik V.s Tronbestigelse en virkelig
Varme i den royalistiske Stemning, hvor smagløst
den end tidt og mange Gange lagde sig for Dagen.
Det er den, man føler ved Holbergs bekjendte
Udtalelse om hans Glæde ved at se det muntre,
friske Liv ved den unge Konges Hof, og det er den,
der har bragt ham til at give sin Hengivenhed
for Frederik V. et saa elskværdigt Udtryk i hans
Tilegnelse til Kongen af Oversættelsen af Herodian;
men den lyder ogsaa til os igjennem saa mangfoldige
andre Steder i Datidens Litteratur, at den umuligt
kan opfattes som Andet end som en oprigtig og
alvorlig Følelse. Den Lykke, det syntes
at være for den dansk-norske Stat, at den kom
til at staa udenfor den ødelæggende Syvaarskrig,
styrkede Taknemligheden imod en Fyrste, hvem man med
Rette tiltroede Kjærlighed til Freden, om det end i
Virkeligheden ikke var ham, men J.H.E. Bernstorf,
der ledede den ydre Politik saaledes, at Freden
kunde bevares. Hvor ubetydelig en Mand han i og for
sig var, oversaa man; der blev kun tænkt paa
hans gode Hjerte, man glædede sig i Kjøbenhavn over
»Frederik Ejegods« venlige Hovednik og milde Smil,
naar han kjørte igjennem Gaderne, og idet man med en
næsten besynderlig Naivetet tillagde ham Æren for
de Fremskridt, der utvivlsomt fandt Sted i
flere Henseender, omdannede man ham til at være den
Velsignelse bringende Menneskeven, som man længtes
efter at se paa Tronen. Ret pikant karakteriserede
Luxdorph engang Stemningerne i Frederik IV.s sidste
Tid, under Christian VI. og Frederik V. ved at udtale:
»Under Frederik IV. frygtede man ikke og havde dog
Grund dertil, under Christian VI. frygtede man,
uden at have Grund dertil, under Frederik
V. hverken frygtede man eller havde Grund dertil.«
Det dobbelte Mindesmærke om Frederik V., der strax
fremstiller sig for Tanken, hans smukke Rytterstatue
paa Amalienborgplads og Ewalds Kantate ved hans
Jordefærd, skyldes derfor ikke fremhyklede Følelser
eller en kunstlet Stemning. De ere Udtryk for
en virkelig Hengivenhed for ham. Ganske vist,
denne Følelse og den royalistiske Ærbødighed for
Herrens Salvede blev sat paa en alvorlig Prøve,
da det efterhaanden blev vitterligt, at han sank
sammen til at blive en forfalden Stakkel, om hvis
Udskejelser Rygtet snart fik travlt,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
